LA’er gennem 15 år smækker med døren til partiet
Lars Franyó har været medlem af Liberal Alliance i Herlev, siden partiet stillede op til kommunalvalget for første gang. Nu har meldt sig ud, fordi han mener, at andre kræfter i partiet har snigløbet ham.
»Det er med tungt hjerte, at jeg ikke længere kan være medlem af Liberal Alliance,« lyder det fra Lars Franyó, som indtil for nylig var kontaktperson for partiet i Herlev og har været medlem i mere end 15 år. Han stillede således op til kommunalvalget, første gang vælgerne i Herlev kunne stemme på Liberal Alliance i november 2009 og har siden jævnligt repræsenteret partiet udadtil uden dog nogensinde at blive valgt ind på rådhuset.
Det ville være fair, hvis jeg blev inddraget i processen
Slettet som kontaktperson
At det er slut mellem ham og sit mangeårige parti, skyldes ikke politiske uenigheder, men at han føler sig snigløbet af andre kræfter i partiet.
»Pludselig var jeg slettet som kontaktperson for Liberal Alliance Herlev på partiets hjemmeside, uden jeg var informeret om det, og så fik jeg at vide, at jeg skulle overføre foreningens midler til storkredsen,« fortæller han.
Lars Franyó erkender, at aktivitetsniveauet var ret lavt i Liberal Alliance Herlev, og der ikke var blevet holdt generalforsamlinger i flere år. Han understreger, at han var med på at overdrage det lokale ansvar til andre, men måden det skete på, mener han, var så grov, at han nu melder sig helt ud.
»Det ville være fair, hvis jeg blev inddraget i processen om en stille og rolig overdragelsesforretning, men i stedet er man gået bag ryggen på mig,« mener han. På spørgsmålet om hvem han mener, der står bag det, peger han på, at det må være bestyrelsen i Københavns Omegns Storkreds i partiet i samarbejde med Hanne Bjørn, der som den eneste repræsenterer Liberal Alliance i Herlev Kommunalbestyrelse, efter hun i fjor skiftede fra de konservative.
Internt anliggende
Til kritikken fra Lars Franyó udtaler Hanne Bjørn:
»Jeg synes, at det er ærgerligt, at han har forladt partiet, men det er et internt anliggende.«
Hanne Bjørn har ikke flere kommentarer til personsagen, men understreger dog, at overførslen af midler til Liberal Alliances storkreds sker for at få formalia på plads til en ny start for partiet lokalt med flere aktive medlemmer.
Lars Franyó udtaler, at han ingen planer har om at melde sig ind i et andet parti.
LÆS OGSÅ: Da Hanne Bjørn skiftede fra konservative til Liberal Alliance
Der er lukket for kommentarer