Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

50 år i menighedsrådet: Det var ikke en drøm, men det er det blevet

76-årige Gethe Jacobsen har siddet i Præstebro Sogns Menighedsråd i 50 år. Og det har ikke været kedeligt.

Næstformand i Præstebro Sogns Menighedsråd, 76-årige Gethe Jacobsen, står i døråbningen til Præstebro Kirke og tager imod. Med sit særegne arkitektoniske udtryk er kirken nærmest blevet til et vartegn for området. I 1969 blev den indviet og bare fire år efter, i november 1973, blev Gethe Jacobsen valgt til menighedsrådet – kun 26 år gammel.

»Først blev jeg valgt ind som suppleant, men så sagde de: ‘Det skal du ikke være ked af, fordi postmesteren der, han går ud i januar, så de havde aftalt det hele på forhånd. Der har jo altid været fredsvalg i sognet,« fortæller næstformanden, der altså kunne starte som bestyrelsesmedlem i februar 1974, to år efter hun flyttede til Herlev, og nu kan fejre 50-års jubilæum.

LÆS OGSÅ: Året festugeprogram på plads

Startede med cigaretrøg

Egentlig havde hun slet ikke overvejet at prøve kræfter med det, der dengang var noget af en mandeverden. Men de spurgte selv. Det skete i forbindelse med et orienteringsmøde, hvor man havde inviteret diverse foreninger ind til at fortælle lidt om deres virke deriblandt KFUK (Kristlig Forening for Unge Kvinder, red.), der i dag går under navnet De Grønne Pigespejdere. Dem var Gethe Jacobsen medlem af, og det er hun for så vidt stadig. Efterfølgende kom hun på en fælles valgliste sammen med blandt andet medlemmer af Indre Mission og den socialdemokratiske vælgerforening, og så var hun pludselig ‘inde i varmen’.

»Jeg havde jo ikke drømt om, at jeg skulle i menighedsrådet,« siger hun, der har vist vej fra indgangen til kirken og ind i menighedsrådets mødelokale, hvor interviewet foregår.

der blev båret en bakke rundt med store cigaretter i mange år, og det kæmpede Inger og jeg en del med. Inger havde jo astma

Hun fortæller, at det oprindelige mødelokale, hvor hun startede som medlem, ligger i den modsatte ende af kirken dér, hvor organisten i dag holder til. Det startede som et rum uden udsugning, men takket være hende og kollegaen Inger Juul blev der efter hårdt benarbejde fra de to kvinder installeret noget udsugning. Det var der også brug for, forstås det.

»Jeg kan tydeligt huske, der blev båret en bakke rundt med store cigaretter i mange år, og det kæmpede Inger og jeg en del med. Inger havde jo astma, og jeg har haft allergi imod tobak, så vi kæmpede imod, at der skulle ryges på møderne, og så blev det til, at man kunne ryge i pausen,« beretter Gethe Jacobsen.

Hun tilføjer tørt, at det battede, som man tager det, for nok røg mændene kun i pausen, men de blev siddende i mødelokalet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gethe Jacobsen har siddet 50 år i menighedsrådet i Præstebro Kirke. I 1974, da hun kom ind, var mødelokalet i det rum, hvor organisten i dag holder til. Foto: Kenneth Hougaard.

En ære

Selvom det til at starte med var en mandeverden at træde ind i, var hun som nyt ungt menighedsrådsmedlem også ret stolt. Med sine bare 26 år var hun det yngste medlem og har faktisk været den yngste indtil for 12 år siden.

»For det første var jeg ret benovet over, at de ville have sådan en ung en ind, for de var jo ældre herrer alle sammen. Jeg kan huske skoleinspektør Lund var formand i mange år og sad for bordenden, og så sad man ellers efter alder og anciennitet. Tæt på ham sad blandt andet postmesteren og overlæreren, og i det hele taget var det alle byens fornemme spidser. Det var jo en ære at komme ind dengang,« påpeger den nuværende næstformand, der altså startede med at sidde bagerst.

Som årene og valgperioderne passerede rykkede hun tættere på formanden, og faktisk har hun været med til at vælge samtlige præster til dato på nær de to første.

Men du har aldrig siddet for bordenden?

»Nu er jeg næstformand for menighedsrådsformand og kasserer har det altid lykkedes mig at undgå,« smiler Gethe Jacobsen skævt.

Hvorfor?

»Det er jo næsten et fuldtidsjob,« lyder det fra 50-års-jubilaren, der har haft masser af andre gøremål at se til.

For det der med at være aktiv, har altid ligget til hende – både fysisk og som frivillig. Som uddannet gymnasielærer med speciale i idræt har hun blandt andet været en ivrig kajakroer og vundet DM-sølv i maraton-kajak 10 gange, været formand for Københavns Kajak Kreds og med i kajakforbundets hovedsbestyrelse. Hun har også været skilærer i flere år, rejst verden rundt som spejder og så har hun som menighedsrådsmedlem siddet i stiftsudvalget og kirkegårdsudvalget.

Artiklen fortsætter under billedet.

Vinsmagningen under festugen er noget af det, som Gethe Jacobsen er glad for at have været med til at arrangere. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.

Fokus på det fælleskirkelige

Hvad er du særligt glad for at have været med til?

»Der er jo mange ting som for eksempel vores vinsmagning under Herlev Festuge, ungdomsgudstjenesterne, de kulturelle aktiviteter som kino’en, hvor vi viser film, sange om bålet og sankthans-arrangementet,« opridser hun, der dog fremhæver én ting især.

»Jeg har siddet mange år i det, der hedder Fælleskirken, og det er ret exceptionelt, for det er tre folkekirker altså Lindehøj, Herlev og Præstebro samt baptisterne og så den katolske kirke, der arbejder sammen,« forklarer hun og nævner et godt eksempel på noget, som de har lavet – nemlig Pusterummet.

Et værested på hospitalsgrunden dér, hvor Hjortespringvej og ringvejen mødes, for socialt udsatte borgere. I samme boldgade blev hun i 1985 kontaktet af daværende borgmester Ib Juul, som spurgte, om hun ville stå i spidsen for aktivitetstilbuddet (TIM – Trivsel, Idræt og Motion), der stadig eksisterer i dag, og som hun var tovholder på lige indtil sidste år.

Men med de mange gøremål in mente skal stafetten gives videre. Også menighedsrådstaburetten, selvom det kan være svært at råbe de yngre generationer op.

Åben for alle

Du var jo selv ung, da du kom ind, hvad tror du der skal til for at få de unge med ombord?

»Vi prøver jo virkelig at lave noget for alle, altså også med konfirmanderne. Så bliver de og deres forældre måske hængende på en eller anden måde. Men det er jo svært, for folk, der er i fyrrene og halvtredserne, de har jo 10 .000 andre ting – børn og arbejde og alt muligt andet, de skal nå,« understreger hun, men tilføjer, at når folk først finder ud af, at kirken er åben for alle, så finder de også ud af, at den ikke er så slem.

Vi er ret normale. Altså, selvfølgelig tror jeg, men jeg er ikke en af dem, der sidder der hver søndag

»Vi er ret normale. Altså, selvfølgelig tror jeg, men jeg er ikke en af dem, der sidder der hver søndag. Bestemt ikke,« fastslår Gethe Jacobsen og uddyber, at det der med at udbrede troen og forkyndelsen, det står præsterne for.

Menighedsrådet står for alt det sociale og det kulturelle, og det er lige præcis dét, hun synes, er spændende. For eksempel har hun været medarrangør af en bustur til Ringsted Kirke med bespisning efterfølgende, og så står menighedsrådet også for at arrangere koncerter i kirkesalen, som er sådan opbygget, at lyden bliver helt unik, tør hun godt love.

En opfordring

Nu er der snart valg til menighedsrådet igen, og du genopstiller ikke. Hvad vil du sige til dem, der kunne overveje at opstille?

»Ja, det er rigtigt. Jeg synes ikke, jeg har kræfterne til det mere, så det er da vemodigt, men jeg vil sige, at det er rigtigt spændende og en oplevelse at være med i menighedsrådet, fordi man både er med til at bestemme de aktiviteter, der skal være, hvordan pengene skal fordeles, men også vedligehold af kirken og valg af præsterne,« lyder det fra Gethe Jacobsen, der med 50 år som sognets tro tjener må siges at have fortjent sit otium.

FAKTA:

Den 17. september 2024 er der menighedsrådsvalg over hele landet. Rådet bliver valgt for en to- eller fireårig periode til at lede den lokale kirkes drift og aktiviteter.

Valget foregår ved en valgforsamling, som er en slags generalforsamling, hvor alle folkekirkemedlemmer over 18 år kan møde op for at stemme eller selv stille op til valget. Der er orienteringsmøde 14. maj.

Præstebro Kirke. Arkivfoto: Henrik Lüthcke.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!