Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlevborger i spidsen for indsamling på vestegnen

Danmark er det land, der har den højeste forekomst af sclerose i verden. Den udvikling vil Kit Pedersen, der er formand for Scleroseforeningen Storkøbenhavn - Vestegnen have vendt.

8. september holder Scleroseforeningen sin 6. landsindsamling i træk, og nu mere end nogensinde før er der brug for støtte til forskning i den uhelbredelige sygdom, oplyser Kit Pedersen i en pressemeddelelse.

Hun er herlevborger, formand for Scleroseforeningen Storkøbenhavn – Vestegnen og i år også tovholder for landsindsamlingen på vestegnen.

I foråret kom det nemlig frem, at Danmark er det land, der har den højeste forekomst af sclerose i verden ifølge det internationale scleroseforbund MSIF’s seneste opgørelse. 18.616 danskere har sclerose lig med 306 per 100.000. Året før var der 298 per 100.000 indbyggere.  Til sammenligning er forekomsten i Norge og Sverige på henholdsvis 255 og 215 per 100.000 personer. Og den stigende tendens er tydelig. Også på vestegnen, hvor der i 2023 var 1.052 heraf 75 i Herlev mod 68 i 2020.

Brug for forskningen

»Forskning gør os hele tiden klogere på sygdommen. Vi er blevet bedre til at diagnosticere den tidligt og til at behandle den. Men det er stadig kun hver anden sclerosepatient, der kan behandles medicinsk, og det er stadig en fremadskridende sygdom for os alle. Så vi er ikke i mål endnu,« siger Kit Pedersen, der er 58 år og selv blev ramt af sygdommen i start tyverne.

Det vides ikke, hvorfor Danmark er så hårdt ramt, men det er blandt andet det, som forskningen skal bidrage med at opklare, fremgår det af pressemeddelelsen, hvor man også søger indsamlere.

Sidste år blev der samlet 6,1 millioner kroner ind og sat ny indsamlingsrekord.

LÆS MERE: Kommunekunst-kassen er lukket – nu handler det om at bevare

FAKTA:

  • Sygdommen rammer centralnervesystemet, dvs. hjerne og rygmarv, og kan medføre en lang række, fysiske og kognitive funktionsnedsættelser som nedsat muskelkraft, tab af førlighed, smerter, synsfor­styrrelser, koncentrations- og hukommelsesbesvær samt sygelig træthed.
  • Symptomerne kan til dels bremses med medicin, men sclerose er fortsat en uhelbredelig og fremadskridende sygdom. Kun omkring halvdelen af alle med sclerose kan behandles medicinsk for deres sclerose.
  • Sygdommen rammer typisk i alderen 20-40 år, men kan ramme i alle aldre.
  • Dobbelt så mange kvinder som mænd rammes, og sygdommen er primær årsag til invaliditet blandt kvinder i den fødedygtige alder.
  • Årsagen til sclerose er stadig ikke fuldt kortlagt, men forskerne mener, at den skyldes et samspil mellem arvelige og livsstils- og miljømæssige faktorer. Epstein-Barr virus, mangel på D-vitamin, rygning og overvægt i puberteten er blandt faktorer, der er blevet forbundet med en øget risiko for sclerose.

Kilde: Scleroseforeningen

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!