Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Trods dårligt sommervejr: Is, pizza og nostalgi på fire, velkendte hjul

Selvom den danske sommer i år mest af alt har været løse rygter, regnen har spredt, så kører Hjem-IS stadig rundt i gader og stræder med is, pizza og masser af nostalgi.

»Det kan godt mærkes på issalget, at det har regnet så meget, som det har. Det er jo selvfølgelig sådan, at solskin giver issalg.« 

Sådan siger René Tanderup, salgs- og depotchef for Hjem-IS i København, der har base i Skovlunde, hvor Herlev Bladet er troppet op til en status på sommerens issalg.

»En god sommer for os ville først og fremmest indebære godt vejr, og at folk holder ferie hjemme,« fortsætter han og slår fast: 

»Den regnfulde sommer betyder jo, at folk ikke er så meget hjemme i Danmark, og det kan også godt mærkes lidt hos os.«

Udvidet sortiment 

Men på trods af vådt vejr og nogle kunder, der befinder sig under mere varmere himmelstrøg, kører Hjem-IS stadig troligt ud og slår med den velkendte klokke.

Det store, celebre issortiment er fortsat det, der hitter absolut mest, men salgs- og depotchef René Tanderup fremhæver også succesen ved et udvidet sortiment. 

»Vi har både pizzaer og grillpølser og snacks og diverse desserter. I forhold til pizzaerne kan vi særligt se, at folk kommer tilbage efter dem,« siger René Tanderup og oplyser, at man har kørt med det udvidede sortiment i nu to år. 

»Og så kører vi også med hundeis med diverse smage (laks, kylling og lever, red.). Vores (menneskets, red.) bedste ven kan jo også lide is, og vi oplever en del kunder, der gerne vil forkæle deres hund med lidt is,« tilføjer han om isproduktet til de firbenede kunder. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Foruden pizza og grillpølser er det stadig is, der hitter mest, fortæller salgs- og depotchef for Hjem-IS i København, René Tanderup. Foto: Alexander de Summer-Brason Welford.

Oplevelser og nostalgi

Foruden årets sommer bød sidste år også på regnfulde sommerbetingelser for Hjem-IS, der derfor kigger ind i at udvide sortimentet endnu mere, fortæller René Tanderup. 

»Pizzaerne har vist sig at være så populære, at vi helt klart skal have kigget på at udvide smagsvarianterne. Vi har for eksempel kunder, der kun køber vores mad,« lyder det fra René Tanderup, før han slar fast: 

»Men Hjem-IS handler først og fremmest om is af høj kvalitet, som er vores kernekompetence.«

Artiklen fortsætter under billedet. 

Hundeis er også på sortimentet hos Hjem-IS. Foto: Hjem-IS.

»I bund og grund vil vi gerne skabe oplevelser og nostalgi omkring vores is. Det er dét, vi sælger, og det skal vi blive ved med,« fortsætter salgs- og depotchefen, inden han pointerer, at døren til og med udgangen af september står ekstra åbent til et kig inden for i lageret på Skovlunde-adressen Mileparken 13. 

»Om fredagen frem til slutningen af september holder vi ekstra åbent (fra 09 til 17, red.), hvor folk er velkomne til at komme forbi til en smagsprøve og se vores isbiler.«

René Tanderup anbefaler hertil, at man kommer inden klokken 13, hvis man gerne vil tage et nærmere kig på de sagnomspundne Hjem-IS-biler, der til tonerne af velkendt klokkespil triller ud på Skovlunde og omegns veje mellem 13 og 14 med is, pizza og masser af nostalgi.

LÆS OGSÅ: Herlev-rytter var skuffet over ikke at skulle til OL, men så fik hun et opkald

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!