Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Notat om letbane-forsinkelse: Herlev Hospital ikke en mulighed, men…

Efter at Hovedstadens Letbane i start september oplyste, at halvdelen af letbane-strækningen, inklusiv Herlev-delen, ville blive forsinket knapt et år, efterspurgte Herlevs borgmester to alternativer. Noget af det kan måske lade sig gøre.

Det var en vred Herlev-borgmester, der efter at have fået nyheden om, at letbane-strækningen fra Herlev til Lundtofte (Lyngby-Taarbæk) ville blive forsinket og først åbne i sommeren 2026, i starten af september pressede på for alligevel at få Herlev-delen åbnet til tiden (efteråret 2025). Da årsagen til forsinkelsen skulle findes ved Hillerødsmotorvejsbroen i Gladsaxe, spurgte Thomas Gyldal Petersen (S) ind til, om man så ikke kunne åbne letbanen frem til og med Herlev Hospital.

Nu har Hovedstadens Letbane svaret, og svaret er ikke videre optimistisk. I et notat fra letbane-selskabet til Herlev Kommune fremgår, at det kun er muligt at åbne strækningen frem til de steder, hvor der er anlagt sporskifter, som gør, at letbane-toget kan skifte retning og køre tilbage mod syd (Ishøj, red.) Sådan et sporskifte findes ikke umiddelbart efter Herlev Hospital. Først lige efter Buddinge Station, som først er planlagt til at stå færdig i starten af 2026, fremgår det. Dertil kommer, at letbaneselskabet på nuværende tidspunkt i processen ikke anser det for realistisk hverken tidsmæssigt eller økonomisk at anlægge et nyt sporskifte.

LÆS MERE: Herlev-borgmester frustreret over forsinkelse

Herlev Station måske en mulighed

Alternativt spurgte borgmesteren også ind til, om man kunne åbne strækningen frem til og med Herlev Station, og det er Hovedstadens Letbane ved at undersøge mulighederne for, for her er der faktisk sådan et sporskifte, som efterlyses.

‘Betjeningen af Herlev St. indgår ikke i den nuværende aftale med Siemens Aarsleff Rail, idet strækningen fra Rødovre Nord til Herlev St. anlægsmæssigt ikke er klar til en åbning i efteråret 2025. Det er derfor nødvendigt at undersøge påvirkningen og de afledte konsekvenser af en udvidelse af den sydlige strækning grundigt, inden der kan tages beslutning herom. Selskabet forventer at afslutte disse undersøgelser inden udgangen af 2024,’ står der i notatet.

Kan bedst betale sig

Af notatet fremgår det i øvrigt også, at den trinvise letbane-åbning fra Ishøj til Rødovre Nord vil medføre færre økonomiske konsekvenser for driften end en udskydelse af hele letbanen til sommeren 2026. Det skyldes, at man vil få færre indtægter, men dog indtægter, og at man vil skulle bruge penge på busdrift til den nordlige del, mens de venter på åbningen, men samtidig sparer man penge på strøm.

For eksempel skriver letbaneselskabet i notatet, at man med en trinvis åbning forventer et samlet passagertal for 2025-2026 på cirka to til tre millioner i stedet for de cirka seks millioner, man havde kalkuleret med. Taget i betragtning at man regner med, at den gennemsnitlige indtægt pr. passager er 12 kroner, så vil man kunne få en indtægt på op til 36 millioner kroner. Samtidig forventes det, at udgiften til strøm vil være cirka 15-20 millioner kroner mindre for de to år, end de cirka 40 millioner kroner årligt, som man har budgetteret med. Til gengæld vil man ifølge Movia skulle betale cirka fire millioner kroner pr. måned for de busser, der skal sættes ind på den nordlige strækning, hvor letbanen ikke kører. Der er ifølge notatet tale om en videreførelse af linje 300S, 180 og 181, som man vil bekoste for at fastholde kunderne og sikre den kollektive trafik, indtil letbanen åbner til sommeren 2026.

LÆS MERE: Letbanen gennem Herlev bliver forsinket

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!