Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Madspildsforening fortsætter under nyt navn og stadig uden gebyrer

Herlev-afdelingen af Stop Spild Lokalt har meldt sig ud af landsorganisationen, som har besluttet at indføre gebyr på overskudsmad. Men de frivillige holder stadig til i Perikumhaven, nu blot under navnet Madbanken Herlev, og maden er stadig gratis.

Det er på mange måder stadig det samme, men navnet og foreningen er ny.

Stop Spild Lokalt, hvor der uddeles mad og drikke til udsatte borgere, har fandtes i Herlev siden 2017, men har nu skiftet navn til Madbanken Herlev og er blevet en selvstændig forening.

Tidligere var det en del af den landsdækkende Stop Spild Lokalt, men da denne organisation har besluttet at indføre et gebyr på 35 kroner for borgere for at hente mad, har afdelingen i Herlev i lighed med en række andre lokalafdelinger besluttet at gå sin egen vej. Men det er stadig frivillige i Perikumhaven 1, der ligger i Hjortegården i det nordlige Herlev, som uddeler mad tre gange om ugen.

»Stop Spild Lokalt har klaret sig i otte år uden at opkræve gebyr, hvorfor skulle vi så begynde på det nu? Hvis vi havde opkrævet gebyr fra start af, havde det været noget andet, men det har vi valgt ikke at gøre. For mig er det vigtigt, at det ikke koster penge at hente mad her,« siger Lars Hansen, leder af Madbanken Herlev.

Det kan godt være hårdt, både fysisk og psykisk, men det er også fantastisk givende

Frivilliges udgifter

Stop Spild Lokalt begrunder det nye gebyr med, at de mange frivillige i organisationen har udgifter til blandt andet benzin, handsker og plastikposer.

‘Man skal ikke have penge op af egen lomme for at hjælpe andre. Det er rigeligt, at de i forvejen lægger en kæmpestor indsats og bruger deres tid, helt frivilligt. Der er desværre meget få ting her i livet, som er gratis,’ skriver landsorganisationen i deres argumentation og nævner, at gebyrerne, som borgerne skal betale, skal sikre, at madoaserne, som for eksempel den i Perikumhaven, kan løbe rundt, uden de frivillige skal have penge op af lommerne.

Det argument giver Lars Hansen ikke meget for. Han mener, at frivillige kunne få dækket udgifter, hvis der var styr på økonomien, og det blev prioriteret i Stop Spild Lokalt centralt.

»Der er fonde, som støtter Stop Spild Lokalt, og pengene herfra kunne bruges til at støtte de lokale afdelinger til udgifter,« mener han.

Tale på bænken

Den diskussion er fortid. Madbanken Herlev er nutid, og her uddeles der mad til udsatte borgere tre gange om ugen.

Nogle har troet, at det begyndte at koste penge her, men langsomt har folk ifølge Lars Hansen opdaget, at det ikke er tilfældet. Og der er et brugerantal på omkring 200 om ugen nu.

For Lars Hansen er det en stor glæde at have kontakt med mennesker, som kan have vanskeligheder i livet af forskellig art. Og det handler ikke kun om maduddelingen.

»Vi er også et ‘socialkontor”. Vi har en bænk, hvor vi kan tale med folk om både psykiske og fysiske sygdomme, og de sætter virkelig pris på at kunne hente mad her og siger, at det hjælper dem økonomisk,« siger han og nævner, at der også kommer folk uden for Herlev og tager imod mad.

»Vi er i Danmark, og gad vide hvordan det kan være, at der er mennesker, som ikke har penge nok til det mest nødvendige?« spørger han retorisk og tilføjer et konkret eksempel på, hvordan Madbanken Herlev forsøger at hjælpe med andre ting ind i mellem:

»En mand, som kommer her, har ingen fryser. Der ser vi, om vi kan hjælpe ham med en, vi har trods alt nogle muligheder gennem vores netværk,« lyder det fra Lars Hansen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lars Hansen, Madbanken Herlev
Mens Herlev Bladet er på besøg, kommer en frivillig med frugt og grønt fra en lokal forretning. Foto: Thomas Frederiksen.

Godt lokalt samarbejde

Madbanken Herlev bygger på tillidssystemet. Man skal ikke bevise eller dokumentere noget for at få ret til at hente mad. Lars Hansen fremhæver, at det ville være bureaukratisk og koste mange ressourcer, hvis de frivillige skulle undersøge folks økonomiske forhold.

»Og hvis der kommer én i en Mercedes, kan det jo være, at pågældende har taget et alt for dyrt billån,« konstaterer han.

Madbanken Herlev har samarbejde med flere lokale supermarkedskæder både i Herlev, men også i nabokommunerne. Kun en enkelt, der ikke ligger i Herlev, er pt. sprunget fra efter skiftet fra Stop Spild Lokalt, og Lars Hansen håber, at det lykkedes at fastholde de øvrige, som han roser for et godt samarbejde. De giver fødevarer videre, som typisk enten er ved at blive for gamle eller netop er blevet det på papiret, men hvor kvaliteten ikke fejler noget.

Der er 24 frivillige i Madbanken Herlev, men der må meget gerne komme endnu flere.

»Det kan godt være hårdt, både fysisk og psykisk, men det er også fantastisk givende,« fastslår han.

Og så er det godt at være mange om at dele det frivillige arbejde. Mens Herlev Bladet er på besøg, kommer en af de andre frivillige, en kvinde som i bil har hentet frugt og grønt i et af de supermarkeder, de samarbejder med.

Fakta: 

Madbanken Herlev holder åbent mandag, onsdag og fredag klokken 17.15-18 i Perikumhaven 1, med indgang fra gården på den anden side af blokken. Det er for borgere i økonomiske vanskeligheder, som har svært ved at finde penge til mad.

På stedet får man udleveret numre, så man kommer ind i vilkårlig rækkefølge.

Læs mere på Facebook ved at søge på Madbanken Herlev

LÆS OGSÅ: Bodega 100 er kommet for at blive

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!