Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Hammerkaster fra Herlev til OL: ”Det kan ikke beskrives“

25-årige Katrine Koch Jacobsen, der er fra Herlev, skal som den første danske kvinde nogensinde til OL i hammerkast.

Der er ikke tale om overtro, men derimod tro på egne evner, når 25-årige Katrine Koch Jacobsen svinger sin hammer og lader den lyne derudad. Så stor er troen – og evnen til at præstere, at hun hele 10 gange har slået Danmarksrekorden, før hun i 2022 nåede ud på sin nuværende rekord – 74,22 meter. En længde, der er 9,59 meter bedre end den hidtidige rekordholder, Celina Julin, også fra Herlev, der kastede 64,63 meter i 2020. Siden er det gået stærkt med dette års OL-deltagelse som karrierens hidtil højdepunkt.

Det er sikkert ikke noget, der kan beskrives med ord, men skal opleves

»Det er noget, jeg har drømt om, men jeg er stadig ny, så det er ikke noget, jeg havde troet skulle ske så hurtigt, så det er fantastisk at kunne komme med til OL og så som den første danske kvindelige hammerkaster,« siger hun, der er opvokset i Herlev, hvor familien stadig bor.

Egentlig lå det ikke i kortene, at det lige var hammerkast, hun skulle kaste sig over.

LÆS OGSÅ: Hvem skal være Årets Herlevit?

Glæder mig til…

Katrine Koch Jacobsen har nemlig også dyrket springgymnastik i GHG i Herlev. Efter et skole-OL i 4. klasse på Herlev Privatskole fik hun for alvor smag for atletikken, og siden meldte hun sig ind i elite atletikklubben Sparta, hvor hun både dyrkede hækkeløb og mangekamp. I 2017 fandt hun med hjælp fra landstræner i kast, Carsten Bomme, ud af, at det var hammerkast, hun skulle satse på. Carsten Bomme bor i øvrigt også i Herlev og har en datter, Emma Beiter Bomme, der deltog ved OL i Tokyo i 2021 som del af kvindernes stafethold. Emma gik en klasse over Katrine Koch Jacobsen på privatskolen, og sådan er der så meget.

Torsdag aften går turen til OL i Paris, hvor hun resultatmæssigt ligger nogenlunde midt i blandt de 32, der forventes at komme til konkurrencen.

Hvad glæder du dig mest til?

»Jeg glæder mig til at skulle ind på stadion foran publikum og vise, hvad jeg kan. Jeg glæder mig til den dynamik, der kommer af at skulle omgås og mødes med de andre danske atleter. Dét, tror jeg, bliver super fedt og anderledes, at det ikke bare er atletik. Så glæder jeg mig også til at mærke viben og atmosfæren på kryds og tværs og bare til at se OL-byen og stadion. Det er sikkert ikke noget, der kan beskrives med ord, men skal opleves,« lyder det fra OL-deltageren.

Artiklen fortsætter under billedet.

25-årige Katrine Koch Jacobsen glæder sig til at præstere til OL, selvom hun også er lidt nervøs. Foto: Marta Siljudóttir for Dansk Atletik

Kan tackle nervøsitet

Hun tilføjer, at der med glæden selvfølgelig også følger noget nervøsitet, men det er ikke noget, der skal overskygge oplevelsen, bemærker hun.

»Der er kommet lidt nerver på det sidste, men jeg synes, jeg har været god til efter at have været til flere større mesterskaber at administrere nervøsiteten og vende det til noget positivt. Jeg glæder mig mere til at vise, hvad jeg kan. Selvfølgelig er der også noget nervøsitet, der rammer mig en gang imellem, men jeg håber, det kan forsvinde i og med, at jeg er der mange dage, inden jeg skal i konkurrence,« vurderer Katrine Koch Jacobsen, der regner med, at ‘chokket’ har lagt sig inden 4. august om formiddagen, hvor hun skal på.

Se programmet her.

Når det er sagt, så har hun på trods af sin forholdsvist korte karriere også prøvet at præstere foran mange mennesker før. For eksempel til VM i Budapest sidste år, hvor hun blev nummer ni.

»Der var virkelig mange mennesker, det var helt vildt, og jeg kunne godt mærke suset i maven, men det skal det også blive ved. Ofte lægger jeg slet ikke mærke til det. Jeg prøver at finde min træner i mængden og så at lukke alt muligt ude for netop at have fokus på kun at præstere godt,« forklarer hun.

Ikke det sidste OL

Hvad er dit mål?

»Jeg er glad for bare at være der, men jeg vil også gerne præstere, når nu jeg er der. Jeg blev nier til VM sidste år, så jeg vil gerne være top otte i finalen. Det er drømmescenariet. Derudover håber jeg også, at jeg kan inspirere andre yngre atleter til at fortsætte og tro på, at det kan lade sig gøre. Det er super stort at stå til et OL« siger hun og tilføjer, at de placeringer hun hidtil har opnået ikke har gjort, at hendes ambitioner er blevet mindre med tiden.

I marts vandt hun blandt andet guld til European Throwing Cup i Portugal, hvilket er første gang nogensinde for en dansker. Og måneden før blev hun kåret til Årets Atlet i dansk atletik. Og som hun selv siger, så er hun lige begyndt.

Jeg er kun lige begyndt, så der er masser af år endnu, og jeg har masser af motivation

»Der er rigtig mange kastere, der topper, efter de er fyldt 30 år, og den kvinde, der har verdensrekorden er sidst i 30’erne, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg ikke skulle kunne deltage i flere OL. Jeg er kun lige begyndt, så der er masser af år endnu, og jeg har masser af motivation,« lyder beskeden.

Verdensrekorden blev i øvrigt sat af polakken Anita Włodarzcyk i 2016, hvor hun kastede 82,98 meter.

Sidste spørgsmål: Nu, hvor du deltager ved OL, skal du så have en OL-tatovering til minde om din deltagelse?

»Jeg tror, at en lille OL-tatovering kan måske godt komme på tale. Det er jo en ‘once in a lifetime’, så det har jeg da haft i tankerne,« griner hammerkasteren fra Herlev, der allerede fredag kan opleves blandt de 55 til 60 danske atleter til åbningsceremonien, som noget utraditionelt foregår i båd på Seinen.

Den kan ses fra klokken 19.30.

Udover Katrine Koch Jacobsen deltager cykelrytterne Cecilie Uttrup Ludwig og Rebecca Koerner, der begge er opvokset i Herlev, også. Derudover deltager herlevborgeren Rachid Idrissi, der er formand for Herlev Boxing, og eliteansvarlig for landsholdsbokseren, Nikolai Terteryan.

FAKTA:

Katrine Koch Jacobsen, 25 år, opvokset i Herlev og studerer biokemi på Københavns Universitet.

Startede med hammerkast i 2017 som medlem af Sparta.

Er den første kvinde, som repræsenterer DK til OL i hammerkast.

Har den danske rekord på 74,22 meter sat i 2022.

Har vundet EM-sølv U23 i 2021 og DM-guld fem gange.

Årets atlet i dansk atletik 2023.

Har tidligere gået til gymnastik, hækkeløb og mangekamp.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!