Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

9, 10 og 11 kilometer til Nørreport: Flere kilometersten i Herlev

Tre steder på Herlev Hovedgade markerer afstanden til Nørreport i det centrale København. 9- og 11-kilometerstenene er mere beskedne end 10-kilometerstenen. Stenene er tegnet af berømt arkitekt.

Herlev Bladet beskrev for nylig den markante 10-kilometersten, som skildrer afstanden mellem Herlev Bymidte og Nørreport i Indre København.

Stenen, som er ved Herlev Hovedgade ud for Herlevvænge i det centrale Herlev, er angiveligt fra den første del af 1900-tallet, efter kilometersystemet var indført i Danmark i 1907, og den er blevet flyttet på et tidspunkt internt i Herlev, formentlig i 1936, da Frederikssundsvej blev ændret, vurderer arkivleder i Herlev Kommunes lokalarkiv, Darius Monfared.

Fra 8-kilometerstenen har der oprindeligt været en ubrudt række af kilometersten indtil Frederikssund

To mere i Herlev

Men 10-kilometerstenen er ikke den eneste sten, som viser afstanden mellem steder i Herlev og Nørreport. Der er såvel en 9- som en 11-kilometersten, som er cirka halvt så høje som 10-kilometerstenen, på Herlev Hovedgade, der er en del af Frederikssundsvej, men de øvrige er ikke lige så prægtige som stenen, der står ud for Herlevvænge og er cirka 180 centimeter høj.

9-kilometerstenen står ved benzintanken Ingo og Andersen Biler på Herlev Hovedgade 50 lige over for BIG ikke langt fra grænsen til Københavns Kommune, mens 11-kilometerstenen er ved Herlev Hovedgade 212/214 og et par private villaer, ikke langt fra grænsen til Skovlunde og dermed Ballerup Kommune. Tidligere har der også været en 8-kilometersten på Frederikssundsvej ved Vestvolden i Københavns Kommune, men den er der ikke i dag.

I Skovlunde er der i øvrigt en 12-kilometersten, hvor Frederikssundsvej hedder Skovlunde Byvej, og kort efter den har passeret Torvevej. Derefter følger der flere kilometersten på strækningen i Ballerup Kommune, Herlev Bladet har både observeret 13., 14- og 15-kilometersten. Og der er sikkert endnu flere derude af på vej til Frederikssund.

»Fra 8-kilometerstenen har der oprindeligt været en ubrudt række af kilometersten indtil Frederikssund. Den sidste er 40 km-stenen, som står på hjørnet af Platanvej og Roskildevej i Frederikssund – delvis skjult i en hæk. En hel del af dem er bevaret i dag, men nogle er forsvundet igennem årene – sandsynligvis i forbindelse med diverse udvidelser og udretninger af vejen,« fortæller Per Winther, formand for Milestensgruppen i Dansk Vejhistorisk Selskab.

Han fortæller, at det var den berømte arkitekt P.V. Jensen-Klint, hvis hovedværk fra Grundtvigskirken, som tegnede kilometerstenene.

11-kilometerstenen ved Herlev Hovedgade 212/214
11-kilometerstenen ved Herlev Hovedgade 212-214. Foto: Thomas Frederiksen

Imod køreretningen

Stenene, som markerer afstanden til Nørreport i det centrale København, er besynderligt nok i køreretningen mod Frederikssund. Godt nok kan bilister alligevel ikke se dem, 10-kilometerstenen er bag støjværn og 9- og 11-kilometerstenen er ganske små, men cyklister, der kører i retning væk fra København, kan på stenene se, at de kommer længere væk fra Nørreport og ikke, hvor tæt de kommer på Frederikssund via disse sten.

»Jeg kan ikke give anden mulig forklaring på stenenes placering end henvisningen til Vejforordningen fra 1793 – at stenene skal vise, hvor langt man er fra København. Hvis de skulle have vist, hvor langt der er til København, skulle de have stået i den modsatte vejside,« er Per Winthers vurdering.

Ved Nørreport er der en stor 0-kilometersten, som er placeret på Frederiksborggade tæt ved metrostationen (som er kommet til langt senere), der er en af de fire 0-kilometersten i det centrale København. Her kan man blandt andet læse, at afstanden til Frederikssund er på 41 kilometer.

Nulpunktstenen ved Nørreport er opstillet i 1925 ifølge Københavns Kommunes liste over monumenter i København. Årstallet for kilometerstenene i Herlev kendes som sagt ikke, men et godt bud vil altså være 1925 eller lige der omkring. Altså at de er lige omkring 100 år gamle.

Før kilometer blev afstande i Danmark opgjort i mil, og før 1907 stod der milesten for hver halve og hele mil ud ad Frederikssundsvej – i hvert fald indtil Måløv, oplyser Per Winther, som fortæller, at 1-milestenen stod i Husum, og  1½-milestenen stod, hvor Borgerdiget i dag munder ud i Herlev Hovedgade, lige ved hvor 11-kilometerstenen er i dag, halvanden mil er cirka 11,3 kilometer.  2-milestenen stod i Ballerup. Darius Monfared vurderer, at disse milesten blev sat op i 1700-talet.

Ingen af disse milesten er bevaret i dag.

0-kilometerstenen, Nørreport
o-kilometerstenen ved Nørreport viser blandt andet afstanden til Frederikssund. Foto: Thomas Frederiksen

 

Kilometersten, Herlev Hovedgade (Frederikssundsvej). 10 kilometer til Nørreport.
Kilometerstenen ved Herlevvænge markerer, at der er 10 kilometer til Nørreport. Foto: Thomas Frederiksen

 

12-kilometersten (afstand til Nørreport) i Skovlunde
12-kilometerstenen på Skovlunde Byvej (Frederikssundsvej), lidt efter Torvevej er passeret set fra Herlev. Foto: Thomas Frederiksen

 

40-kilometersten i Frederikssund
40-kilometerstenen i Frederikssund. Modtaget fra en læser i byen. Foto: Morten Wittrup

 

LÆS OGSÅ: 10-kilometerstenen i det centrale Herlev

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!