Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Firstmover i politikredsen: Ballerup Kommune forsøger sig med tryghedsvagter

Ballerup Kommune sender tryghedsvagter på gaden. De skal ikke erstatte politiets arbejde.

Snart vil man i Skovlunde og andre steder i Ballerup Kommune kunne se personer med påskriften ‘tryghedsvagt’ på jakken. Ballerup Kommune har nemlig som den første i Københavns Vestegns Politikreds sendt de første tryghedsvagter på gaden, som skal opretholde ro og orden i det offentlige rum, særligt i aften- og nattetimerne. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

»Ligesom andre kommuner oplever vi af og til støjende og utryghedsskabende adfærd i dele af vores kommune. Selvom det først og fremmest er politiets opgave at skabe tryghed og orden, ser vi et pres på politiets ressourcer. Med de nye kommunalt ansatte tryghedsvagter får vi flere værktøjer til rådighed, da de har andre beføjelser end vores almindelige kommunale vagter. Foruden tryghedsvagter har vi også styrket vores kriminalitetsforebyggende arbejde med SSP samt forbedret den pædagogiske og sociale indsats på tværs af kommunen,« siger borgmester Jesper Würtzen.

Samarbejder med politiet

Modsat de almindelige kommunale vagter, der kun må patruljere ved kommunale ejendomme, må tryghedsvagterne patruljere på alle offentligt tilgængelige steder. Det kan for eksempel være gågader, stisystemer, åbne pladser, parker og lignende.

Tryghedsvagterne skal ikke erstatte politiets arbejde, men vil kunne tilkalde politiet på et særligt nummer, hvis en henstilling ikke efterkommes, eller hvis de observerer synligt strafbare handlinger.

Selvom det først og fremmest er politiets opgave at skabe tryghed og orden, ser vi et pres på politiets ressourcer

Samarbejdet med Københavns Vestegns Politi betyder blandt andet, at lokalpolitiet, tryghedsvagter samt kommunens SSP’ere løbende vil drøfte og aftale steder, hvor det kan være ekstra givtigt at være synlige.

Tryghedsvagterne er foreløbig en forsøgsordning frem til sommeren 2026, og den er gjort mulig, efter at et bredt flertal i Folketinget sidste år vedtog en ændring af loven om vagtvirksomhed. I Ballerup Kommune har Kommunalbestyrelsen afsat 1,5 millioner kroner om året til tryghedsvagterne.

Fakta: Sådan kan du bruge tryghedsvagterne

  • Ser du tryghedsvagterne i bybilledet, er du mere end velkommen til at henvende dig til dem. De tager gerne mod informationer, hvis du har oplevet eller set noget, du mener, kunne være relevant for dem at vide.
  • Du kan alle ugens dage ringe til Ballerup Kommunes vagtkorps på tlf. 4477 3434.
  • Husk, hvis der er tale om en akut hændelse – eksempelvis en ulykke, et igangværende indbrud, vold og lignende – skal du altid ringe til alarmcentralen på 112. Du kan også ringe til politiets døgnbemandede servicenummer 114, hvis anmeldelsen ikke haster eller er akut.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!