Herlev Bladet

Opdateret: Vestforbrænding melder ud: Fjernvarme-udrulning er ikke aflyst

En varmepumpeleverandør har den seneste tid udsendt breve til boligejere i de kommuner og områder, som Vestforbrænding bl.a. tilbyder fjernvarme til, hvor de fejlagtigt skriver, at fjernvarmeudrulningen i området er aflyst, oplyser Vestforbrænding.

Opdateret 7. november klokken 9.55 med svar fra Daikin Danmark.

Fjernvarme-udrulningen i Herlev er ikke aflyst, fastslår Vestforbrænding i et opslag på sin hjemmeside.

Meldingen kommer efter, at Herlev Bladet har gjort Vestforbrænding opmærksom på, at herlevborgere i disse dage har modtaget et elektronisk brev fra en varmepumpeleverandør med følgende ordlyd:

'Jeg skriver til dig på vegne af Daikin, fordi din bolig opvarmes af gas og samtidig ligger i et område, hvor udrulningen af fjernvarme er aflyst'. Derefter handler beskeden om at markedsføre varmepumper som et alternativ, og derudover fremgår det også, at borgerne inviteres til en række åbent hus-arrangementer i november.

Også i andre kommuner

Vestforbrænding oplyser, at brevene angiveligt også er sendt til andre kommuner og områder, som Vestforbrænding tilbyder fjernvarme til. Slår man varmepumpeleverandøren op på Trustpilot fremgår det, at også andre har oplevet noget lignende.

LÆS OGSÅ: Politiet søger vidner til alvorlig hændelse

'Vestforbrænding er i fuld gang med første etape af fjernvarmeudbygningen i seks kommuner: Ballerup, Frederikssund, Furesø, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk.  Og planlægningen af anden etape i samme kommuner er nået langt, og der er netop fundet entreprenører til etapen med graveopstart i 2026. Boligejere der bor i etape 2-områder, er begyndt at modtage breve fra Vestforbrænding med tilbud om fjernvarme. Dem der bor i etape 2 områder og endnu ikke har hørt fra Vestforbrænding vil modtage breve løbene i takt med planlægningen af deres områder', skriver Vestforbrænding.

En fejl

Herlev Bladet har kontaktet omtalte varmepumpeleverandør, som har sendt et skriftligt svar:

'Den 2. november 2025 blev der på grund af en fejl i tilgængelige data sendt et brev og en marketingbrochure til adresser, som ikke skulle have modtaget dette. Teamet hos Daikin Danmark arbejder for at rette dette hurtigst muligt og vil sende et opfølgende brev til de berørte modtagere, samtidig med at der træffes foranstaltninger for at forhindre, at lignende kan ske. Vi undskylder oprigtigt for eventuel ulejlighed, som dette måtte have forårsaget.'

Det fremgår af en hurtig søgning, at virksomheden også ligger i andre europæiske lande.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!