Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Aktindsigt viser: Ønske om restaurant og specialbutikker i krobygning

Lige nu udvides den gamle Herløv Kro til 71 værelser, men hotelejeren ønsker, at der kan være over 100 og også gerne nogle specialbutikker i bygningen.

Dette efterår er der byggeaktivitet på den gamle Herløv Kro, som ikke er en kro længere og nu hedder Herlev Go Hotel og er en del af kæden Go Hotels. 

Direktør Christopher Valentin har tidligere fortalt Herlev Bladet om sin glæde over den udvidelse, som nu finder sted, hvor hotellet blandt andet er blevet renoveret indvendig, der bygges en ’barception’, som skal gøre hotellet åbent for lokalbefolkningen, og der udvides fra 56 til 71 værelser.  

Disse ændringer skal efter planen være færdige til januar, men Go Hotel håber, at det ikke bliver de eneste ændringer de kommende år. 

Lokalplanen har bl.a. som formål at sikre de bevaringsværdige træk ved kroen, som har en stor kulturhistorisk betydning for byen.

Erklæret bevaringsværdig 

Hotellet har som ambitioner at kunne have mere end 100 værelser, dette kræver en tilbygning. 

Og som en del af udbyggelsen håber de også, at der kan indrettes både restaurant og specialforretninger, som for eksempel kan sælge ost, chokolade eller garn, i facaden af den gamle bygning. Det viser en aktindsigt, som Herlev Bladet har fået i Herlev Kommune, der omfatter dialog mellem kommunen og hotellet om en større udvidelse. 

Efter Go Hotel overtog Herløv Kro i december 2022, har politikerne i Herlev Kommune i kommuneplanen besluttet, at Herløv Kro-bygningen fra 1863 er bevaringsværdig. Det fremgår af kommuneplanen.

Skal den omfattende udvidelse af hotellet gennemføres, kræver det en ny bevarende lokalplan, og spørgsmålet er hvilke rammer, som kommunen beslutter sig for, at det skal være under.

Træer på Herlev Torv, gågaden, foran den gamle kro
Som udgangspunkt betragter Herlev Kommune de to træer foran den gamle kro som bevaringsværdige. Foto: Thomas Frederiksen

 

Forbereder ny lokalplan

Det er op til kommunalpolitikerne, som blev præsenteret for planerne inden kommunalbestyrelsesmødet i juni. Derfor er det heller ikke sikkert, at der vil blive grønt lys for en ændret facade og specialbutikker i bygningen.

Aktindsigten viser også, at kommunen  som udgangspunkt ønsker at bevare de to markante træer foran hotellet. 

På rådhuset forventer man, at lokalplanen kommer i høring  til næste år. 

’Herlev Kommune er i fuld gang med at forberede en startredegørelse for en ny lokalplan for Herlev Kro og Hotel. Lokalplanen har bl.a. som formål at sikre de bevaringsværdige træk ved kroen, som har en stor kulturhistorisk betydning for byen. Vi er samtidig i dialog med ejerne af Herlev Kro og Hotel, der har udtrykt ønsker om en udvidelse med flere værelser. Det er vores forventning, at vi kan få behandlet en såkaldt startredegørelse for Økonomiudvalget i første halvdel af 2025, hvorefter lokalplanen kan udarbejdes og komme i høring efterfulgt af en endelig vedtagelse,’ oplyser byplan-afdelingen i Herlev Kommune i et skriftligt svar til Herlev Bladet. 

Udfordringer med parkering

Herlev Go Hotels foretrukne model for udvidelse er ekstra værelser ud mod parkeringspladsen. Det vil formentlig ikke være i modstrid med beslutningen om den bevaringsværdige gamle kro, da den del af hotellet ikke er fra 1800-tallet, men er udvidelser af bygningen, som er foretaget de seneste 50 år. 

En problematik i den forbindelse er parkeringssituationen. I dag er der pres på p-pladserne, og dette pres vil blive større med en markant udvidelse af hotellet, da nogle hotelgæster har det med at komme i bil. 

I dag er der 11 p-pladser tilknyttet hotellet, og det skal ifølge kommunen være flere med en udvidelse, uden det går ud over mængden af øvrige pladser, er kommunens opfattelse, viser aktindsigten. 

Herlev Bladet har kontaktet Go Hotels direktør Christopher Valentin for at høre yderligere om planerne og hans forventninger til resultatet af forhandlingerne med Herlev Kommune. Men han har ingen kommentarer lige nu. 

‘Der er drømme om at skabe et fantastisk sted, men det er stadig en dialog, vi tager med kommunen,’ skriver han til Herlev Bladet. 

Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) har heller ingen kommentarer til sagen i den nuværende fase, men vil vente med at udtale sig, til der er et præcist udspil efter forhandlingerne mellem Go Hotels og kommunens forvaltning. 

LÆS OGSÅ: Artikel om den nuværende udvidelse

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!