VM i Qatar: Hvordan er VM-stemningen i Herlevs fodboldklubber?
Verdensmesterskabet i fodbold 2022 er skudt i gang i Qatar, og Danmark spiller i dag tirsdag sin første kamp. Men hvordan er opbakningen til og stemningen omkring VM i Herlevs tre fodboldklubber? Det svarer formænd fra de tre klubber på.
Hvad der egentlig burde være verdens største fodboldfest handler ved dette verdensmesterskab i Qatar ikke kun om imponerende redninger, godt forsvar og flotte mål.
I stedet får Qatar hård kritik for blandt andet usle arbejdsforhold, underbetalte migrantarbejdere og krænkelse af menneskerettigheder i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold.
Det har sat sit præg på VM-stemningen rundt om i landet og har skabt splittelse: Skal man boykotte VM i Qatar helt? Eller skal man støtte de danske fodboldherrer?
I Herlev er byens tre fodboldklubber HI Fodbold, B1973 og IF Hjorten heller ikke helt enige om, hvor meget der skal gøres ud af VM-slutrunden i Qatar i de enkelte klubber.
LÆS OGSÅ: Derfor er fortovet blevet hørere end ‘Frimærke-grunden’
HI Fodbold: Fodbold i fokus
Selvom kampene i Qatar er godt i gang, så er VM-stemningen i HI Fodbold der ikke rigtigt. Det fortæller Steven Knudsen, der er ungdomsformand for HI Fodbold.
»Det er ikke noget, børnene snakker så meget om endnu, men jeg er da helt sikker på, at efter Danmarks første kamp, så vil der være flere og flere, der snakker om det,« siger han, der peger på, at årstiden også spiller en rolle for VM-stemningen.
»Det plejer at være lidt noget andet, når det holdes om sommeren. Der har folk ofte fri og har lidt mere tid. Nu er der gået lidt vinterstemning i den,« siger han.
For os er det udelukkende fodbolden, det handler om
Derudover kan ungdomsformanden heller ikke udelukke, at Qatar-kritkken påvirker VM-stemningen i klubben, selvom det ikke er noget, klubben har en holdning til.
»For os er det udelukkende fodbolden, det handler om,« siger han og tilføjer:
»Selvfølgelig er det jo forfærdeligt, det der er sket i Qatar, men når man har med børn at gøre, så er det fodbolden, der er det vigtigste,« siger han.
I HI Fodbold vises kampene ikke på storskærm, men der vil være noget fællesspisning for klubbens medlemmer.
B1973: Anderledes end EM
Også i fodboldklubben B1973 lader VM-stemningen vente på sig. Det fortæller Henrik Cortsen, der er formand for klubben.
»Det er noget meget specielt, når der er en VM-slutrunde i det sene efterår og vinter. Derfor er VM-stemningen ikke helt i gang endnu« siger han og tilføjer:
»Vi kan godt mærke, at det er anderledes, end da der var EM i sommeren 2021. Det giver nok også lidt sig selv, når VM ikke bliver afholdt i Danmark, men i Qatar,« siger han.
Men ifølge formanden vil VM-stemningen kommem ligeså snart de danske fodboldherrer går på banen og bolden begynder at rulle.
Vi kan godt mærke, at det er anderledes, end da der var EM i sommeren 2021
Derudover fortæller Henrik Cortsen, at det ikke har været et diskussionsemne i klubben, at slutrunden spilles i Qatar.
»Vi tilslutter os DBU, så det er ikke et emne, vi forholder os til i klubben. Det er et langt større politisk emne, end hvad B1973 kan forholde sig til,« siger han.
I stedet har B1973 valgt at støtte op om fodbolden og skabe en god VM-stemning i klubben. Derfor sætter de en storskærm op, hvor Danmarks kamp mod Tunesien bliver vist.
Formanden er heller ikke er afvisende over for, at Danmarks kommende kampe også vil blive vist på storskærm.
LÆS OGSÅ: Vred ørerne rundt på stedsøn
IF Hjorten: Ingen VM-fest
I fodboldklubben IF Hjorten er meldingen en anden: VM-stemningen er ikke eksisterende. Det fortæller Rasmus Klinge Tornqvist, der er børne- og ungdomsformand i IF Hjorten.
»Det er overhovedet ikke noget, vi snakker om. Folk virker ikke så opsat på det,« siger han.
Ifølge Rasmus Klinge Tornqvist skyldes den manglende VM-stemning i klubben udelukkende, at VM i fodbold spilles i Qatar i år.
»Jeg har mest et indtryk af, at folk ikke rigtigt har lyst til at beskæftige sig med det,« siger han og fortæller, at klubben ikke har nogen generel holdning til VM i Qatar.
Jeg har mest et indtryk af, at folk ikke rigtigt har lyst til at beskæftige sig med det
IF Hjorten kommer heller ikke til at lave nogle arrangementer i forbindelse med VM-slutrunden.
»Det virker ikke som om, det er noget, der er interesse for,« siger børne- og ungdomsformanden.
Herlev Bladet har talt med de tre formænd fra fodboldklubberne inden Danmarks første VM-kamp mod Tunesien i dag tirsdag den 22. november.
LÆS OGSÅ: Troede de flyttede ind i nybyggeri: “Det er jo moderne slum”
Der er lukket for kommentarer