Ishockey: Stor indsamling blandt fans og sponsorer sikrer tre spillere
Herlev Eagles har sikret sig landsholdsspileren Kasper Larsen resten af sæsonen, samtidig er to korttidskontrakter forlænget.
Herlev Eagles ligger på en øjeblikkelig andenplads i Metalligaen kun et point efter nummer et: Odense Bulldogs og er samtidig med i Final4, ishockeyens pokalturnering med fire deltagere, til januar.
Netop hjemvendt fra landsholdets kampe i Tyskland, har Kasper Larsen skrevet under på en aftale med Herlev Eagles, hvor han tidligere har spillet, gældende for resten af sæsonen. Han forventes at få comeback tirsdag, hvor Metalligaen skøjter derudaf igen, med en udekamp i Frederikshavn.
Vi er virkelig glade for den opbakning, som har gjort det muligt at styrke holdet
Stor støtte fra fans
For at hente Kasper Larsen hjem, har Herlev Eagles taget et usædvanligt skridt, som de ikke har benyttet sig af i årevis. De har samlet penge ind blandt fans og sponsorer, de satsede på 100.000 kroner, men det det gik over al forventning, og det blev til 150.000.
»Vi er så taknemmelige, og vi er virkelig glade for den opbakning, som har gjort det muligt at styrke holdet,« siger formand for Herlev Eagles’ bestyrelse og manager Nicolai Flindt, som fortæller, at det egentlig er noget, som klubben helst vil undgå, da man ikke ønsker at virke som en klub, der går tiggergang.
Et godt ry
Men fordi Eagles ligger så godt og samtidig har været skadesplagede, vil de gerne forstærke sig med markante spillere, som kan gøre en stor forskel sæsonen ud. Udover Kasper Larsen betyder det, at korttidskontrakterne med Axel Lindström og Lukas Lundvand er forlænget. Axel Lindström har skrevet for resten af sæsonen, mens Lukas Lundvand er stadig hyret på månedsbasis, da han har en civil karriere, der også fylder en del.
»Det går rimeligt fornuftigt. Spillere byder sig selv til, da vi har fået et godt ry efter sportslige fremgang gennem flere sæsoner,« lyder det fra Nicolai Flindt..
På skadesfronten lysner det også. Lucas Carlsson og Oliver True forventes tilbage i løbet af en uges tid, mens der stadig vil gå en måneds tid, før Rasmus Simonsen er tilbage på isen,« lyder det fra Herlev Eagles.
LÆS OGSÅ: Herlev Eagles tilbage i toppen af dansk ishockey
Der er lukket for kommentarer