Hospitalets usynlige helte: Han udvikler lægemidler der diagnosticerer kræft og demens

Hvis man kan huske ‘det periodiske system’ og læren om atomer, elektroner og isotoper fra kemitimerne i skolen, så har man måske en chance, men ellers kan det være svært at følge med, når først Tri Hien Viet Huynh får talt sig varm. Han er lektor og ledende radiokemiker i cyklotronlaboratoriet på Afdeling for Nuklearmedicin på Herlev Hospital. Et lettere hengemt sted, der producerer radioaktive lægemidler til diagnosticering af primært kræft- og dementpatienter.

»Ved I så hvad flour-18 bliver til, når det henfalder,« spørger han og kigger begejstret på journalisten med det samme afventende blik, som når man skal til at pakke en gave ud, og gavegiveren er lige så spændt som én selv.

»Det er faktisk fantastisk, det bliver til oxygen-18, det bliver til det stabile oxygen, vi har skudt på. Det bliver til normal glukose med oxygen-18 på sig og går videre i glykolysen og omdannes til ATP, det er genialt,« forklarer han, der selvom han har været på hospitalet i over 10 år stadig brænder for det, han laver.

Og det forstår man godt. Selvom det som førnævnte sætning antyder, er svært stof for gennemsnitsborgeren, så er det godt, at nogen kan gennemskue det. For det er nemlig også vigtigt stof. Faktisk så vigtigt, at det ifølge  Tri Hien Viet Huynh kan være med til at forlænge folks liv, hvis diagnosticeringen sker tidligt. Men tilbage til det svære stof, for hvad er det så egentlig radiokemikeren laver på cyklonlaboratoriet?

ANDRE AFSNIT I SERIEN: Hospitalsmad skal være en del af behandlingen

Producerer radioaktive stoffer

»Faktisk er vi en lille lægemiddelvirksomhed med cirka 10 medarbejdere, som producerer radioaktive lægemidler til diagnosticering af kræftpatienter, men også til udredning af demens. Og vi oplever en øget efterspørgsel efter vores lægemidler, fordi der kommer flere ældre, og vi lever længere,« forklarer radiokemikeren og vurderer, at de laver så mange ‘radioaktive sporstoffer’, som det kaldes, så hospitalet kan scanne mellem 30 og 50 patienter pr. dag.

Dertil kommer, at de også producerer til andre hospitaler. At sporstofferne er radioaktive betyder, at de har en kort levetid og derfor skal produceres dagligt. Derfor gælder det om at bruge dem, så længe ‘de virker’. Det gør man ved at sprøjte dem ind i kroppen på patienten, som efterfølgende scannes, hvorefter det vil fremgå af scanningsbillederne, om og hvor der i så fald kunne være for eksempel kræft. Disse områder vil nemlig lyse op.

vi skal gå efter mere udvikling inden for tidlig diagnosticering, så man kan kurere patienter og give dem længere levetid

»Vi producerer syv forskellige sporstoffer, som helt på linje med andre lægemiddelvirksomheder skal godkendes af Lægemiddelstyrelsen, før de kan frigives. Det er blandt andet Carbon-11 med en halveringstid (hvor hurtig stofferne er om at forsvinde, red.) på 20 minutter, galium-68 på en time og flour-18  på 110 minutter. Lige netop flour-18 bruger vi meget af,« forklarer radiokemikeren og anslår, at de med det stof scanner omkring 9.000 patienter om året ud af de samlede 10.000 årlige scanninger.

I praksis foregår det på den måde, at patienten faster i fire timer for at gøre sine eventuelle kræftceller sultne. De radioaktive sporstoffer kobles i mellemtiden på ‘et bærestof’, som typisk er sukker eller glukose, fordi kræftceller optager tre til otte gange mere glukose end almindelige celler. Derefter sprøjtes sporstoffet ind i patienten, som efterfølgende køres gennem en PET-scanning, fordi en PET-scanner kan vise kroppens optagelse af et radioaktivt sporstof. Hvis der er kræftceller i kroppen, vil de æde de ‘sukkerbelagte sporstoffer’ og dermed lyse op på billederne. Ret smart, ikke?

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan gør man

Nu handler den her serie jo om dem, der ikke er læger og sygeplejersker på hospitalet. Hvor vigtig en rolle spiller jeres arbejde på hospitalet?

»Vi er flaskehalsen. Hvis vi ikke kan levere, så bliver andre påvirket af det. I sidste ende hvis noget går galt, så kan vi ikke bare stoppe aktiviteten i blyskabet (hvor sporstofferne opbevares, red.), fordi det stråler meget. Så hvis det går galt, så kan vi og patienterne helt klart mærke det, fordi det vil give forsinkelser. Mange kan ikke forstå, at det faktisk er lægemidler, vi laver hver dag, og alle lægemidlerne er specielt lavet til dem,« forklarer  Tri Hien Viet Huynh, der som ledende og sagkyndig person på afdelingen har mandat til at ‘frigive’ det ny producerede lægemiddel.

Det sker mellem 8 og 8.30 om morgenen. Klokken cirka 8.15 kommer de første patienter ind og skal have sporstofferne sprøjtet ind i kroppen. Det betyder, at produktionen af for eksempel flour-18 glukose begynder allerede klokken seks. Selve radioaktiviteten bliver lavet af en ‘cyklotron’ bag en flere meter tyk dør. Her ‘skyder’ man, som det hedder, på oxygen-18 vand, som er noget meget specielt vand. En liter koster ifølge radiokemikeren omkring 200.000 kroner, men der bruges også kun cirka 1-2 liter om året. Efterfølgende bliver vandet omdannet til det nævnte flour-18, som kobles på et bærestof, sukker, der derefter skal bruges, inden det henfalder.

LÆS MERE: Den radioaktive kælder og cyklotronen

Tri Hien Viet Huynh viser vej til det allerhelligste rum udover cyklotronkammeret. Herinde skal man have beskyttelsesdragter på for at holde alt så rent som muligt. I rummet står ni ventilerede blyskabe, der vejer op til 15 tons stykket. Skabene rummer de såkaldte ‘hotceller’, som sørger for, at det radioaktive flour får koblet sukkeret på sig. Derefter hældes den radioaktive væske på glas, som kommer i små tungstensbeholdere, en slags metalcylindere, der kan veje mellem 5 og 15 kilo.

»Dem bruger vi som håndvægte, når vi skal lave morgentræning,« joker radiokemikeren, der med en mere alvorlig mine fastslår, at de gør meget ud af sikkerheden og ud af at kvalitetskontrollere processen.

Elsker sit job

Vi har hørt, at Herlev Hospital har købt en ny cyklotron, så der kommer i alt to. Hvordan ser du din/jeres rolle i fremtiden?

»Ja, vi har fået bevilliget endnu en cyklotron, fordi vores patientgruppe vokser. Derfor mener jeg også, vi skal gå efter mere udvikling inden for tidlig diagnosticering, så man kan kurere patienter og give dem længere levetid. Selvom meget af vores arbejde er rutine, er der også tid til at udvikle, så vi går også efter at lave lægemidler, som kan diagnosticere folk tidligere og på den måde bremse sygdommen. Jeg tror også, at fremtiden er, at man ikke kan kurere alle kræftformer, men måske man kan bremse processen, så folk kan leve med det i længere tid,« lyder vurderingen fra Tri Hien Viet Huynh.

Han uddyber, at Danmark generelt set er rigtig godt med, da vi ifølge ham er det land i verden, der har flest cyklotroner pr. indbygger.  Cirka 400.000 indbyggere pr. cyklotron sammenlignet med for eksempel Japan, som ifølge ham er cirka én million mennesker pr. cyklotron.

Vi er flaskehalsen. Hvis vi ikke kan levere, så bliver andre påvirket af det. I sidste ende hvis noget går galt, så kan vi ikke bare stoppe aktiviteten

»Så vi er godt med i Danmark, men vi er meget spredt. Vi mangler måske en større central forskningsenhed, flere blyskabe, flere cyklotroner og måske et center,« vurderer den ledende radiokemiker, der har nok at lave og altså ikke bliver træt af sit arbejde lige med det første.

»Folk spørger nogle gange: ‘Har du overvejet noget andet?’, men jeg kan li’ det, jeg laver og den gruppe, jeg har. De ting jeg laver bliver brugt samme dag. I en større virksomhed er der sikkert bedre løn, men det er en anden måde at arbejde på. Her involverer jeg mig både på kvalitet, produktion og det hele, mens i en større virksomhed, der er du måske ansat under kvalitetskontrol, men har ikke kendskab til produktion og så videre. Og det synes jeg måske er lidt for kedeligt,« siger Tri Hien Viet Huynh og tilføjer:

»Og så er jeg også vejviser. De fleste spørgsmål, jeg får her, er fra folk, der spørger om vej,« griner han.