Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Beboerlicens til parkering gælder først efter klokken 16: Utilfredse lejere på bymidtens tag

Beboere i Taghaverne oven på Herlev Bymidte er stærkt utilfredse med deres vilkår og kommunikationen – eller mangel på samme – fra udlejer.

Der er god udsigt, meget hurtigt til indkøb og nemt til offentlig trafik. 

Der er bestemt gode ting at sige om at bo på taget af Herlev Bymidte i Taghaverne, som stod indflytningsklar for under et år siden. 

Men de positive sider står ikke alene. Der er udbredt utilfredshed med den måde, som beboerne oplever deres udlejer agerer. 

»Jeg er selv udlejer i nogle andre boliger, og jeg bliver chokeret over, hvad der sker her,« siger Luca Russo, som er blandt beboerne. 

Herlev Bladet har været i kontakt med en del beboere på tværs af lejemål, og en del kritikpunkter går igen. Tre af beboerne vil gerne stå frem med navn med deres kritik. 

Hvis man som lejer køber beboerlicens til sin bil, gælder den ikke på hverdage mellem klokken 8 og 16, er en kilde til irritation hos flere.  

Og så oplever beboerne, at det er særdeles svært at kontakte boligselskabet, hvis de oplever fejl og mangler, og at der ofte går lang tid, før problemer bliver udbedret.  

Man tænker, at de er ligeglade med alt andet end ens husleje

Ferie og sygdom

Normalt når man som beboer køber licens til at parkere sin bil på parkeringspladsen ved sin bolig, kan man gøre det på alle tidspunkter. 

Men ved Taghaverne gælder licensen, som koster 500 kroner om måneden, ikke mellem klokken 8 og 16 fra mandag til fredag. 

»Det giver ikke mening, hvis man ikke arbejder på det tidspunkt. Og hvad hvis man er på ferie i to uger uden sin bil eller er syg?« spørger Luca Russo retorisk.

Og så findes der jo folk, som har bil uden overhovedet at benytte den til at køre til arbejde.  

»Vi har ikke bil, blandt andet af den årsag,« siger en anden lejer, Victoria Jensen. 

Beboernes licens til parkering af deres bil ved deres bolig ved Taghaverne gælder ikke klokken 8-16 på hverdage. Foto: Thomas Frederiksen
Beboernes licens til parkering af deres bil ved deres bolig gælder ikke klokken 8-16 på hverdage. Foto: Thomas Frederiksen

Begrænset plads

Herlev Bladet har kontaktet udlejningsselskabet Juli Living med beboernes kritik. De har henvist til deres moderselskab Nrep, som ejer Herlev Bymidte. 

Her forklarer direktør Mads  Birkedahl Delbæk, at den tidsmæssige begrænsning i beboerlicensen skyldes, at pladsen i bymidten er begrænset. 

‘Beboere og virksomheder skal deles om begrænset plads, herunder parkeringspladser, hvorfor det har været nødvendigt at indtænke dobbeltudnyttelse af netop disse for at tilgodese alles behov,’ skriver han i en kommentar. 

I lokalplanen for Herlev Bymidte, besluttet af Herlev Kommune, fremgår det, at der skal være én parkeringsplads pr. bolig.  

Mads Birkedahl Delbæk lægger vægt på, at kommunen efterfølgende har godkendt den tidsmæssige begrænsning. 

‘Herlev Kommune har givet dispensation til, at der sker dobbeltudnyttelse af p-pladserne på baggrund af en udførlig trafikanalyse foretaget af eksterne rådgivere, og på baggrund af den har man fået dispensation. Dette har været kommunikeret til beboerne som er flyttet ind i lejlighederne,’ udtaler han i den skriftlige kommentar. 

Udover beboere kan ansatte i Herlev Bymidte også købe en licens til 500 kroner. Her er der dog ingen tidsbinding. 

Man kan som beboer også købe en p-licens til 1500 kroner, som gælder ubegrænset, men sådan en kan alle, også folk udefra, købe og rummer altså ingen fordel som lejer. 

Vand i kælderen 

Udover vilkårene for beboerparkering er servicen i ejendommen, noget som går igen i beboernes kritik. 

Flere lejere peger på, at der har været voldsomme vanskeligheder med vand i kælderen. Noget som de fortæller, at udlejeren var længe om at gøre noget ved. 

Der er ikke vand længere, men indeklimaet i kælderen bærer præg af en fugtig atmosfære, og en ventilator er sat op for at hjælpe på det. 

Ved andre ting som for eksempel døre, der går i stykker, og stikkontakter, tørretumblere og gulvvarme, der ikke virker,  oplever beboerne, at det er særdeles svært at kontakte Juli Living og Nrep, og når kontakten er der, varer det ofte længe, inden der sker noget. 

»Man kan være i kø i telefonen i 25 minutter, og så kan man trykke 2 for at blive ringet op, men man bliver ikke ringet op,« siger beboeren Mikkel Madsen og tilføjer: 

»Man tænker, at de er ligeglade med alt andet end ens husleje.«

Til gavn for beboere 

Mads Birkedahl Delbæk understreger, at Nrep har som grundlæggende mål ’at drive forandring for mennesker og det urbane miljø’. 

‘Her har det fra starten været ønsket, at udvikle Herlev Bymidte til en dynamisk bymidte til gavn for beboere og handlende i Herlev, som understøtter kommunens ambition om at puste liv i bymidten,’ skriver han. 

Men beboere i Taghavnerne føler sig glemt i den strategi. 

Han erkender da også, at der har været mangler det første års tid i kommunikationen med beboerne, men lover at rette op på det. 

‘Vores løbende lejerdialoger har vist, at vores kommunikation i nogle tilfælde har været for langsom. Det har vi taget til efterretning og rettet op på. Nrep anvender en ekstern leverandør på området og laver derfor også løbende justeringer til serviceniveau og bemanding, således at vi kan levere den forventede service til lejerne,’ skriver han. 

Når det gælder et problem, som flere lejere har påpeget: manglende gulvvarme, understreger Mads Birkedahl Delbæk, at det er udbedret forlængst. Men hvis rumtemperaturen er lig eller højere end indstillet på termostaten, tænder gulvvarmen ikke. 

Denne oplysning var tilsyneladende, meget apropos, åbenbart ikke nået ud til beboerne. 

Herlev Bladet har været i kontakt med Anders Svendsen, chefjurist i Lejernes LO. 

Han lægger vægt på, at lejere som mener, at en udlejer som ikke lever op til sine forpligtelser i forhold til for eksempel boligkontrakt eller lovgivning kan indberettes til Huslejenævnet, når der er tale om privat udlejning, som der er tilfældet med Taghaverne. 

Når det gælder lejemål i alment byggeri er det Beboerklagenævnet, lejere kan indberette sager til. 

LÆS OGSÅ: Mød Haider Muhammed som fortæller om det positive ved at bo i Taghaverne

Fakta: Boligerne oppe på bymidten

I forbindelse med fornyelsen af Herlev Bymidte blev boligerne Taghaverne opført på toppen af bygningen som nabo til det nye rådhus.

Der er 135 lejeboliger. Juli Living, som er et datterselskab af Herlev Bymidtes ejer Nrep, står for udlejningen.  

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!