Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ny leverandør af hjemmehjælp skal sikre mere borgerinddragelse

Fra 1. september starter AjourCare som ny leverandør af hjemmehjælp i Herlev Kommune.

Efter et halvt års ventetid har Herlev Kommune fundet en ny privat leverandør af hjemmehjælp, så herlevborgerne igen kan vælge frit, om de vil have hjælp fra kommunen eller det private.

Den nye aktør hedder AjourCare og skal ifølge kommunen hjælpe Herlev ind i en ny tid på ældreområdet blandt andet afstedkommet af den nye ældrereform.

‘Da ældreområdet står i en brydningstid med en ny ældrereform, som betyder mere selvbestemmelse for borgeren, mere frisættelse af personalet samt krav om helhedspleje leveret af faste teams er det vigtigt for kommunen at indgå samarbejde med en leverandør, som har ressourcer og faglighed til at bidrage til denne udvikling af ældreområdet. Kommunen har i udbuddet derfor kun vægtet på kvalitet, herunder samarbejde og udviklingssamarbejde,’ skriver Annika Nielsen til Herlev Bladet.

Hun er funktionsleder for Myndighed, Forebyggelse og Rehabilitering i Herlev Kommune og oplyser også, at Herlev Kommune fik to tilbud som svar på det udbud, man udsendte i foråret, efter at den hidtidige leverandør gennem tre år, Human Care, til februar stoppede før tid. Efter egen forklaring fordi man ville satse på sit hovedkontor i Hvidovre. Human Care havde frem til sit exit 126 borgere, som man leverede pleje til.

LÆS MERE: Derfor stopper privat hjemmehjælp før tid

Skal kunne levere helhedspleje

Den nye aktør er væsentligt større, og det har også været et krav i udbuddet.

‘AjourCare er en relativ stor leverandør, som har et mangeårigt og bredt kendskab til pleje – og omsorgsområdet. Med den nye ældrereform skal hjemmepleje leverandører fremover kunne levere helhedspleje, hvilket også betyder at AjourCare er godkendt til flere opgaver som for eksempel rehabiliterende indsatser. AjourCare har erfaring fra andre kommuner i den nye organiseringsmodel, hvor plejegrupper leverer hjemmepleje i selvstyrende teams. Denne viden og erfaring er interessant da de nuværende undersøgelser af selvstyrende teams viser, at der er større kontinuitet i plejen, mindre fravær og dermed større borger og medarbejdertilfredshed,’ skriver funktionslederen.

Kommunen har i udbuddet derfor kun vægtet på kvalitet, herunder samarbejde og udviklingssamarbejde

På trods af sit kendskab til plejeområdet er AjourCare forholdsvis ny i branchen, idet man først i 2020 har fungeret som hjemmeplejeleverandør. Dog har man 15 års erfaring at trække på som vikarbureau til hjemmepleje, sygehuse og psykiatrien, oplyser kommunen.

LÆS MERE her om, hvorfor AjourCare blev valgt

Positive forventninger

‘Vi har meget positive forventninger til samarbejdet med AjourCare. (…) For Herlev Kommune har det været vigtigt at indgå aftale med en erfaren og robust leverandør, som kan levere hjemmepleje med en høj faglighed og standard, da der også er tale om levering af omsorg og pleje til nogle af kommunens svageste og ældste borgere. Der er tale om en leverandør, som både har erfaring og volumen til at kunne bidrage positivt til udviklingen af ældreområdet’, oplyser kommunen til Herlev Bladet i en mail, hvor man uddyber, at AjourCare i dag er fritvalgsleverandør i Egedal, Allerød, Frederikssund og Solrød kommuner og leverer hjemmepleje til cirka 500 borgere spredt på de fire kommuner.

Desuden starter virksomheden udover Herlev også op i Ringsted Kommune og er godkendt som leverandør i Køge Kommune med start 1. oktober og har søgt godkendelse i Greve Kommune.

Kontrakten med AjourCare er foreløbig gældende i tre år med mulighed for forlængelse, lyder det.

Udover valg af leverandør har Herlev Kommune også på andre områder søsat indsatser, der afspejler den nye ældrereform.

I foråret modtog kommunen nemlig godt to millioner kroner fra Socialstyrelsen til projektet ‘Hjemmehjælp med afsæt i borgerens ønsker og selvbestemmelse’, hvilket i tråd med ældrereformen går ud på at frisætte hjemmehjælpen.

LÆS MERE om ældrereformen her

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!