Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Politisk enighed: Renovering af kunstgræsbane bliver uden fyld

I forlængelse af et EU-direktiv har kommunalbestyrelsen besluttet, at fremtidige kunstgræsbaner skal være uden gummigranulat. Prøvekaninen på det bliver banen ved HI Fodbold, der skal renoveres frem til sæsonstart i år. Men hvad med de andre baner?

Krøllede og lige fibre. Det er, hvad kunstgræsbanen bag skøjtehallen ved HI Fodbold kommer til at bestå af, når den efter planen står nyrenoveret og klar til sæsonstart 21. oktober i år. Dermed bliver banen en slags prøvekanin i Herlev, men også på landsplan, da erfaringen med lige præcis den slags stadig er lille.

Alligevel var alle partier på kommunalbestyrelsesmødet onsdag enige om og tilfredse med netop den løsning, fordi den både er bæredygtig og miljøvenlig i modsætning til de to andre løsningsforslag – sand og kork. Ved brug af disse er der risiko for, at banen fryser til is om vinteren, og så kræver de, at der jævnligt skal tilføres nyt fyld. Det fremgår af sagsfremstillingen, at kork regnes som det bedste og mest populære underlag, da det nærmer sig naturgræs, men at de krøllede og lige fibre kræver mindre vedligehold og dermed har lavere driftsomkostninger, selvom de er lidt dyrere at etablere.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten vil begrænse spredning af forurening

»Det er måske ikke helt en vindersag i forhold til klubberne, som har kunnet vælge mellem noget, de kunne være tilfreds med, mindre tilfreds med eller, det går nok. Til gengæld er det en vindersag for miljøet. Vi skal til at tænke på at lave noget andet på kunstgræsbaner end gummigranulat, og det har været en spændende proces i udvalget,« sagde Michele Møller Amundsen (S), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Hun forklarede, at udvalgsmedlemmer sammen med klubberne havde været på inspirationstur i foråret for at se og vurdere, hvilke PFAS-frie alternativer til gummigranulat, der kunne være mest optimale.

»Klubberne er kommet til den konklusion, at kunstgræs uden fyld virker bedst muligt lige nu. Der er ikke så mange kommuner, der har dem, så vi kan se effekten, og hvor lang tid de kan holde. Så når vi nu prøver den her type, er jeg ikke sikker på, det er den samme type, vi går med næste gang, der skal renoveres. Men for miljøets skyld og for at lytte til klubberne, så er anbefalingen, at vi godkender en kunstgræsbane uden fyld og med en blanding af krøllede og lige fibre,« lød det fra udvalgsformanden.

måske ikke helt en vindersag i forhold til klubberne (…) Til gengæld er det en vindersag for miljøet

Herlev på forkant

Både Enhedslisten og SF stemte i, og begge bemærkede, at de allerede tilbage i 2021 talte for, at man skulle undersøge alternativer til gummigranulat. Jakob Aaagesen fra de konservative tilføjede, at der også er en sundhedsmæssig fordel ved en bane uden fyld, da det er godt for børns led, at banen ikke er for hård. Noget der i modsat fald kan give skader på langt sigt. Og så var alle partier glade for inddragelsen af idrætsforeningerne i processen, siden kommunalbestyrelsen i august sidste år valgte at godkende en beslutning om, at et nyt græstæppe på nævnte kunstgræsbane skulle være uden gummigranulat. En beslutning, der kom i kølvandet EU-direktivet 17. oktober 2023, hvor der blev vedtaget nye regler for mikroplast, som betyder et forbud mod forhandling af gummigranulat til kunstgræsbaner pr. 17. oktober 2031.

»Vi er så meget fremme i skoene, at vi faktisk er foran EU-Kommissionen,« påpegede Ibrahim Benli på kommunalbestyrelsesmødet, og faktisk er kommunen så meget foran, at de tre nævnte alternativer endnu ikke er blevet FIFA Quality Pro-godkendt, det vil sige til elitefodbold.

Det skal der laves

Der er afsat i alt fem millioner kroner til renoveringen, som ifølge sagsfremstillingen indeholder:

  • Rydning af det eksisterende kunstgræs med gummigranulat
  • Inspektion og renovering af dræn og afløb. Vandet fra kunstgræsbanen ledes fremover, som før renoveringen, til kloak.
  • Nyt kunstgræstæppe
  • Nyt fundament under kunstgræsset (fundamentet kaldes for shock-pad eller elayer)
  • Entreprenøromkostninger m.v.
  • Rådgivning og byggeledelse
  • Uforudsete omkostninger m.v.

Budgettet inkluderer dermed ikke udgifter til de nye maskiner, der skal tilkøbes for at kunne drifte den nye kunstgræsbane.

Det fremgår af sagen, at inspektion og udbedring af dræn og afløb er i gang mens det resterende arbejde forventes påbegyndt fra august og frem til sæsonstart 21. oktober.

Og de andre kunstgræsbaner?

Det anslås, at kunstgræsbaner med gummigranulat har en levetid på omkring 10 til 12 år. Derfor har forvaltningen på forespørgsel fra Miljø-, Klima- og Teknikudvalget undersøgt restlevetiden på de andre kunstgræsbaner i kommunen udover kunstgræsbanen ved skøjtehallen, som er kommunens ældste. Derudover har forvaltningen givet bud på, hvad man kan gøre for at minimere risikoen for spredning af gummigranulat fra disse baner. Ifølge forvaltningen er der to muligheder.

Opsætning af bløde bander rundt langs banens indhegning og etablering af sluser. Sidstnævnte skal for sørge for, at det gummigranulat, som blandt andet spillerne tager med ud, kan opsamles via riste i flisearealet ved udgangen.

De eksisterende baner:

· Elverroad B1973: 2-3 år tilbage. Forebyggelses-foranstaltninger: Anslået 175.000 kroner.

· Ministadion B1973: 7-9 år tilbage. Forebyggelse: Anslået 50.000 kroner.

· Træningsbane B1973: 3-5 år tilbage. Forebyggelse: Anslået 175.000 kroner.

· Herlev Stadion HI: 3-5 år tilbage. Ingen Forebyggelses-muligheder.

Det vil sige i alt 400.000 kroner, som partierne ville skulle prioritere i forhandlinger om budgettet for næste år.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!