Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Det gamle halgulv er fjernet, men uvist hvornår der kommer nyt

Kommunen oplyser, at der er opstået udfordringer med udskiftningen af gulvet i Herlev Hallen.

I en sagsfremstilling fra februar i år fremgår, at udskiftningen af gulvet i Herlev Hallen forventes færdig senest i slutningen af juli, men sådan er det ikke gået.

Ifølge Herlev Kommune er der opstået udfordringer med en leverandør af gulvet. Kommunen har ikke villet oplyse præcis, hvad udfordringerne går ud på udover, at man er i gang med forhandlinger. Dog har udfordringerne ført til nye udfordringer, da man allerede har fjernet det gamle gulv, hvorfor der må tænkes i alternative baner for at imødekomme brugerne af hallen. De starter nemlig en ny sæson op nu her.

‘Det gamle gulv er blevet fjernet, og det eksisterende gulv (under ‘det gamle’, red.) laver vi en midlertidig renovering af, for at sikre, at hallen fortsat kan anvendes til aktiviteter, indtil det nye gulv kan lægges. Tidsplanen for dette er endnu ikke fastlagt,’ oplyser Anna Valgreen, idræts- og fritidschef, i et skriftligt svar til Herlev Bladet.

Midlertidig renovering

Hun uddyber, at den midlertidige renovering indeholder ‘ekstra – eller ny opstregning af baner efter foreningernes ønske samt tilpasning af højde på basketballkurve samt etablering af bøsninger i gulvet til fastgørelse af håndboldmål’.

Derudover forlyder det, at Herlev Hallen kan tages i brug fra mandag denne uge til træningsaktiviteter, selvom man stadig mangler opstregning af enkelte baner. De foretages inden for 14 dage.

LÆS OGSÅ: Hospitalets usynlige helte: Slagteren

Alternative løsninger

‘Forvaltningen er i tæt dialog med de berørte foreninger for at finde alternative løsninger til de aktiviteter, foreningerne vurderer, der ikke kan afvikles i Herlev Hallen,’ skriver idræts- og fritidschefen videre.

Der er i budgettet samlet set afsat 2,25 millioner kroner til et nyt slidstærkt sportsgulv i Herlev Hallen. Nogle af pengene skal også bruges til centrering af basketballkurvene over banen, så der ikke længere skal søges om dispensation ved afvikling af ligakampe.

Herlev Hallen benyttes af foreningerne, BMS Herlev, Herlev/Hjorten Håndbold, Herlev Floorball Club, skoler, Sundhedsfremme og Genoptræning samt til Trivsel, Idræt og Motion (T.I.M). Derudover danner Herlev Hallen rammen for en række større arrangementer som for eksempel Herlev Fight Night, Herlev Seniorfest, Oktoberfest samt til enkeltstående kommercielle arrangementer.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!