Hospitalets usynlige helte: Hun kan høre på patienterne, når deres gang er forkert

»Crocs er no go,« lyder det fra Dorthe Søjnæs, der uddannet skomager og arbejder som fodterapeut på fra Afdeling for Led- og Knoglekirurgi på Herlev Hospital.

Her sørger hun for at forebygge og aflaste sår på patienternes fødder og efterfølgende vejlede og hjælpe dem til at komme i noget fodtøj, der er godt for fødderne. Og det er ikke crocs, forstås det.

»Folk kommer gerne i crocs, fordi de er brede og rare, men de gør også, at man hviler meget længere tid på foden på sårene, fordi crocs er så bløde i bunden,« forklarer fodeksperten, der i år kan fejre 25-års jubilæum inden for sit felt.

En karrierevej, der i første omgang lærte hende at lave sko – eller ortopædisk fodtøj – hos virksomheden Sahva, og siden har udvidet hendes kompetencer til primært at handle om sårpleje og forebyggelse af af dårlige fødder.

det fedeste, at der går en patient herfra, som har de fleste af sine tæer i behold, og så med noget fodtøj, der dur. Det er fedt

»Jeg vil sige, at når jeg er her på hospitalet, så er det jo for at få sårene på folks fødder til at hele op. Så fødderne er førsteprioritet. Prioritet to er så at få lavet noget fodtøj eller nogle indlæg ved skoene, der passer,« forklarer hun og påpeger, at de ikke slipper patienterne, når sårene er på retur.

»Vores behandling stopper ikke der. Vi følger dem, til de har noget fodtøj på fødderne, der passer,« understreger Dorthe Søjnæs og vurderer, at hun har en fordel i den proces, fordi hun er uddannet skomager. En jobbetegnelse, man ikke lige ville forbinde med et hospital, men stadig nok så vigtig.

ANDRE AFSNIT I SERIEN: Slagteren kan li’ at levere synspunkter

Det fedeste

»Jeg tror, at mit job er vigtigere, end jeg går og tænker på til hverdag. Det kan jeg jo fornemme, når jeg for eksempel sidder på Bispebjerg Hospital, og en Herlev-læge ringer og siger: ‘Undskyld, vi forstyrrer. Vi kunne vel ikke lige få dig til at kigge på det her billede, vi har taget’. Andre gange kommer jeg forbi og ser på nogle fødder for at vurdere, hvad vi kan gøre. For eksempel: Kan vi få bandage på den her dropfod eller, hvad gør vi med benlængde-differencerne, når en patient har fået en hofteoperation. Dér går jeg ind og hjælper med at måle op til noget nyt fodtøj, så vi nedsætter risikoen for, at hoften skrider ud,« fortæller hun.

Hun understreger, at hun i den forbindelse er en del af et team med blandt andet ortopædkirurger og andre, så det er en holdindsats, når de lykkedes med at hjælpe patienterne ‘på fode’ igen.

»Det fedeste er, når sårene heler op, og det gør de gudskelov ret hurtigt, når patienterne går her hos os. Så ser vi dem jo måske en gang om ugen, en gang hver 14. dag, eller hver tredje uge. Og så er det fedeste, at der går en patient herfra, som har de fleste af sine tæer i behold, og så med noget fodtøj, der dur. Det er fedt,« fortæller hun, der både har yngre og ældre ‘kunder i butikken’.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mange gengangere

»De fleste er diabetespatienter, fordi de mister noget af følesansen i foden. Tidligere var det meget type 2-diabetikerne, som typisk er de ældre borgere, der kom her, fordi de var ikke lige så godt kontrolleret som type 1 og type 1,5. Men jeg ser også rigtig mange yngre borgere nu, som kommer, fordi de gerne skulle holde mange år endnu på arbejdsmarkedet,« forklarer Dorthe Søjnæs, der også har en del ‘stamkunder’.

»Vi har faktisk rigtig mange gengangere, og så kan man sige, hvorfor forstår folk det ikke, og her siger de fleste, at det handler om, at det håndsyet fodtøj er for tungt at gå i,« uddyber hun.

jeg kan jo høre det, når patienter går forkert. Jeg kan nærmest, nej, jeg kan ikke høre, om de er platfodet, men jeg kan høre den måde, de går på

Og det forstår hun godt. Fordi det ER tungere. Det skyldes, at ortopædisk fodtøj er opbygget af flere elementer. Til gengæld er det lavet over en læst (afstøbning af fod, red.), som gør, at skoene passer perfekt til den enkelte.

»Men det er jo ikke fordi, det er træskostøvler,« tilføjer hun, der med det samme kan se, når en patient ikke har brugt sine specialsko. Det vil fremgå af sålen, fordi den er lavet til den enkelte. Og ikke nok med det – hun kan også høre, når folk går forkert.

Øre for ‘gakkede gangarter’

Kan man sige, at du er blevet lidt miljøskadet?

»Jeg kan da godt sidde på en café med veninderne om sommeren, og så kan jeg tænke: ‘Hvor er hun platfodet, det kan jeg jo se på lang afstand, ikke?’ Og det er jo skomageren, der kommer op i mig. Hvor jeg tænker, hun må have ondt. Og så kører jeg det op og tænker: ‘Nå, det kan være derfor, hun har sådan nogle sko på, det passer jo også lige til det’,« fortæller fodterapeuten.

Så du kan simpelthen høre, hvis folk går på en ‘forkert’ måde?

»Ja, jeg kan jo høre det, når patienter går forkert. Jeg kan nærmest, nej, jeg kan ikke høre, om de er platfodet, men jeg kan høre den måde, de går på. Hvis der er patienter her, som går forkert med vores terapeutiske fodtøj, så kan jeg høre det. Og så siger jeg: ‘Jeg kan jo høre, du gik sådan der, du gik jo ned på forfoden. Det var jo det, du ikke måtte’,« uddyber hun,

Hvordan ser du fremtiden for din branche, vil der stadig være brug for det, du kan?

»Ja, fodterapeuter vil der altid være brug for, og det er også sådan, at der altid vil være brug for skomagere. At det er et uddøende fag er jo rigtig beklageligt (uddannelsen blev nedlagt i 2009, red.). Det er jo ikke godt for vores fødder. Men det betyder, at der kommer flere kunder i butikken, det kan vi mærke,« påpeger hun, der som talemåden lyder er blevet ved sin læst til glæde for hospitalet og dets patienter.

ANDRE AFSNIT I SERIEN:

Slagteren kan li’ at levere synspunkter

Det giver mening at hjælpe med at få børn til verden

Det skal være som en restaurant

Han udvikler lægemidler der diagnosticerer kræft og demens

Hospitalsmad skal være en del af behandlingen