Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

HI Fodbold: Glæde men ingen begejstring over banerenovering

HI Fodbolds formand roser forvaltningen for at have lyttet til klubbernes ønske om nyt kunstgræs på banen bag skøjtehallen. Til gengæld er han ærgerlig over, at man ikke ved samme lejlighed vil udvide banen.

Renoveringen af kunstgræsbanen bag skøjtehallen byder på en bane med krøllede og lige fibre som alternativ til det bandlyste gummigranulat lige som klubberne vil have det, og det glæder derfor HI Fodbolds formand, Tim Hansen.

»Det er glædeligt, at ét: De har haft os med i et brugermøde, og to: At de fuldstændig uvildigt går med den løsning, som brugerne anbefaler, så det er helt generelt rigtig positivt, at vi kan få en top moderne bane, som vi kan bruge hele året, som ikke har infill, der kan være farligt i form af kork og sand,« siger formanden.

Men så holder roserne også op. For han havde gerne set, at man, når nu banen skal renoveres, fra forvaltningens side også havde bedt politikerne tage stilling til en udvidelse af træningsbanen, så den lovligt kan bruges til turneringskampe. Det kan den nemlig ikke i dag, da den blev bygget for kort. Derfor skal man søge dispensation eller få sørget for en godkendelse hver gang banen skal benyttes til kamp, og det er besværligt og ærgerligt, mener formanden.

Derfor har han gentagne gange gennem årene gjort kommunen opmærksom på HI Fodbolds ønske, men ifølge ham uden at få svar. Han har sågar selv foreslået, hvad man kan gøre ved det.

LÆS MERE: Politisk enighed om, at kunstgræsbane bliver uden fyld

Hele arealet skal udnyttes

Herlev Bladet har ikke banens præcise mål, men det har før været beskrevet og bekræftet af flere toneangivende kilder, at den er for kort, og Tim Hansen mener, det drejer sig om seks meter i længden og fire i bredden. Bruger man Google Maps elektroniske måler med forbehold for en vis fejlmargen, er banen 92 meter i længden og 60 i bredden. Ifølge DBU’s turneringsregler er standardstørrelsen for seniorkampe på 11-mandsbaner 105 x 68 meter. Dog fremgår det, at Lokalunionen skal acceptere målene 102 x 65 meter, hvis banen er anlagt før 2012. Banen er er anlagt i 2009, hvilket betyder, at den pt. umiddelbart er 10 meter for kort i længden og fem meter i bredden.

det, som vi har slået på tromme for, er, at der skal anlægges græs på hele arealet

Spørger man Tim Hansen er der flere knapper at skrue på for at opfylde de mål. Blandt andet kan man fjerne fliserne rundt om banen. Fliser, der ifølge ham ikke har nogen praktisk funktion. Derimod er de farlige om vinteren, hvor de bliver glatte. Dernæst kan man rykke spillerboksene og tribunerne bagud, foreslår han.

»Vi er opmærksomme på, at der er noget lovgivningsmæssigt, som gør, at man ikke kan fjerne hegnet, men det, som vi har slået på tromme for, er, at der skal anlægges græs på hele arealet. Vi skal have fuld udnyttelse af spilarealet,« mener han, der tilføjer, at banen udover at være til træning i dag bruges til seriefodbold og ungdomskampe.

»Men hvis vores modstandere anmærker, at den er for kort, så vil vi have udfordringer,« lyder det.

Vil undersøge fliser

Herlev Bladet har stillet forvaltningen i Herlev Kommune nogle spørgsmål til ovenstående. Blandt andet hvorfor man ikke har gjort politikerne opmærksomme på HI Fodbolds ønske og forslag i sagsfremstillingen. Derudover hvor ressourcekrævende sådan et ønske vil være i forhold til det renoveringsprojekt, der allerede er undervejs?

Det har dog ikke været muligt at få svar på de nævnte spørgsmål ud over følgende skriftlige svar fra afdelingschef i Teknik og Miljø, Helle Lagersted:

‘I forbindelse med udbuddet af den eksisterende renoveringsopgave for kunstgræsbanen ved Tvedvangen undersøges det, om det indenfor den økonomiske ramme på 5 mio. kr. er muligt at fjerne fliserne rundt om kunstgræsbanen’, oplyser hun.

Ønske om flere baner

I forbindelse med renoveringen af kunstgræsbanen har HI Fodbold også fremsat et ønske om ved siden af 11-mandsbanen at etablere en fem-mandsbane og to tre-mandsbaner. Det vil ifølge forvaltningens beregninger koste cirka 7,2 millioner kroner. Altså et betragteligt større beløb end renoveringen af den eksisterende bane, som der pt. ikke er afsat midler til.

Dertil kommer forventede udgifter til sikring af jordbunden for at undgå sætningsskader (0,86 millioner kroner), da der i april 2024 blev konstateret et større område, hvor der er fugtigt, og som har stået under vand i længere tid ved siden af den nuværende bane. Derudover yderligere 3,65 millioner kroner til etablering af et 230 meter langt  og seks meter støjhegn samt flytning af det eksisterende hegn. Noget forvaltningen efter en miljøkonsekvensvurdering (VVM-vurdering) af området forventer vil blive nødvendigt.

Tim Hansen, formand for HI Fodbold, kunne godt tænke sig, at man udnyttede det fulde areal på kunstgræsbanen bag skøjtehallen, når nu man alligevel skal renovere banen. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!