Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Udvalg stiller spørgsmål til højder i planen for det nye Bangs Torv

Lokalplanforslaget for det nye Bangs Torv har været igennem sin første politiske drøftelse.

Ikke meget har ændret sig i det nu offentliggjorte lokalplanforslag for det nye Bangs Torv i forhold til den startredegørelse, der blev vedtaget i oktober 2022. Der arbejdes stadig med en bebyggelsesprocent på 255, cirka 300 lejligheder og et etageforhold fra tre-fire stykker til maksimalt 13 (45,5 meter). Sidstnævnte skal samles i et slags tårn i boligkarréens nordvestlige hjørne ud mod Herlev Hovedgade og afspejle Herlev Bymidte Centers erhvervstårn, der ligger overfor. Forslaget, der skal endeligt godkendes af kommunalbestyrelsen efter sommer og sendes i ni ugers høring, er netop blevet godkendt i Miljø-, Klima- og Teknikudvalget, men ikke uden forbehold.

Det fremgår af beslutningen, at udvalget til næste møde i Økonomi- og Planlægningsudvalget vil have forvaltningen til at udregne bebyggelsesprocenten, hvis byggeriet herunder ‘tårnet’ bliver på maksimalt seks, otte og 10 etager.

Krav til det grønne

Forslaget er temmelig opfattende og er opdelt i to områder. Delområde 1 indeholder den eksisterende bebyggelse i fire etager mod vest ved Stumpedal samt erhvervsbebyggelsen på ét plan, placeret ved gavlen af bebyggelsen ud mod Herlev Hovedgade dér, hvor Kop og Kande lå. Det er planen, at alt det skal renoveres og bevares. Det gælder også gavlmaleriet, mens det andet gavlmaleri på bygningen, hvor Røde Kors-butikken lå, skal tages ned og placeres et andet sted på den nye bygning.

Delområde 2 er nybyggeriet, som skal være en karrébebyggelse med 4-6 etager med en nedtrapning mod syd til Gåseholmsvej. Øvrige etager skal være fra 6-10 etager med en optrapning mod nord. Derudover skal det nævnte tårn placeres i boligkarréens nordvestlige hjørne ud mod Herlev Hovedgade.

Udover boligerne indeholder planen blandt andet 2.700 kvadratmeter til detailhandel og erhverv i stueetagen, som skal rumme en dagligvarebutik på maksimalt 1.500 kvadratmeter og udvalgsvarebutikker på cirka 300 kvadratmeter.

LÆS MERE: Flere partier vil kæmpe for lavere bygninger

Der arbejdes også med et stort, grønt og hævet gårdrum samt en ‘tryg forbindelse’ gennem Bangs Torv, som via den eksisterende tunnel under Herlev Hovedgade skal koble bydelen syd for hovedgaden bedre sammen med by- og butikslivet i bymidten. For at øge trygheden bliver tunnellen under hovedgaden gjort kortere.

I det hele taget stilles der krav til det grønne. For eksempel skal der plantes 55 nye træer samt sørges for begrønning af facader med klatreplanter og grønne tage.

Derudover er det ejeren, C.W. Obel Ejendommes, eget ønske at gå efter at få byggeriet DGNB Guld-certificeret. Det vil sige at gøre det socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt.

Ejeren har også anmodet Herlev Kommune om en udbygningsaftale for at kunne etablere en venstresvingbane fra Herlev Hovedgade i øst-vestlig retning mod Stumpedal. Derudover har ejeren også

anmodet Herlev Kommune om at råde over fortovsarealet langs Herlev Hovedgade til brug for cykelparkering og beplantning samt etablere fortov på den private grund med henblik på at skabe direkte adgang til butikker, erhverv og boliger.

Dobbeltudnyttelse af p-pladser

Det følger af planen, at parkeringspladserne tænkes anlagt i en parkeringskælder under hele det hævede gårdrum med adgang fra Gåseholmvej mod syd. Derudover nævnes det, at der vil være mulighed for at placere et mindre antal parkeringspladser på terræn mod øst langs Gåseholmvej og ved eksisterende boligbebyggelse mod vest langs Stumpedal. Og apropos parkeringspladser så vil man udnytte muligheden for, at antallet af parkeringspladser må reduceres ved at indregne dobbeltudnyttelse af parkeringspladserne mellem boliger og erhverv/detailhandel. Der er også mulighed for etablering af delebilspladser, lyder det.

Lokalplanforslaget skal endeligt vedtages af kommunalbestyrelsen efter sommer, hvorefter det sendes i offentlig høring i ni uger fra september 2024 til november 2024. Det er planen, at der også skal holdes et borgermøde i høringsperioden.

Forrest ses den del af Bangs Torv, som skal bevares og renoveres. Kilde: Herlev Kommune.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!