Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Herlev Svømning: Begivenhedsrigt år slutter med medaljer til DM

Der er virkelig sket noget hos Herlev Svømning i 2023, der har budt på både medaljer og rekorder.

Herlevs bedste svømmere gik søndag på juleferie efter en begivenhedsrig sæson, der bød på både medaljer og mange personlige rekorder fordelt over mange stævner, skriver Herlev Svømning til Herlev Bladet.

Både talent, andethold og førstehold var til stævne i Gentofte for at starte sæsonen i september og havde også sammen det årlige overnatningsstævne sammen i Kalundborg i sidste weekend i november.

‘Det er altid dejligt at have de ældste og yngste afsted sammen og i Kalundborg havde vi buddie-ordning, så de ældste svømmere vanen tro hjalp de yngste med alle de praktikaliteter, der er til sådan et stævne. En tandbørste kan blive væk mange steder på en weekend. I Kalundborg var vi klart mest vindende klub og flere af profilerne viste sig også flot frem selv om stævnet ikke var et såkaldt otpningsstævne,’ skriver Ricki Clausen fra Herlev Svømning.

På mesterskabsfronten startede Herlev Svømning med regionale mesterskaber for børne- og årgangssvømmere i oktober. Alle gjorde det flot og der var mange personlige rekorder til børnstævnet, men især til årgangsstævnet viste Herlev Svømning sig godt frem med medaljer til alle holdkapperne for piger – de vandt tre ud af fire og havde endda to hold på skamlen i en af holdkapperne.

‘Det viser en flot bredde, da vores region er den stærkeste region i landet,’ påpeger Ricki Clausen.

DM på kortbane

Til DM på kortbane i Esbjerg havde klubben 10 svømmere med og kom hjem med en masse finaler og to medaljer – det blev til bronze til både Isabella Pedersen i 100 fri og meget overraskende også til Oscar Morthorst i 200 bryst. Oscar forbedrede sig fire sekunder på vejen mod den flotte bronze, hvilket er uhørt meget.

Til DM på kortbane for seniorer blev det også til mange finaler og fire medaljer – en i seniorkategorien til Mathias Rysgaard i 100 fri og tre i ungdomskategorien til Liva Stjernholm (200 medley, 100 fri og 200 fri). Finalister var udover de to førnævnte også Amalie Kruse Enemærke, Liv Kallesøe, Isabella Pedersen, Victor Føge og Oscar Morthorst lige som pigeholdkapperne blandede sig i top 10 ved flere lejligheder.

‘Alt i alt et meget komprimeret efterår – nu ser vi frem til Danske Årgangsmesterskaber i februar, Danish Open i april og DM/DM junior i juli måned. Senior- og juniorsvømmerne holder ferie i en uge op til jul mens årgangssvømmerne ufortrødent træner videre henover julen – de holder til gengæld fri i uge 7 efter deres mesterskaber. De 10 bedste svømmere tager desuden til Luxembourg i januar i en særlig elitesatsning, der blandt andet er muliggjort af elitestøtten fra Herlev Kommune,’ slutter Ricki Clausen fra Herlev Svømning.

ANDRE HISTORIER: Viadukt i Kagsåparken spærres – her er omvejene

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!