Taha fra Iran er ‘en mirakel-elev’

Tænk tilbage på dengang du var 16 år. Forstil dig så, at du flytter med din familie til Iran, hvor du kender ingen, og hvor du for at begå dig skal lære at tale og skrive på persisk (farsi) med nogle helt andre bogstaver end dem, du kender.

Det var situationen, bare omvendt, for Taha Fazlalipour fra 9.C på Herlev Byskole afdeling Eng, da han for 16-17 måneder siden flyttede med sin far, mor og lillesøster fra deres hjem i det nordlige Iran til Herlev, fordi moren, som er uddannet læge, ville søge job i Danmark.

Nu, næsten halvandet år efter, har Taha Fazlalipour færdiggjort 9. klasse, og ikke bare det. Han har gjort det med nogle karakterer, som ville være et drømmescenarie for den almindelige gennemsnitlige danske folkeskoleelev. 12 i historie, 12 i naturfag, 12 i skriftlig matematik, 10 i mundtlig dansk og engelsk, 10 i fysik/kemi og et enkelt syvtal i skriftlig dansk.

Det er en præstation, som hans lærer Julie Nossell kalder for ‘fuldstændig vanvittig’ – ja faktisk betegner hun ham som en ‘mirakel-elev’. Store ord, men hvad er hemmeligheden, spørger Herlev Bladets udsendte, der møder eleven lige efter, at han har været til sin sidste eksamen i mundtlig engelsk, hvor han (selvfølgelig) fik 10.

LÆS OGSÅ: Svarer på kritik efter partiskifte

Glad for at gå i skole

»Altså, man skal gå ud. Læse nogle bøger. Lytte til dansk. Og snakke dansk. Man skal have kommunikation med alle mulige mennesker. Og så bliver man bedre på sproget,« fortæller Taha Fazlalipour.

Jeg har hørt, at dansk skulle være et af de sværeste sprog i verden at lære, hvordan var det for dig?

»Det var svært i starten, men det skal nok gå. Det bliver hele tiden bedre,« uddyber han, der gennemfører interviewet på stort set flydende dansk.

Men hvordan har du kunne lære sproget på så kort tid?

»Jeg var bare nysgerrig, fordi jeg skulle lære den så hurtigt som muligt. Jeg var i 9. klasse, der var afgangsprøver, jeg skulle i gym og sådan noget. Det var vigtigt for min uddannelse,« forklarer han, der først skal i 10. klasse, før han eventuelt vil søge ind på gymnasiet eller HTX.

man skal gå ud. Læse nogle bøger. Lytte til dansk. Og snakke dansk

Hans yndlingsfag er nemlig matematik, så han kunne godt forestille sig, at karrieren skulle have noget med det at gøre, noget it- eller ingeniørvirksomhed, tænker han.

»Jeg synes, det er det nemmeste fag. Jeg tror, det er fordi vi har haft rigtig meget matematik i Iran, og det er mere avanceret end i Danmark,« vurderer han.

Når det er sagt, er byskolen større og mere moderne, end den skole han gik på i Iran, lyder det.

»Altså, teknologien er selvfølgelig bedre her. Skolen er stor, og stemningen er rigtig venlig. I Iran havde vi mange mærkelige eksamener. Man kunne ikke bruge dem til noget. Det var al muligt om politik og religion,« fortæller Taha Fazlalipour, der også nævner de ture, han har været på med skolen som et plus.

»For eksempel, vi var i Jylland. På, hvad kalder man det, på lejrskole. Og hyggede vi os. Med vennerne,« forklarer han, der også har været andre steder i det ganske land.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Mere frihed i Danmark

For eksempel i H.C. Andersens fødeby, og han har også set, hvor dronningen bor og Den lille havfrue.

»Der var også et sted, hvor man kunne plukke nogle frugter. Det var rigtig fedt. En kirsebærhave, tror jeg,« siger han og henviser til den tid på året, når de japanske kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård springer ud.

Generelt kan han godt li’ at bo i Danmark, som er noget helt andet end hjemlandet.

»Menneskerne er venlige, og man kan sagtens rejse til Europa og til alle mulige lande. Der er frihed i Danmark, og der er ikke frihed i Iran,« siger han og hentyder til, at man for eksempel ikke må udtale sig negativt om dem, der bestemmer i Iran.

Nu har du nævnt en masse gode ting ved at flytte til Herlev, hvad savner du ved Iran?

»Altså, det kan for eksempel være vores venner, selvfølgelig vores familie, vores hus. Det var rigtig fedt. Man kan ikke finde lignende her i Danmark. Og så maden selvfølgelig,« griner han og tilføjer, at han også savner sproget.

Selvom han taler det med sin familie derhjemme, bliver det ikke til så meget, som han er vant til. Han taler både nationalsproget persisk og det lokale sprog fra sin hjemby, som er en slags tyrkisk, forklarer han.

Nu har mønstereleven sommerferie, og selvom han savner familien i Iran, er der pt. ingen planer om at besøge dem i ferien. Til gengæld skal han hænge ud med vennerne, og så har han et efterslæb:

»Jeg skal faktisk begynde i fitness,« griner han, der mener, det er på tide.