Herlev Bibliotek trækker frisk luft ind til ny sæson
Herlev Bibliotek får snart ny luft under vingerne med snarlig sæsonstart, der netop har grundelementet ’luft’ og alle dets finurligheder som tema.
Inden sommerferien satte Herlev Bibliotek spot på grundelementet ’vand’ med en række indslag af alskens karakter for både unge og gamle.
Nu er turen så kommet til ’luft’, der danner ramme om bibliotekets tema for den forestående sæson, der løber resten af året ud,
»Det er det her med, at klimaet og naturen er blevet nogle emner, som vi er blevet mere opmærksomme og nysgerrige på, hvad egentlig rummer og betyder,« forklarer leder af Oplevelse og Læring på Herlev Bibliotek, Sandra Paldrup, på spørgsmålet om, hvorfor de fire grundelementer (ild, luft, vand og jord) har gjort sig fortjent til hver deres eksklusive temabehandling i biblioteks regi.
»I forhold til vand (sidste sæsons tema, red.) så kan man jo sige, at der har været oversvømmelser i både ind- og udland og i Herlev de sidste par år, og i den kontekst bliver det jo bare endnu mere tydeligt, hvor vigtigt det er med de her grundelementer og deres påvirkning,« fortsætter hun, før hun indrammer pointen:
»Vi tager derfor grundelementerne én af gangen og undersøger dem med hvert deres tema. I forhold til luft så mærker vi jo storme ret tydeligt i disse tider, vi taler mere og mere om vindenergi og så har vi jo også et stadig større fokus på vejrtrækning. Med andre ord er der tale om ting, der berører os alle sammen, og det er også noget, vi ser berørt i litteraturen for tiden.«
En masse luft-indslag
Der er helt præcis temastart med dertilhørende udstilling på Herlev Bibliotek i dag, torsdag den 22. august.
Artiklen fortsætter under billedet.
Foruden udstillingen byder sæsonen også på massevis af indslag, der så at sige trækker frisk ’luft’ ind – ganske gratis. Blandt andet i form af en række talks, litterære og musikalske indslag, udstillinger, vejrtrækningscoaching, forskning og meget, meget andet til både høje som lave, unge som gamle.
Man finder det fulde overblik via hjemmesiden herlevbibliotek.dk.
LÆS OGSÅ: Hospitalets usynlige helte: Det giver mening at hjælpe med at få børn til verden.
Der er lukket for kommentarer