Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Næste boligprojekt klar i køen – denne gang på Vasekær

Svanen Gruppen har planer om at udvikle op mod knap 500 boliger på Vasekær 2-4 og 6-8.

Byggestøvet har knap lagt sig på Hørkær 8, hvor der opføres 445 boliger og Hørkær 7-9 med 264 boliger, før et nyt boligprojekt venter i kulissen. Denne gang lige i nabolaget til de to førnævnte – nemlig på Vasekær 2-8.

Her vil Svanen Gruppen, der ejes af Familien Brixhuus, i første omgang udvikle omkring 245 boliger på Vasekær 2-4, men det fremgår af en startredegørelse fra Herlev Kommune, at der på Vasekær 6-8 kan udvikles yderligere 237 boliger.

Herlev Bladet har været i kontakt med medindehaver af Svanen Gruppen, Michael Brixhuus, som bekræfter, at man vil bygge på hele Vasekær 2-4 og 6-8. Ifølge ham har man købsaftaler på de omtalte grunde på Vasekær, så planen er at udvikle på alle grundene. Derudover fremgår det også af Det Centrale Virksomhedsregister, at Svanen Gruppen, der holder til i Horsens, i marts 2022 oprettede selskabet Vasekær 2-4 P/S med samme Michael Brixhuus som direktør.

Ifølge de offentlige ejendomsdata er det dog stadig virksomheden Clean-Vent ApS, der ejer Vasekær 2, mens Jansen Ejendomme har Vasekær 6-8. Svanen Gruppen har således indtil videre kun Vasekær 4.

Men det ændrer ikke på, at et kommende lokalplanforslag skal lave rammer til at udvikle i alt 482 boliger fordelt på to karréer i 3-5 etager (20 meter), der trappes ned mod Vasekær i 3-4 etager. Det bemærkes, at der med tilpasningen er mulighed for at forhøje byggeriet mod Hørkær i op til seks etager.

Artiklen fortsætter under billedet.

Planen ifølge startredegørelsen for udvikling af Vasekær 2-4 og 6-8. Knap 500 boliger. Bemærk til højre for planen ligger de nye boliger dér, hvor den tidligere asfaltfabrik lå. Kilde: Herlev Kommune.

Lavere end naboer

Selvom nabobyggerierne på Hørkær rager op i 11 etager og har en bebyggelsesprocent på 225 på Hørkær 8 (asfaltfabrikken, red.), så har den seneste kommuneplan lagt andre rammer for Vasekær. Her er bebyggelsesprocenten nu på 150 og den maksimale højde på fem etager som udgangspunkt. Derudover må der etableres sadeltag, valmtag og pyramidetag med en højde på op til seks meter udover maksimal bygningshøjde.

Af kommuneplanen ses også, at der på de omtalte matrikler ikke er vurderet bevaringsværdige træk, selvom flere af bygningerne har nogle år på bagen. Som for eksempel Vasekær 2, der er fra 1952 og Vasekær 6, der er fra 1959 og skiller sig ud med sit shedtag – det vil sige savtakkede tag, der giver mulighed for stort lysindfald a la Thors Radiatorfabrik på Hørkær 1.

Til gengæld arbejder startredegørelsen med bæredygtighed og et ønske om, at et eventuelt boligprojekt skal indgå som en del af ‘Det Grønne Loop’. Det vil sige visionen om at skabe en grøn sammenhæng i Erhvervskvarteret med grønne stier, lommer og byrum, hvor borgerne kan opholde sig og mødes. I den forbindelse vil man for eksempel lave facader mod Det Grønne Loop med plantevæg og/eller klatreplanter. Der nævnes også fælles gårdrum som del af et eventuelt projekt a la det, der ses på Hørkær 7-9 og i det nye Bangs Torv-projekt. Biodiversitet og bæredygtighed – også den sociale – vægtes højt, hvorfor man også i hjørnerne af byggeriet, hvor Det Grønne Loop og Vasekær mødes, vil planlægge mulighed for to caféer eller andet publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen.

Også i gang på Hørkær

Mens nabobyggerierne på Hørkær er både DGNB Guld- og Platin-certificerede, en mærkningsordning i forhold til bæredygtighed, nævnes der intet om DGNB i startredegørelsen. Dog står der, at grundejer har til hensigt at anvende Svanemærkede- og EU-blomst-mærkede produkter samt fokusere på genbrugsmaterialer og energivenlige materialer a la solceller, lavenergiruder, tæthed i klimaskærm og anvendelse af miljørigtig isolering for at reducere CO2-udledningen.

Det fremgår af startredegørelsen, at man forventer at sende et lokalplanforslag i høring i slutningen af i år og dermed vedtage en ny lokalplan i starten af 2025.

Udover Vasekær-projektet er Svanen Gruppen også i gang med at udvikle på Hørkær 5 i et samarbejde med Olav de Linde, der står for Hørkær 1-3. Her har Lokalplanforslag 135 været i høring, og det forventes at blive behandlet på kommunalbestyrelsesmødet i september. For Svanen Gruppens vedkommende er planen at bygge en C-formet karré i fem-syv etager med 85 til 96 lejligheder med en gennemsnitsstørrelse på 80-90 kvadratmeter og to-fire værelser.

FAKTA: 

  • 482 boliger
  • 366 p-pladser
  • 1.214 cykelparkeringspladser
  • Minimum 460 kvadratmeter erhverv, hvoraf minimum halvdelen etableres som to publikumsorienteret erhvervsfunktioner (f.eks. café eller lignende) i hjørnerne af karréerne hvor Vasekær og Det grønne Loop krydser.
Vasekær 6. Her vil Svanen Gruppe bygge nye boliger. Foto: Kenneth Hougaard.
Vasekær 2. Clean-Vent er for så vidt stadig aktiv i virksomhedsregistret. Bygningen er fra 1952. Her vil Svanen Gruppen bygge nye boliger. Foto: Kenneth Hougaard.
Snedkeriet Blom & Jensen ligger på Vasekær 4 og må, hvis der skal bygges boliger, finde et andet sted. Foto: Kenneth Hougaard.
De fleste boliger på Vasekær 4 ser forladte eller faldefærdige ud. Foto: Kenneth Hougaard.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!