Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Det nye Herlev: Det sydligste boligområde i byen

Gennem de senere år er der skudt mange nye boliger op i Herlev. I serien ’Det nye Herlev’ møder Herlev Bladet borgere, der er flyttet ind i de nye byggerier. I sidste afsnit i serien i denne omgang er vi ved boligområdet Lyskilden.

»Her er en legeplads, og jeg har fået en rigtig god ven,« fortæller femårige Lærke, som for et par måneder siden sammen med sine forældre og lillebror er flyttet ind i Lyskilden, der er den sydligste helårsbeboelse i Herlev Kommune. 

Lige syd for Lyskilden ligger der kolonihaver, men ellers er det et industriområde, som i disse år forvandles til et boligkvarter. 

Når letbanen bliver færdig, så bliver det rigtig godt

Savner cykelstier

Lyskilden består af 231 lejeboliger, som har et grønt område med legeplads i midten. 

»Vi synes, at det har været dejligt at flytte herud. Vi kom fra en lille lejlighed i Nordvest og har fået mere plads, og børnene kan lege godt her,« siger Trine Askløf, mor til Lærke og Eskil – han er to år. 

Der er noget afstand til andre boligområder og butikslivet i Herlev, men det ser hun ikke som et problem. 

»Det tager kun fem minutter at cykle op til stationen, og når letbanen bliver færdig, så bliver det rigtig godt,« siger hun med henvisning til, at Lyskilden ligger tæt på ringvejen. 

Hun nævner dog en enkelt ulempe ved at bo i et boligområde i et industrikvarter. 

»Jeg er ked af, at der ikke er cykelstier på vejene her,« siger hun. 

Det Nye Herlev - Lyskilden - Ingrid Indah
Ingrid Indah fra Indonesien har boet i Lyskilden, siden det var nyt i 2022. Foto: Thomas Frederiksen

 

Lidt langt til alting 

En anden beboer i Lyskilden er Ingrid Indah, som flyttede ind, da boligerne var helt nye i 2022. 

Hun kommer fra Indonesien og kom hertil, da hendes mand fik job på GN Audio i Ballerup. Hun søger selv job som designer. 

»Jeg elsker virkelig bygningerne her og gården, som vi har i midten med en masse grønt. Jeg kender dog ikke de andre beboere,« siger hun.

Selvom Ingrid Indah sætter pris på Lyskilden, er afstanden til det øvrige byliv i Herlev dog en ulempe. 

»Her er lidt langt til alting, også når man ikke har en bil eller en cykel,« oplever hun. 

 

LÆS DE TIDLIGERE ARTIKLER I SERIEN: I nybygget bolig efter 56 år i byen

Stille, roligt og hurtigt til København

»Jeg savner noget grønt«

»Vi bor lige i midten af det hele«

»Nemt at møde nye mennesker her«

 

Det nye Herlev, logo

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!