Kronik: Vi skal styrke Herlevs folkeskoler sammen med dem det handler om

Af Ibrahim Benli, medlem af kommunalbestyrelsen i Herlev og folketingskandidat for Enhedslisten 

Der findes efterhånden ikke et politisk parti i Herlev, der er uenig i, at folkeskolerne trænger til et ordentligt løft – både fagligt og i forhold til de fysiske rammer. 

Politisk kan vi gøre meget for at forbedre de fysiske forhold på de institutioner, hvor vores børn færdes dagligt. Det kræver, at vi afsætter de fornødne midler – hvilket vi senest har gjort med budgettet for 2025, hvor der er afsat 90 millioner kroner over de næste fem år til at forbedre de fysiske rammer på vores skoler og daginstitutioner.

fremgangsmåden i dette forslag er bemærkelsesværdig. Jeg kalder det ’den omvendte rækkefølge’, fordi det ikke er skolerne selv, der har rejst behovet

Men at løfte det faglige niveau kræver mere end blot økonomiske investeringer. Det kræver nemlig også et grundigt udviklingsarbejde med aktiv og reel involvering af alle aktører omkring folkeskolen. Hele idéen bag det lokale initiativ ’Sammen om Skolen’ bygger i den forbindelse på den grundlæggende præmis, at alle interessenter omkring folkeskolen – ledelse, skolebestyrelser, lærere, pædagoger, elever og forældre – skal være med til at identificere både udfordringer og udviklingspotentiale, som efterfølgende kan omsættes til konkrete politiske initiativer.

ANDRE DEBATINDLÆG: Kronik om byudvikling ifølge borgmesteren

Den omvendte rækkefølge

I en kronik bragt i Herlev Bladet den 1. maj 2025 udtrykte udvalgsformanden for Børne- og Uddannelsesudvalget, Lars Mann Pedersen (S), et ønske om ’at starte en inddragende dialogproces med alle interessenter omkring folkeskolen, så vi i fællesskab kan drøfte indhold og ambitioner for styrkelsen af vores tre almene folkeskoler’. 

Her er jeg fuldstændig enig med formanden, for der er i den grad brug for at styrke folkeskolerne i Herlev, og det skal vi gøre sammen med  ledelse, skolebestyrelser, lærere, pædagoger, elever og forældre. 

Men mindre end en uge senere kunne vi læse på Facebook og i Herlev Bladet, at Socialdemokratiet har fremlagt et udspil om, at Herlev fremover skal have fem mindre skoler i stedet for tre store. Der kan være gode argumenter for at tilbagerulle den nuværende skolestruktur, som blev vedtaget tilbage i 2011 af partierne S, C og V med det primære formål at spare på administrationen. Fagpersoner peger da også på, at mindre skoler kan have klare fordele – fx i form af nærværende ledelse, bedre trivsel og stærkere fællesskaber. Men fremgangsmåden i dette forslag er bemærkelsesværdig. Jeg kalder det ’den omvendte rækkefølge’, fordi det ikke er skolerne selv, der har rejst behovet for en ny skolestruktur – det er derimod et politisk parti, der fremsætter et forslag, som skolerne efterfølgende skal forholde sig til.

forandring og udvikling skal komme nede fra – fra dem, der har deres daglige gang i folkeskolen

Der er naturligvis ikke noget i vejen med, at politiske partier kommer med forslag, der afspejler deres politiske visioner på området. Men i Enhedslisten har vi den klare opfattelse, at vi i Herlev netop har bevæget os væk fra idéen om, at politikerne alene ligger inde med opskriften på, hvordan folkeskolen styrkes. I stedet har vi længe arbejdet ud fra visionen om reel inddragelse, baseret på en overbevisning om, at udvikling bedst sker i tæt dialog med dem, det hele handler om. Forandring og udvikling skal komme nede fra – fra dem, der har deres daglige gang i folkeskolen. 

Belært af folkeskolereformens mange skadevirkninger er både Christiansborg og mange lokale politikere blevet klogere: Politikerne må oprigtigt interessere sig for, hvad alle interessenter omkring folkeskolen mener om udviklingsarbejdet. Sagt med andre ord: Behovet for en ny skolestruktur i Herlev bør komme fra skolerne selv – ikke fra de politiske partier. Og da jeg ikke mindes, at forslaget om mindre skoler har været drøftet i regi af ’Sammen om Skolen’, er det svært at hævde, at idéen om fem mindre skoler i stedet for tre store er et udviklingsforslag, der kommer nedefra.

Vigtigste kerneopgaver

Folkeskolen er en af de vigtigste kommunale kerneopgaver, og det er afgørende, at vi politisk lykkes med den. Det kræver, at vi stiller de rette rammer til rådighed. Vi kan og skal ikke være tilfredse, når elever har svært ved at bestå folkeskolens afgangseksamen – eller når elever mistrives, fordi skolen ikke har ressourcerne til at imødekomme deres individuelle behov.

Høj faglighed og kvalitet i undervisningen hænger tæt sammen med, at skolerne har de nødvendige organisatoriske rammer: en synlig og nærværende ledelse, relevante kompetencer i klasselokalet og tilstrækkelige ressourcer til at håndtere elevernes forskellige støttebehov.

I løbet af mine snart otte år i kommunalbestyrelsen har jeg fået et klart indtryk af, at vi – på tværs af partiskel – deler ambitionen om at tilføre både kapacitet og kompetencer til skolerne, så vi kan skabe de bedste læringsmiljøer, hvor børn trives og dannes. For vi ved, at prisen bliver langt højere, hvis vi ikke lykkes. Men måden, hvorpå vi politisk går til opgaven, er ikke ligegyldig. Der er behov for investeringer, men hvilke investeringer er nødvendige at prioritere, må som udgangspunkt ske i tæt dialog med dem, der vedrører.