Herlevmaleren Osvald Gøthgen: “Han var kendt som lidt af en original”

»Ja, altså der skete jo meget omkring det hus her, og så tror jeg også, at der var salg i det.«

Sådan vurderer Jette Hoffmeyer på Herlev Bladets indledende spørgsmål om, hvorfor lige netop Hjulmandens Hus var hovedmotiv for hovedparten af Osvald Gøthgens mange malerier af Herlev.

Foruden at være forhenværende leder af det hedengangne Herlev Hjortespring Egnsmuseum har Jette Hoffmeyer også beskrevet Osvald Gøthgen, bedre kendt som Herlevmaleren, i artikelform, hvis forunderlige liv og levned er omdrejningspunkt for dette interview.

Passende nok har Herlev Bladet sat hende stævne i netop Hjulmandens Hus, hvor mange af Osvald Gøthgens værker i dag hænger og kigger med på dette og hint.

»Hvis en kunsthistoriker kigger på dem, vil vedkommende nok sige, at det er dilettanteri, men det er det efter min mening bestemt ikke,« lyder det trodsigt fra Jette Hoffmeyer, der til anledningen har medbragt wienerbrød, kaffe og en stor portion fortællelyst, som generelt kommer til at kendetegne alle de medvirkende, som undervejs i artiklen støder til.

Artiklen fortsætter under billedet.

Fra tømrer til maler 

Historien om Herlevmaleren tager imidlertid ikke sin begyndelse i Herlev. Startskuddet lyder tværtimod på Nørrebro i 1913, beretter Jette Hoffmeyer. 

»Hans familie flyttede dog 120 gange, som han sagde,« pointerer hun om Osvald Gøthgens formative år, før han som 14-årig kom i lærer som tømrer. 

»Hans mester havde fået arbejde på Hareskovpavillionen, som var ejet af teatermaleren Lund. Mesteren gik så konkurs, og så måtte Gøthgen opgive at blive tømrer,« fortsætter hun:

»Han begyndte så at hjælpe Lund med at male dekorationer. Det var han så god til, at Lund opfordrede ham til at fortsætte, og det gjorde han,« fortæller Jette Hoffmeyer og tilføjer, at Osvald Gøthgen lærte malerkunstens grundprincipper hos billedhuggeren Edvind Nielsen.

En original

Efter flere år på valsen, blandt andet som snedker angiveligt med speciale i vindeltrapper, flyttede han i 1946 familien til Herlev, hvor han i en årrække ernærede sig som marskandiser (person der handler med brugte varer, især møbler, tøj, bøger, service og mindre brugsgenstande) med forretning bag den tidligere Sparekassen Bikuben ved Herlev Torv. 

»Der har han formentlig haft sine malerier hængende, og så gik han selvfølgelig rundt i byen og malede, og der fandt han ud af, at der var gårdejere, der gerne ville havet malet deres gård, fordi de selvfølgelig var stolte af den,« fortæller Jette Hoffmeyer og betoner, at det lige så meget var portrætter, som det var landskabsmalerier, der pirrede Osvald Gøthgens pensels nysgerrighed.

»Mit favoritbillede er altså det her,« indskyder Bo Zabel, daglig bestyrer af Hjulmandens Hus, der pludseligt kommer ind fra højre. 

»Det er så livagtigt, og når jeg står hernede og fortæller røverhistorier om alle de her malerier – det gør man jo – så fortæller jeg, at hans finger rykker sig fra tid til anden,« uddyber han med et skælmsk smil på læben om det pågældende Gøthgen-portræt af byens daværende og velkendte smed fra sin vante position på en bænk midt i byen, som han i gamle dage dagligt varmede sig ved med en flaske snaps og to portere. 

Osvald Gøthgen yndede ved flere lejligheder at afbilde ‘Smeden’, som var hans gode ven, samt det øvrige byliv, som det tog sig ud og ikke mindst med tiden udviklede sig, udpensler Bo Zabel og Jette Hoffmeyer enstemmigt.

»Han kunne simpelthen ikke lade være, og på den måde var han jo også kendt som lidt af en original i bybilledet, når han stod og ridsede op til et maleri,« supplerer Jette Hoffmeyer.

Artiklen fortsætter efter billederne.

Fotos: Bjarne Kaspersen Hansen.

Forrige 1 af 8 Næste

Skattebetaling

Foruden Hjulmandens Hus hænger mange af Herlevmalerens værker i dag i både privathjem såvel som mere offentligt tilgængelige steder rundt omkring i byen som Herløv Kro. Sidstnævnte omstændighed er tilmed grobund for en god vandrehistorie, fortæller Jette Hoffmeyer. 

»På visse tidspunkter har det knebet lidt, og så har han tjent ingenting,« indleder hun, før hun vandrer videre med historien: 

»Den går så på, at han nogle gange havde lidt svært ved at betale skat, så han gik op til rådhuset og betalte med sine malerier.«

»Det er nok også derfor, vi har så mange af hans malerier hængende her (Hjulmandens Hus, red.), for de stammer jo simpelthen fra depotet, der var nedenunder rådhuset,« pointerer hun med en vis portion forbehold i stemmen, før hun runder historien om Osvald Gøthgen af.

Herlev før og nu

»Han boede til det sidste i sin lejlighed på Tornerosevej, hvor han yndede at dyrke grøntsager på sin terrasse og løse kryds og tværs,« følger Jette Hoffmeyer op. 

Osvald Gøthgen gik bort i 2009 i en alder af 96 år, og her kunne det sidste punktum passende godt blive sat for denne artikel. Men det må imidlertid vente lidt endnu, for efter undertegnedes seance i Hjulmandens Hus ville Jørgen Mulbjerg, som også hjælper til i Hjulmandens Hus, også gerne lige give sit besyv med til den samlede fortælling om Osvald Gøthgen. 

Man kan sige, at hans malerier i dag hænger som evigt minde om Herlevs udvikling fra landsby til provinsby op igennem det 20. århundrede.

Ifølge ham har Osvald Gøthgen nemlig gjort sig mere end fortjent til titlen som Herlevmaleren, da han bedre end nogen anden formåede at indfange den selvstændighedstrang, som Herlev i sin tid blev født ud af. 

»Herlev løsrev sig jo fra Gladsaxe i 1909 langt henad vejen, fordi industrialiseringen i høj grad kendetegnede Gladsaxe, hvor Herlev så sig selv mere som en landsby. Det er den fornemmelse, hans malerier skildrer så godt,« lyder det fra Gøthgen-entusiasten via en telefonforbindelse på hans foranledning.

»Man kan sige, at hans malerier i dag hænger som evigt minde om Herlevs udvikling fra landsby til provinsby op igennem det 20. århundrede,« tilføjer Jørgen Mulbjerg, inden vi ringer af.

Med den sløjfe kan det sidste punktum for denne artikel om Osvald Gøthgen, bedre kendt som Herlevmaleren, hermed blive sat: punktum. 

LÆS OGSÅ: Hospitalets usynlige helte: Han udvikler lægemidler, der diagnosticerer kræft og demens