Kommunalbestyrelsesmedlemmer: Forvaltningens fejl giver anledning til selvransagelse
Flere kommunalbestyrelsesmedlemmer roser en anonym kommunal medarbejder, efter at vedkommende har gjort opmærksom på, at forvaltningen har begået fejl med behandlingen af en række borgersager. Dog bør man tage ved læring af sagen, lyder det.
Hele kommunalbestyrelsen ser med stor alvor på, at en række sociale borgersager ifølge Herlev Kommunes forvaltning på grund af en misforståelse er blevet sendt til behandling i kommunens såkaldte gatekeeperudvalg. Noget der i ét tilfælde førte til, at et barn fik et dårligere tilbud, end det havde behov for. Gatekeeperudvalgene må nemlig ikke behandle borgersager. De skal kun behandle vareindkøb, tjenesteydelser og ansættelser ud fra, om der er penge nok i budgettet.
LÆS OGSÅ: Herlev Kommune erkender alvorlig fejl
Alligevel blev borgersagerne sendt af kommunens visitationsudvalg til gatekeeperudvalget og forbi direktøren – alt sammen uden, at nogen råbte vagt i gevær. Kun nogle anonyme henvendelser blandt andet fra en kommunal ansat til Ankestyrelsen i start oktober samt en klage fra en berørt familie til borgmesteren 20. november gjorde kommunen opmærksom på den fejlagtige sagsbehandling, og det har nu ført til, at Ankestyrelsen overvejer en mulig tilsynssag.
Derfor er der grund til selvransagelse, lød det fra kommunalbestyrelsesmedlemmerne på det sidste møde i år. For hvorfor valgte en ansat i kommunen at henvende sig anonymt til Ankestyrelsen frem for sin nærmeste leder?
Vil gerne give blomster til anonym kilde
»Der er nogle lamper, der står og blinker et eller andet sted om vores medarbejdere har tillid til og tør at bruge de veje, de bør gå. Nemlig at de går til nærmeste leder eller bruger whistleblowerordningen eller tillidsrepræsentanterne. Der er nogle ting her, hvor jeg godt kan blive nervøs for kulturen,« påpegede SF’s Arly Eskildsen til mødet, der på trods af embedsmandspligten til at sige, når noget er galt, godt kan forstå, at nogen har følt sig utryg og valgt at gå til Ankestyrelsen.
»Det er vigtigt, at den her sag kom frem. Jeg er bange for, at det aldrig ville være kommet frem, hvis ikke vedkommende lavede den her henvendelse til tilsynet (Ankestyrelsen, red.). Derfor har jeg også sagt i anden sammenhæng, at hvis nogen hviskede os i ørerne, hvem der gjorde det, så vil SF gerne sponsorere en buket blomster, fordi jeg mener, at vi skal være glade for som kommunalbestyrelsesmedlemmer, at sagen kom frem, fordi der er så meget læring i den, og jeg tror faktisk også, at det her bliver et signal til hele vores forvaltning om, at de her ting må bare ikke ske igen i fremtiden,« sagde Arly Eskildsen.
vi skal være glade for som kommunalbestyrelsesmedlemmer, at sagen kom frem, fordi der er så meget læring i den, og jeg tror faktisk også, at det her bliver et signal til hele vores forvaltning om, at de her ting må bare ikke ske igen i fremtiden
Også Hanne Bjørn fra Liberal Alliance var parat til at takke den anonyme medarbejder:
»Der er god grund til at takke den eller de medarbejdere, som har anmeldt den her sag for at gøre opmærksom på det. For det er vigtigt, at medarbejderne ved, at det er kun godt, det de har gjort, fordi vi netop så fandt frem til, at der foregik noget, som ikke skulle foregå, og at det formodentlig og forhåbentlig bare er sket ved en fejl. Og så et kæmpe undskyld til den familie (barnet, der i første omgang fik et dårligere tilbud, red.),« fastslog hun, der også ser sagen som en god anledning til at få præciseret, at borgersager altså ikke skal vurderes ud fra økonomiske hensyn.
Dorte Vilhelmsen fra de konservative istemte sig sine kollegaer og uddybede, at der måske skal arbejdes mere med tilliden til ledelsen.
»At en medarbejder har gået anonymt og med stor sandsynlighed, fordi vedkommende har følt sin faglighed sat over styr, kan måske give anledning til, at man fra ledelsen tænker: ‘Er der noget, vi kan gøre bedre, så medarbejdere kan have bedre tillid til at gå til ledelsen frem for at være anonym,« sagde hun på mødet.
Ikke en generel utryghed
Fra Ibrahim Benlis (EL) og Deniz Kücükavcis (RV) side var der til gengæld også ros til forvaltningen over den hurtige indsats, efter at fejlene var blevet opdaget.
»Det her kan godt betragtes som en form for uhensigtsmæssig forretningsgang, og så er det måske ikke overraskende, når der kun er gået en måned (gatekeeperudvalgene startede 25. september – Ankestyrelsen henvendte sig 25. oktober, red.). Jeg oplever ikke, at der har været onde hensigter for at facilitere den forretningsgang, men der er par ting, som vi burde have gjort klogere,« vurderede Ibrahim Benli og tilføjede, at han håber, at sagen kan være med til at forhindre lignende sager i fremtiden.
kan måske give anledning til, at man fra ledelsen tænker: ‘Er der noget, vi kan gøre bedre, så medarbejdere kan have bedre tillid til at gå til ledelsen
Borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) understregede også, at han var glad for, at der var blevet handlet hurtigt i forhold til at får rettet op, men ærgerlig over, at fejlene ifølge ham har skabt usikkerhed blandt medarbejdere og borgere. Og selvom han var glad for, at sagen er kommet frem, påpegede han, at medarbejderne i kommunen har pligt til at hejse flaget, hvis de mener, der foregår noget uhensigtsmæssigt.
»Den ret og pligt man har som embedsperson skal skærpes på baggrund af den her sag. Det er ikke bare frivilligt, men det er en forpligtigelse. Jeg vil anbefale, at man går til sin tillidsrepræsentant og bruger MED-systemet, fordi det er den mest effektive måde,« sagde han.
Desuden bemærkede han, at det ikke var hans indtryk, at sagen gav udtryk for en generel utryghed blandt medarbejderne, hvilket en APV (arbejdspladsvurdering, red.) blandt medarbejderne fra oktober også viser.
LÆS OGSÅ: Kommunaldirektør om fejl i borgersager
Forløbet:
· 18.-20. sept.: Kommunalbestyrelsen informeres om gatekeeperfunktionen på et budgetseminar.
· 22. sept.: Alle kommunale ledere informeres om gatekeeperfunktionens procedure.
· 25. sept.: Gatekeeperfunktionen træder i kraft.
· 9., 11. og 13. okt.: Ankestyrelsen modtager tre anonyme henvendelser om fejl i fire specifikke sager behandlet af et af de tre gatekeeperudvalg.
· 25. okt.: Ankestyrelsen beder kommunalbestyrelsen om en udtalelse inden to måneder. Forvaltningen gennemgår de fire sager og finder, at der i én af sagerne er sket en omgørelse. Forvaltningen gennemgår også alle sager behandlet i gatekeeperudvalgene og finder en række borgersager, som ikke skulle have været behandlet dér.
· 20. november: Borgmesteren modtager en klage fra forældrene til det barn, hvis sag er blevet omgjort.
· 28. november: Sagen bliver behandlet på ny ved et ekstraordinært visitationsudvalgsmøde, hvor man giver barnet det oprindelige berettigede tilbud.
· 13. december: Kommunalbestyrelsen sender svar til Ankestyrelsen om processen.
Der er lukket for kommentarer