Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ejer af ‘spøgelseshus’ dømt til at rydde op

På baggrund af en politianmeldelse fra Herlev Kommune har Retten i Glostrup idømt ejeren af en forladt ejendom på Snedronningvej bødestraf.

Ejendommen på Snedronningvej 21A i Eventyrkvarteret står tom og godt det samme, for det vil ikke være forsvarligt at bo i den, påpeger anklager ved Københavns Vestegns Politi, Jonathan Kaas Nielsen, der netop har fået ejendommens ejer, en 39-årig mand, dømt ved Retten i Glostrup for ikke at have vedligeholdt sin ejendom.

Ifølge anklageren er tagkonstruktionen og gulvet så dårligt, at det vil være til fare for dem, der opholder sig der. Derudover er haven så tilgroet, at man ikke kan se huset fra vejen, og sådan har ejendommen stået i hvert fald siden november 2021, da husets ejer første gang fik et påbud fra Herlev Kommune om at rydde op. Et halvt år efter blev det til en politianmeldelse og mandag denne uge til en dom ved Retten i Glostrup.

Her er den 39-årige, som ejer ejendommen sammen med en virksomhed, blevet idømt en bøde på 10.000 kroner for ikke at vedligeholde ejendommen, hvilket han fra domfældelsen får en frist fastsat af retten til at gøre. Efterlever han ikke det, vil han oven i købet skulle betale 5.000 kroner ugentligt, indtil det bliver gjort.

En sjældenhed

»Sagsbehandlingstiden har været lang, men vi håber, at de fortløbende tvangsbøder nu vil give ejeren et incitament til at udbedre forholdene,« siger anklager Jonathan Kaas Nielsen, der kalder sagen en sjældenhed.

Han tilføjer, at Herlev Kommune har oplyst, at det er meget få ejendomme i kommunen, som er i så dårlig stand.

Ejereren mødte ikke op i retten, hvorfor sagen automatisk blev behandlet som en tilståelsessag.

Det fremgår af offentlige ejendomsdata, at huset er opført i 1929 og ombygget i 1952. Det er på 131 m2, mens grunden er på 1.047 m2. Der er to ejere, og salgsprisen var i 2023 ifølge de offentlige ejendomsdata 1.900.000 kroner.

LÆS OGSÅ: Flere butikker plaget af tyverier

Ejeren af ejendommen Snedronningvej 21A (midt på kortet) er blevet dømt til at vedligeholde sin bolig og beskære sin have. Kilde: Google Maps.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!