Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Aktivt liv i Herlev: Det begyndte med et sommerhus

Bjarne Kaspersen Hansen runder 80 år lørdag 5. oktober. I 70 af årene har han boet i Herlev, hvor han både har været aktiv i foreningslivet, i politik og som embedsmand.

Når Bjarne Kaspersen Hansen runder 80 år lørdag 5. oktober, er der tale om en mand, som stadig er aktiv i Herlevs forenings- og kulturliv. 

Han er i dag blandt andet formand for Herlev Musikskole, næstformand i den nye forening for klassisk musik, og så er han en af drivkræfterne bag en historisk udstilling om Herlevs rådhuse gennem tiderne, som kan opleves på det nye rådhus for tiden.

Aktiv i Herlev har han været de seneste 70 år, og gennem årene både som foreningsmenneske, embedsmand, politisk aktiv og folkevalgt politiker med et væld af tillidsposter.

Hans aktive foreningsliv i Herlev begyndte allerede som 10-årig, da han var flyttet hertil med sin familie.

»Jeg stiftede en katteforening i 1954, som eksisterede et par år. Vi havde selv kat, og det havde jeg også venner, som havde, så jeg syntes, at det var sjovt med sådan en forening,« siger han.

Jeg syntes egentlig ikke, at Herlev var særlig spændende

Far byggede sommerhus

Bjarne Kaspersen Hansen var vokset op de første 10 år af sit liv i Vardegade på Østerbro, men begyndte allerede at komme en del i Herlev nogle år inden, at familien officielt flyttede hertil. Faktisk gik han i skole i byen i 1953, på Engskolen (nu Herlev Byskole, afdeling Eng) der dengang var anneksskole til den nærliggende Herlev Skole.

Det skyldes, at hans far, som var bygningssnedker, havde bygget et sommerhus på Jordbjergvej, en sidevej til Hjortespringvej. Sommerhuset var i øvrigt opkaldt efter Pippi Langstrømpes Villa Villekula.

Sommerhuset blev dog solgt og kørt væk af køberne. I stedet byggede faderen i samarbejde med andre en villa på adressen, og den ligger der den dag i dag. Selv bor Bjarne Kaspersen Hansen med sin hustru Ida i en anden villa i Herlev, men han lægger ind i mellem vejen forbi barndomshjemmet og kan se, at det står der endnu.

Bjarne Kaspersen Hansens aktivitet i byen på mange forskellige måder, vidner om stor kærlighed til Herlev, men det var faktisk ikke kærlighed ved første blik. For en københavnerdreng var området, som var ved at udvikle sig fra landsby til forstad, forholdsvis tomt og kedeligt.

»Jeg syntes egentlig ikke, at Herlev var særlig spændende,« siger han 70 år senere.

Og selvom han begyndte at holde af byen, mente han også i begyndelsen af sin politisk aktive tid i 1960’erne, at Herlev var lige lovlig stillestående. 

Bjarne Kaspersen Hansen er vokset op i et socialdemokratisk barndomshjem, og der var for ham ingen tvivl om, at han var socialdemokrat, og han meldte sig i ungdomsorganisationen DSU i 1961. På det tidspunkt havde Herlev en konservativ borgmester.

»Jeg syntes, at Herlev var gået i stå. Jeg havde kammerater i DSU, som var fra Skovlunde og Gladsaxe, der boede i socialdemokratiske kommuner, og der skete virkelig noget mere, særligt i Gladsaxe under Erhard Jakobsen. Selvfølgelig var der ting, som var ved at blive bygget i Herlev, og noget var planlagt, men der manglede noget på kultur- og ungdomsområdet,« husker han tilbage.

Savnede nytænkning

I 1970 fik Herlev en socialdemokratisk borgmester og har haft det siden, og i samme periode har Bjarne Kaspersen Hansen selv sat sit præg på byen på mange forskellige måder, og han mener, at det bestemt er lykkedes at gøre Herlev mere spændende gennem de mere end 50 år.

»Der er skabt meget godt kultur- og idrætsliv. Idrætten har jeg ikke selv været så aktiv indenfor, men det er imponerende, hvad der sker, og inden for kulturlivet er det fantastisk at have et sted som Gammelgaard, og så er der medborgerhuset og det grønne område Hjortespringkilen. Min kone og jeg kan så godt lide at gå rundt der. Der har virkelig været et mix af initiativer i Herlev, som har været godt,« mener han og roser også opførelsen af alment byggeri gennem tiderne, som gør, at også mennesker med en beskeden indkomst kan bo her.

Bjarne Kaspersen Hansen forblev som ung loyal socialdemokrat, men ungdomsoprøret i 1960’erne påvirkede ham dog og han havde en vis skepsis over for de ældre i partiet – også lokalt.

»Vi i DSU syntes, at de gamle i partiet manglede noget nytænkning og var gået for meget i stå. Jeg havde også skepsis til at begynde med over for sådan en som Ib Juul, men det ændrede jeg syn på. Politisk lærte jeg meget af Ib Juul, og jeg kom til at holde meget af ham,« fortæller han.

Bjarne Kaspersen Hansen nåede at være formand for Socialdemokratiet i Herlev og senere kommunalbestyrelsesmedlem, mens Ib Juul var borgmester.

Han arbejdede også syv år som embedsmand i Herlev Kommune som konsulent i kulturel forvaltning og var medlem af den daværende skolekommission i kommunen, som førte tilsyn med skolerne. Og i de år oplevede han Herlev modsat tidligere som meget dynamisk.  

Turen gik dog uden for Herlev, da han efterfølgende  i 25 år var ansat som kontorchef i Kommunernes Landsforening. 

Efter mange år som aktiv socialdemokrat blev han valgt til kommunalbestyrelsen i november 1993 og sad der de næste 20 år blandt andet som udvalgsformand og viceborgmester. 

Borgmesterkandidat 

Med sit omfattende kendskab til Herlev forsøgte han at blive Socialdemokratiets borgmesterkandidat midt i 1990’erne, da Ib Juul meddelte sin afgang. 

Han tabte dog det interne kampvalg til Kjeld Hansen, som endte med at sidde som borgmester 1996-2011.

Her næsten 30 år senere ærgrer det ikke Bjarne Kaspersen Hansen, at han ikke blev borgmester. Han tvivler på, at han ville have haft den rette personlighed til sådan et job. 

»’Det er egentlig godt, du ikke blev det,’ er der en, som kender mig godt, som har sagt til mig,« konstaterer han. 

Efter Ib Juul og Kjeld Hansen er den nuværende Thomas Gyldal Petersen den tredje socialdemokratiske borgmester i Herlev i Bjarne Kaspersen Hansens aktive tid. Ham har han kendt, siden han var baby, da Bjarne var ungdomsvenner var Thomas Gyldal Petersens far.

Uenig med sit parti 

Udover posterne kommunalt i sit parti var han mangeårig formand for Rødovrekredsen, som består af Rødovre og Herlev kommuner, i Socialdemokratiet samt medlem af partiets hovedbestyrelse. 

Med Bjarne Kaspersen Hansens mange aktiviteter har han en sjælden gang været i en rolle med modstridende interesser. 

Efter han var trådt ud af kommunalbestyrelsen, besluttede politikerne med sit eget parti i spidsen i en sparerunde at lukke det lokalhistoriske hus Hannes Minde, som husede et lokalt museum, og siden at bygningen kunne rives ned. 

På det tidspunkt var Bjarne Kaspersen Hansen formand for Socialdemokratiet i Herlev såvel som for Historisk Forening i kommunen. 

»Det var vi ikke helt enige om,« siger han her omkring 10 år senere. 

Bjarne Kaspersen Hansen udtrykte sig i stilfærdige vendinger offentligt, men han var og er stadig uenig i den beslutning, lægger han ikke skjul på.  

Men glæderne over Herlev er i klart overtal hos ham, og selvom han har trukket sig fra nogle poster, sætter han pris på også som snart 80-årig at være aktiv i byen, hvor han først kom til som sommerhusgæst som barn for mere end 70 år siden.   

Få dagen inden sin 80 års fødselsdag er han i øvrigt kåret til æresmedlem af Socialdemokratiet i Herlev efter 62 års medlemsskab. I 2014 blev han kåret til Årets Herlevit, som Herlev Bladets bestyrelse og Herlevs borgmester står bag.

Kort om Bjarne Kaspersen Hansen

Født 5. oktober 1944 på Frederiksberg, flyttede til Herlev med sin familie i 1954 efter 10 år på Østerbro 

Uddannet elektromekaniker, siden blev han værnepligtig, hvorefter han blev student fra et studenterkursus. Herefter blev han cand.mag i samfundsfag, hvilket førte til embedsmandsstillinger i først Herlev Kommune og siden Kommunernes Landsforening (KL)

Medlem af kommunalbestyrelsen i Herlev 1994-2013. Derudover diverse tillidsposter i både Socialdemokratiet, Herlev Kommune, Herlevs foreningsliv i øvrigt og gennem sine embedsmandsstillinger

Gift med Ida Ammitzbøll Nielsen   

LÆS OGSÅ: Poul Dahl-Jørgensen blev kåret til Årets Herlevit i år

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!