Delecykler og -løbehjul skal få flere folk til og fra letbanen
Herlev Kommune er med i to forsøgsprojekter, der skal undersøge, om der er grundlag for et samarbejde om delemobilitet langs letbanen.
Forstil dig du bor i Ishøj og skal på arbejde i Herlevs erhvervskvarter. Så kan du efter 2025 tage letbanen til Herlev Station, stå af på ringvejsbroen og måske vente på en bus, hvis ikke du vil gå. Men du kan også hurtigt springe på en delecykel eller et deleløbehjul og møde ind uden de store mellemregninger. Det er i al fald den vision, som Region Hovedstaden i et toårigt forsøg sammen med kommunerne langs letbanen deriblandt Herlev vil have undersøgt, om der er grundlag for at føre ud i livet.
»Vi skal undersøge, hvordan primært delecykler måske løbehjul kan fungere langs letbanen for at skaffe flere passagerer til letbanen og samtidig give en god tilgængelighed til og fra for eksempel jobbet,« fortæller Anna Thormann Boesen, der er programchef for mobilitet i Gate 21.
Alle letbane-kommuner inviteres
Gate 21 er et nonprofit partnerskab mellem regioner, kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner, der arbejder sammen på tværs for at skabe grøn omstilling og vækst. I den her forbindelse er det Gate 21, der er tovholder på forsøgsprojektet, som regionen har fået 4,5 millioner kroner til realisere.
»Alle letbane-kommuner er inviteret med til forsøgsprojektet, som er finansieret af Region Hovedstaden. Det driftes på tværs af kommunerne, med henblik på hvad det er for nogle rammer, der stilles op, så de bliver ensartede, så udbydere ikke skal forholde sig til 10 forskellige rammer og regler,« forklarer Anna Thormann Boesen.
ANDRE HISTORIER: Kommunen vil have flere borgere i sundhedsklinik
Hun tilføjer, at planen er at finde ud af i januar, hvilke cykler og løbehjul, der vil være egnede til formålet. Om der også bliver plads til eldrevne, ved hun ikke endnu.
Også projekt mellem hospitalerne
Sagen har været på dagsordenen i Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, og her fremgår det, at Herlev Kommune faktisk er med i to forsøgsprojekter. Udover det allerede nævnte, hvor Herlev Kommune skal bidrage med at udpege mulige arealer, stille arealer til rådighed, drifte arealerne under forsøget samt at håndtere eventuelle henvendelser fra borgerne, er der også et mindre projekt.
Det skal gøre delemobilitet mere tilgængeligt, inkluderende og attraktivt for flere målgrupper til og fra henholdsvis Herlev Hospital og Glostrup Hospital. Ifølge dagsordenen har undersøgelser vist, at ’90 procent af brugerne af delemobilitet er yngre voksne, mens bilafhængige målgrupper som eksempelvis ældre, handicappede og børnefamilier sjældent benytter sig af tilbuddene’. Projektet varer i cirka et år fra 2024 til 2025. Deltagelsen i projektet betyder for Herlev Kommune, at der stilles ekstra offentligt areal til cykler til rådighed udover det areal, der stilles til rådighed i forsøgsprojekt om delecykler og/eller deleløbehjul.
Efter planen starter den første test af projektet i sommeren 2024, altså før letbanen kører, for at se hvordan delemobiliteten virker i forhold til busserne. I 2025 er der en test nummer to. Forsøgsprojekterne skal være færdige, inden letbanen sættes i gang, så de deltagende kommuner kan nå at finde en fælles løsning inden da.
Der er lukket for kommentarer