Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Hospitalets usynlige helte: Det giver mening at hjælpe med at få børn til verden

Herlev Bladet sætter i denne serie fokus på nogle af de andre vigtige jobfunktioner på Herlev Hospital, som hverken er læger eller sygeplejersker. I dette afsnit har vi besøgt bioanalytiker og embrylog
Mette Bekker, som arbejder på Fertilitetsklinikken.

Mette Bekker viser en fotocollage af børn, som er kommet til verden ved hjælp af Fertilitetsklinikken på Herlev Hospital. 

»Man kan se, at det er nogle år siden. Der er mange tvillinger på billederne,« siger hun. 

Region Hovedstaden skriver selv, at antallet af tvillingefødsler via fertilitetsbehandling er halveret de seneste 10 år. 

Det er et eksempel på, hvordan der er evig udvikling inden for dette felt. Og noget af det der gør, at bioanalytiker Mette Bekker holder så meget af sit job. 

»Det bunder i en faglig nysgerrighed.  Det er spændende, der sker hele tiden noget nyt. For 12 år siden, da jeg begyndte, gjorde vi tingene på en lidt anden måde. To dage er aldrig ens,« konstaterer hun. 

Jeg har været her længe og vil ikke give slip…

Giver mening

Mette Bekker er uddannet hospitalslaborant i Aalborg i slutningen af 1990’erne. 

Hun har arbejdet på Herlev Hospital siden 2012. Inden da var hun blandt andet i det private og i Rigshospitalets sædbank. 

Det var her, at hun fattede interesse for fertilitetsområdet. 

»Så fik jeg lyst til at vide noget mere om fertilitetsområdet, og ikke kun mænds problemer med fertiliteten,« siger hun. 

Mette Bekker ser en samfundsmæssig mening med sin beskæftigelse. 

»Det giver mening at hjælpe med at få børn til verden, det er sjældent at man kan sige i et job, at man laver børn,« siger hun og nævner, at i forhold til, at hun er på et hospital, er det et sted med god stemning med dem, der er i behandling. 

»Jeg synes, at det er hyggeligt, det er jo ikke syge mennesker, som vi har med at gøre. De ved, hvad de vil,« siger hun og nævner, at hun har kontakt til patienterne og ringer med gode og dårlige beskeder til dem. En kontakt hun godt kan lide at have. 

ANDRE AFSNIT I SERIEN: Han udvikler lægemidler der diagnosticerer kræft og demens

Artiklen fortsætter under billedet.

Bioanalytiker Mette Bekker, Fertilitetsklinikken, Herlev Hospital Foto: Thomas Frederiksen
Mette Bekker ved beholdere med æg. Foto: Thomas Frederiksen

Særlig certificering

Udover sin oprindelige uddannelse er Mette Bekker ESHRE-certificeret embryolog. Det er to andre kollegaer på afdelingen også.

Certificeringen er en videreuddannelse, som både giver en personlig tilfredsstillelse og lidt mere i lønningsposen. 

»Og det vil også være nemmere at skifte job, hvis det skulle være,« siger hun. 

Ikke meget tyder dog på, at hun ønsker at forlade stillingen på Herlev Hospital. 

»Jeg håber, at jeg kan blive her. Jeg har været her længe og vil ikke give slip. Det er spændende at følge med i udviklingen og se, hvad det næste bliver,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det ser ud om 10 år. Det kan ændre sig.« 

Og stemningen blandt medarbejderne på tværs af faggrupper er også god. 

»Det er et spændende arbejde og gode kollegaer, her er en flad struktur, og medarbejderne opdeles ikke i, hvem der er høj og lav. Alle har lige meget at skulle sige,« siger hun.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Bioanalytiker Mette Bekker, Fertilitetsklinikken, Herlev Hospital. Foto: Thomas Frederiksen
Mikroskopet er et vigtigt arbejdsredskab. Foto: Thomas Frederiksen

Sædceller i kamp 

Mette Bekker taler levende og engageret om de forskellige frysemetoder og udviklingen på stedet i de 12 år, som hun har været der. 

Hun forklarer også de to overordnede metoder for kunstig befrugtning.

»Enten skal sædceller finde ind i ægget i en brønd. Den stærkeste finder ind.  I en anden version har vi taget sædcellen og putter den ind i ægget, her bruger vi mikroskop med stor forstørrelse,« siger hun. 

Hvis det er sædkvaliteten, som der er problemer med, er det den sidstnævnte metode, som benyttes. 

Mette Bekker har ikke langt på arbejde, da hun selv bor i Herlev. Hun har to børn på 13 og 16 år. Og så har hun et  generelt budskab til folk, der gerne vil have børn, men undgå at komme på fertilitetsklinikken. 

»Folk burde få børn noget tidligere,« siger hun.

ANDRE AFSNIT I SERIEN:

Det skal være som en restaurant

Han udvikler lægemidler der diagnosticerer kræft og demens

Hospitalsmad skal være en del af behandlingen

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!