Louise-drabet dag 17: Forsvarer: ”En mavefornemmelse er ikke nok“

Tirsdag denne uge gjorde anklager Bo Bjerregaard i sagen fra Elverparken om drabet på Louise Borglit meget ud af at påpege, at selvom der i sagen ikke har været skyggen af tekniske beviser som DNA-spor, fingeraftryk, gerningsvåben og tele-/masteoplysninger, så er der tilsammen så mange andre beviser, der gør, at pilen peger på den 30-årige tiltalte som skyldig. »Mange bække små, gør en stor å«, som han nævnte.

Den forklaring indledte forsvarer Christina Schønsted torsdag med at tilbagevise, fordi der ifølge hende kun er tale om ‘indicier’, hvorfor hendes klient skal frifindes.

Der tegner sig efter min opfattelse et billede af en efterforskning, som ikke er objektiv

»Omstændigheder der ikke i sig selv beviser et forhold, men i visse tilfælde, hvis indiciekæden er stærk nok kan dømme en, men der er en stor risiko for, at en uskyldig bliver dømt ud fra en fornemmelse af, at det kunne være ham. Det skal være bevist ud over enhver rimelig tvivl, at det er min klient, der har begået drab, og det mener jeg på ingen måde, at anklagemyndigheden har godtgjort her,« understregede hun, der bad retten om ikke alene at dømme den tiltalte på baggrund af hans tidligere dokumenterede domme.

Dernæst gentog hun adskillige gange i løbet af proceduren:

»Man må ikke dømme en person skyldig ud fra en mavefornemmelse. Hvis der ikke er håndfaste beviser, så skal der være en ganske stærk kæde af indicier mod den pågældende før domfældelse,« understregede hun og gentog lige så mange gange, at det er der ikke i denne sag.

Ikke objektiv efterforskning

For at underbygge sin påstand henviste hun til Retsplejelovens ‘objektivitetsprincip’, som skal gøre, at forfølgelse af uskyldige ikke finder sted. Noget hun mener er sket i denne sag, hvor politiet på trods af to afhøringer i 2016 og 2018, hvor hendes klient nægtede sig skyldig, alligvel pressede på for at få en indrømmelse ud ham.

LÆS OGSÅ: Anklagerens afsluttende bemærkninger

»Der tegner sig efter min opfattelse et billede af en efterforskning, som ikke er objektiv, fordi politiets efterforskning siden 2018 alene har været rettet mod min klient. Alene i det lys skal indicierne vurderes, fordi reelle beviser har vi ingen af,« lød det fra Christina Schønsted, der efterfølgende tog hul på at tilbagevise anklagemyndighedens indicier, som hun med udgangspunkt i en række tidligere sager ikke mente var stærke nok.

Ville have en ven

For det første gjorde hun en del ud af underbygge en påstand om, at hendes klient i mange tilfælde løj over for den hemmelige politiagent Frank, som sad sammen med den tiltalte i Enner Mark Fængsel og besøgte ham i Nørre Snede. Derfor kan de mange skjulte lydoptagelser og videoen fra en gårdtur ikke bruges, lød det.

»Husk på at Frank var den eneste, der besøgte ham ud over Røde Kors-vennen. Han har mistet kontakten til alle venner og har ikke haft besøg af sin familie siden 2013. Derfor vil han gerne have, at Frank kommer på besøg. Ellers er han helt alene, og så ser han ingen. Frank sørger også for at give ham tøj og film. Han havde ingen andre end Frank, så han fylder Frank med løgn, fordi han tror, at Frank gerne vil have fortrolighed,« forklarede forsvareren og tilføjede, at den tiltalte for eksempel fortalte Frank, at hans mor, bror og kæreste havde været på besøg, men at det var løgn.

Han havde ingen andre end Frank, så han fylder Frank med løgn

Hun tilbageviste også anklagerens påstand om, at den tiltalte vidste præcis, hvordan, hvor og hvor mange gange Louise Borglit blev stukket, idet man ud fra obduktionsrapporten ikke kender til rækkefølgen. Til gengæld ved man, hvor den dræbte blev stukket, og det matcher ikke 100 procent med den tiltaltes forklaring under gårdturen, lød det fra forsvareren.

»Der er flere eksempler på, at min klient nægter samtidig med, at hans forklaring er faktuel forkert. For eksempel blev Louise Borglit ikke stukket i maven« sagde hun.

Christina Schønsted bemærkede i den sammenhæng, at den tiltalte mange gange over for Frank erklærede, at han var uskyldig. Desuden at politiet vel ikke ville have sendt Frank på besøg efter Enner Mark-opholdet igen, hvis man mente, at det der var kommet frem på de hemmelige lydoptagelser var stærke nok indicier i en retssag.

Undringer

Generelt undrede hun sig en del over politiets handlinger i forbindelse med efterforskningen, som hun anerkendte havde været massiv. For hvorfor blev politiet ved med at rette søgelyset mod hendes klient selv efter tre ransagninger af hans lejlighed og kælderrum nemlig 4. og 8. november 2016 samt 26. november 2018? Ransagninger som ikke kastede tekniske beviser af sig som for eksempel DNA- eller blodspor.

»Den person, der har tildelt Louise Borglit så mange knivstik, ville være smurt ind i blod. Ville man ikke under de tre ransagninger have fundet tøj med blod på? Der er ingen fund af blodspor hverken på tøj eller bopæl,« påpegede hun, der også undrede sig over, at man efter fundet af et hår på ofret sendte det til analyse i Østrig, og da man fandt ud af, at det ikke matchede hendes klient, så droppede man det spor.

LÆS OGSÅ: Find alle retsmøderne her

Dernæst nævnte hun også politiets signalement af gerningsmanden, som hovedsageligt bygger på kronvidnets forklaring. Det var ifølge forsvareren  så usikkert, at de vidneudsagn som med udgangspunkt i det mener, at den tiltalte kunne være gerningsmanden, ikke kan bruges. Ifølge forsvareren vurderede kronvidnet nemlig, at gerningsmanden lige så godt kunne have haft blå øjne og være lys i huden. Dertil kommer, at hun selv nævnte, at hun ikke var god til at bedømme højder.

Næsen, alibiet og det psykiske

Forsvareren afsluttede sin procedure ved som det sidste også at tilbagevise tre andre indicier, som ifølge anklageren er afgørende for den tiltaltes skyld.

For det første spørgsmålet om den afskårne næse fra ofret, som anklageren kaldte unik viden. Det mente forsvareren ikke, for ifølge hende har hendes klient af to omgange fået indblik i billeder fra obduktionsrapporten. Første gang under en afhøring i Maribo Arrest, hvor en efterforsker under retssagen ikke kunne udelukke, at den tiltalte havde set billeder fra rapporten. Anden gang fra den tiltaltes tidligere forsvarsadvokat.

For det andet den tiltaltes psykiske sindstilstand. Ifølge anklageren havde tiltalte været en ‘tikkende bombe’ op til drabet, men ifølge forsvareren udtalte en offentlig sagsbehandler, der mødte den tiltalte på dagen for drabet, at den tiltalte rent faktisk havde været overraskende rolig. Derudover påpegede hun, at den tiltalte, da han blev indlagt på Psykiatrisk Center Ballerup mandag 7. november 2016, tre dage efter drabet, blev indlagt med henblik på behandling og ikke, fordi han var til fare for sig selv. Desuden fik han uledsaget udgang, bemærkede hun.

Endelig for det tredje alibiet, som anklageren kaldte et ‘anti-alibi’, da den tiltalte ikke kunne bevise, at han rent faktisk havde været hos sin kammerat i Bagsværd på gerningstidspunktet, som han påstod. Det mente forsvareren dog var overvejende sandsynligt, fordi det ifølge hende passede med, at han havde spist aftensmad med kammeraten og dennes børn, og at han havde fået kokain fra kammeraten den samme aften.

Pres på politiet

»Drabet på Louise Borglit er fuldstændig uhyrligt og har efterladt alle med et inderligt ønske om, at gerningsmanden skal findes. Fordi det er så meningsløst og uforståeligt, så forstærkes vores ønske om, at gerningsmanden skal findes. Der er et pres på politi og anklagemyndighed om, at gerningsmanden skal findes og dømmes. Det er jeg enig i. Men presset må ikke medføre, at en efterforskning bliver ensporet og mangel på beviser ignoreret, og når tesen ikke holder, at grundlæggende efterforskningsmæssige principper fraviges,« lød det afsluttende fra Christina Schønsted.

presset må ikke medføre, at en efterforskning bliver ensporet og mangel på beviser ignoreret

Hun fortsatte:

»Vi opnår ikke retfærdighed ved at dømme en uskyldig. Enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det er det mest afgørende princip, vi har for, at vi fortsat kan tro på vores retstat. Anklagemyndigheden har ikke bevist, at min klient er skyldig i denne sag, fordi det kan anklagemyndigheden ikke.«

Derefter spurgte retsformanden, om den tiltalte havde en afsluttende bemærkning, men det havde han ikke.

Der falder dom om skyldsspørgsmålet 10. juni