Hospitalets Hemmeligheder: Den radioaktive kælder

Chernobyl, Hiroshima og Barsebäck. For mange er radioaktivitet sikkert noget farligt noget, som man helst ikke skal i berøring med. Så meget desto mere kan det virke underligt og måske skræmmende, at der i kælderen under Herlev Hospital faktisk bliver produceret radioaktive stoffer – endda store mængder. Men bare rolig: Der er en god forklaring. Det forsikrer Lars Thorbjørn Jensen, der er cheflæge, på Afdeling for Nuklearmedicin. Han har sagt ja til at gøre os klogere på, hvorfor det er en god idé at udsætte sig selv for stråling.

Men før vi går ned i kælderen, møder vi ham på hans kontor to etager over terræn.

LÆS OGSÅ: Hospitalets Hemmeligheder: Bakterier svitses bort med damp

»Vi håndterer radioaktive sporstoffer, og modsat røntgenbilleder, hvor man sender stråler igennem patienten, så gør vi det modsatte. Her er det patienten, der stråler. Vi kan ikke slukke for det, så vi vælger stoffer, der forsvinder meget hurtigt,« siger han og henviser til det, man kalder for ‘halveringstider’. Altså den tid, det tager for radioaktiviteten at forsvinde.

Der kan gå alt fra otte dage, som er den længste tid. Det er typisk i forbindelse med behandling af kræft i skjoldbruskkirtlen, hvor kræftcellerne skal stråles i stykker. Men radioaktiviteten kan også forsvinde allerede efter nogle timer eller sågar minutter. Sidstnævnte er som regel tilfældet, når ‘radioaktive sporstoffer’ skal sendes ind i kroppen for at ‘oplyse’ eventuelle områder, hvor der er kræft. Dem vil man kunne se på en PET-scanner, som er en billedundersøgelse af sygdomsaktivitet i kroppen. Herlev Hospital ar fem PET/CT-scannere, hvor CT-scanneren kan vise størrelsen og placeringen af en kræftknude i forhold til det omkring liggende væv, mens PET-scanneren viser, hvor der er noget galt. På den måde ved man nøjagtig, hvor og hvad man skal operere væk eller hvilken anden behandling, der skal gives.

Artiklen fortsætter under billedet.

Populær PET

Han opsummerer, at radioaktivitet altså bruges til både at behandle og spore sygdomme.

Lars Thorbjørn Jensen fortæller at de producerer radioaktive sporstoffer til over 100 patienter om dagen. Produktionen starter klokken seks om morgenen og varer til ud på eftermiddagen. Men det afhænger selvfølgelig af behovet, som ifølge ham er stigende.

»PET-scanninger bliver efterspurgt i stor stil, så vi har ikke kapacitet til at følge med. I gamle dage tog man røntgenbilleder for at diagnosticere kræft, men i dag vil man vide mere præcist, hvad man har med at gøre. Ønsket er at målrette behandlingen til hver enkelt patient,« uddyber han og bemærker med et skævt smil, at såfremt udviklingen fortsætter, så vil man i 2050 måske kun have råd til at stille diagnoser – ikke behandle.

Før vi går under jorden, spørger vi, hvorfor PET-scanninger og radioaktivitet, som blev en ting i hospitalsvæsenet fra 1950’erne, stadig er så populært?

Artiklen fortsætter under billedet.

En cyklo-hvad-for-noget?

»I takt med udviklingen har vi kunnet finde mindre og mindre kræftknuder og bruger mere og mere specifikke sporstoffer. På den måde kan vi sige: Det her er ikke bare kræft, det er DEN type af kræft og så videre. Vi får også bedre MR- og CT-scannere, og mens de fortæller, hvordan vi helt præcist ser ud i detaljer, så kan PET-scannerne sige: Sådan virker du,« forklarer Lars Thorbjørn Jensen og påpeger, at man hele tiden kan forfine og optimere det udstyr, man har, og på den måde effektivisere behandlingen. Målet er på forhånd at kunne fortælle hvilken behandling, der virker på hver enkelt patient.

Hvorfor fascinerer det dig at arbejde med radioaktivitet?

»Det er både noget fysik, der er en masse kemi, en masse patienter, det er det hele, og så er det også at opleve nogle spring i udviklingen,« vurderer han, der har været 11 år i afdelingen.

Derfor kender han også hospitalets kringelkroge og lange gange udenad, hvilket ses på vej ned til kælderen. Her står ‘cyklotronen’, som er den maskine, der laver radioaktiviteten. Den producerede sin første ‘portion’ i 2011 og har kørt lige siden. Cheflægen fortæller, at behovet er så stort, at man faktisk har bestilt yderligere en cyklotron, som er mere effektiv end den eksisterende og vejer 22 tons. Den tager næsten to år at lave, hvilket bliver gjort i Belgien. Dermed når Herlev Hospital op på to cyklotroner på lige fod med Rigshospitalet og Odense Universitetshospital, Skejby har tre.

Artiklen fortsætter under billedet.

For 300.000 kroner vand

På dagens rundtur i kælderen får vi desværre ikke cyklotronen at se, da den er spærret inde bag en to meter og tyve centimeter tyk kegleformet stål- og betondør. Kun når der er et mindre serviceeftersyn en gang om måneden og et større hver tredje måned, stopper man den, åbner døren og lader den hvile weekenden over.

Lars Thorbjørn Jensen viser et lille navneskilt frem, han har hængende i sin lomme. Det er samtidig en måler, der registrerer, hvor meget radioaktivitet de ansatte udsættes for. I den tid han har været her, er der aldrig sket uheld. Og skulle det ske, er der et effektivt nødsystem, som går i gang. Han fortæller, at det blandt andet er derfor, de to høje skorstene står foran hans kontor. Få ved, hvorfor de er der, smiler han.

I den forbindelse peger han på noget, der ligner et strømskab i lokalets ene hjørne. Derinde findes en reagensglas-lignende beholder, som indeholder noget meget specielt vand. Så specielt, at det ifølge ham har en literpris på knap 300.000 kroner.

»Vi skal kun bruge få milliliter ad gangen, så vi har til nogle dage i det lille glas,« fortæller han og forklarer, at man sender vandet gennem cyklotronen, som ‘skyder’ på det og laver vandets ilt om til et andet grundstof.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sådan bliver kroppen ‘selvlysende’

Det resulterer i radioaktivt flour, som man via slanger sender op i hotcellerne. Det er en slags ventileret blyskabe, som kan veje mellem 10 og 15 tons stykket. Dem er der ni af, og de er placeret i renrum. Hvis mand skal der ind, skal man have heldragter på for ikke at støve.

»Inde i hotcellen er der en maskine, der kobler det radioaktive stof til et bærestof – ofte en afart af sukker. Det kommer man så i en tungstensbeholder, som er en tung metalcylinder med plads til et glas med den radioaktive væske. Beholderen placeres derpå i en injektionsrobot, der ved hjælp af en kanyle suger det op og giver det til patienten i nøje afmålt mængde« forklarer Lars Thorbjørn Jensen.

Han fører os op fra kælderen igen og ind i et forrum, hvor vi skal tage overtrækssko på. Vi går forbi, men ikke ind i, renrummene med hotcellerne, hvor man skal have endnu mere rent tøj på for ikke at snavse rummene til. Derpå går vi videre ind på patientstuen, hvor folk ligger og får det radioaktive sporstof, for så at slutte i kontrolrummet ved en PET/CT-scanner. Det er her billederne af kroppen vil kunne vise, om der er områder med for eksempel kræft.

Det sker, fordi det radioaktive sukker bliver optaget og fordelt i hele kroppen. Da de fleste kræftceller har et højere stofskifte end normale celler, vil de optage mere af sukkeret, hvorfor de også vil fremstå mere tydeligt på scanningsbillederne.

Cheflægen tilføjer, at selvom sukker er det mest brugte bærestof, så er der også andre stoffer.

»Vi har en håndfuld forskellige radioaktive stoffer til PET-scanning, og så har vi op mod 20 forskellige ”kugler” i køleskabet, som vi gør radioaktive til andre nuklearmedicinske undersøgelser. Det er ”kuglen”, der bestemmer, hvor stoffet ender. Kuglen er et molekyle, så hvis vi for eksempel skal lave noget i knoglerne, så skal vi have kugle der ligner kalk. Kuglen bliver derefter nedbrudt i kroppen, mens de radioaktive stoffer forsvinder af sig selv,« fortæller han.

Dagens tur slutter forhåbentlig uden spor af stråling, det skulle da lige være cheflægens smittende udstråling for et fagområde, man måske ikke normalt forbinder med et hospital.

Se flere billeder her.