Nyt kapitel i sagen om skulpturen ‘Kærlighed’: Kunstner raser over centerejer
Billedhugger Stine Ring Hansen er ikke blevet betalt for at restaurere skulpturen 'Kærlighed', der i lang tid var forsvundet, men så blev fundet og genrejst i Herlev Bymidte Center i sidste måned. Centerejer beklager.
Steffen Lüttges bronzeskulptur ‘Kærlighed’ har fyldt meget i spalterne i 2024, og med genrejsningen i Herlev Bymidte Center 25. oktober skulle man tro, at der så var blevet sat et endeligt punktum i sagen om den tidligere forsvundne skulptur. Men nej.
I frustration og afmagt har den nu afdøde Steffen Lüttges enke, billedhugger Stine Ring Hansen, som fik opgaven med at restaurere skulpturen, henvendt sig til Herlev Bladet. Det viser sig nemlig, at hun ikke er blevet betalt for opgaven, som centerejer Nrep specifikt havde hyret hende til, fordi hun kendte sin mands kunst, og fordi hun selv er faglært.
»Jeg synes, det er urimeligt, at man som selvstændig har gjort et stykke arbejde, som man ikke kan få betaling for, og jeg kan ikke forstå, at man ikke behandler sine kunder ordentligt,« lyder det fra Sting Ring Hansen, der sendte regningen pr. mail 21. oktober med betalingsfrist senest 29. oktober.
urimeligt, at man som selvstændig har gjort et stykke arbejde, som man ikke kan få betaling for
Kan ikke betale regninger
Derefter fik hun at vide, at hun ‘næste gang’ skulle bruge et EAN-nummer i stedet for den mail, som hun ellers var blevet vejledt til at bruge.
»Da de skrev ‘næste’, tænkte jeg, at de så var i gang med at behandle min faktura, men så gik der endnu en uge,« forklarer hun, der efterfølgende har skrevet flere gange til Nrep – senest tirsdag denne uge med et ultimatum om, at hun ville sende sagen til inkasso, hvis der ikke skete noget.
Og så fik hun svar, som lød, at man ville betale senest dagen efter, men da Stine Ring Hansen henvender sig til Herlev Bladet onsdag eftermiddag, har hun endnu ikke modtaget sin betaling.
»Jeg er rimelig hængt op på de penge. Det er ikke ubetydeligt for min lille enkeltmandsvirksomhed, og når jeg ikke får dem, betyder det, at jeg ikke kan betale mine regninger. Som lille virksomhed får man ikke fast løn, men den kommer ind på alle mulige tidspunkter, og derfor er jeg afhængig af, at jeg får min betaling,« forklarer kunstneren, der også har svært ved at forstå, hvorfor så stor en virksomhed ikke har styr på sagerne.
en administrativ fejl, som vi tager det fulde ansvar for, og vi gør alt for, at lignende ikke gentager sig
En administrativ fejl
Herlev Bladet har kontaktet centerejer Nrep med følgende spørgsmål:
Hvad er årsagen til, at kunstneren ikke har fået sin betaling rettidigt?
Hvordan kan det gå til i så stor en virksomhed som jeres – er det ikke uprofessionelt?
Hvorfor skal hun selv rykke jer flere gange for at gøre opmærksom på det, og kun når hun truer med inkasso svarer I tilbage?
Kunstneren mener, at det er dårlig behandling af sine kunder, hvad tænker du?
Hvornår får hun sine penge?
I et skriftligt svar skriver Mads Birkedahl, head of asset management hos Nrep:
‘Det er selvfølgelig beklageligt, at Stine Ring Hansen ikke har modtaget rettidig betaling for sit arbejde med skulpturen “Kærligheden”. Fakturaen er lagt til betaling, og pengene er på vej til Stine Ring Hansen som aftalt. Sagen bunder desværre i en administrativ fejl, som vi tager det fulde ansvar for, og vi gør alt for, at lignende ikke gentager sig. I samme ombæring vil vi gerne understrege, at vi er meget tilfredse med Stines arbejde, og at vi tidligere i processen har forhøjet hendes honorar som følge af hendes veludførte arbejde med skulpturen. Så der skal lyde en stor tak for hendes bidrag til igen at gøre Kærligheden” til en vital del af Herlev Bymidte Centers identitet”,’ lyder det.
LÆS MERE: Nu er ‘Kærlighed(en)’ tilbage
Der er lukket for kommentarer