Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Vil du være cykelpilot? Cykling Uden Alder cykler til Herlev

Herlev Kommune bliver nu medlem af den landsdækkende forening Cykling Uden Alder. Det betyder, at endnu flere af beboerne på Herlevs plejehjem kan komme ud at cykle.

Det begyndte med et møde med en initiativrig borger og en plejehjemsbeboer på gaden på Østerbro i 2012. I dag findes Cykling Uden Alder i 35 lande, og nu er Herlev Kommune også med. 

Kommunen bliver nu medlem af den landsdækkende forening Cykling Uden Alder. 

Det betyder, at endnu flere af beboerne på Herlevs plejehjem kan få vind i håret og oplevelser, når de bliver taget med ud at køre i de store cykler: rickshaws. Det kræver, at der er nogle piloter, der melder sig til at trampe i pedalerne. Der er kickoff-arrangement 23. maj.

Vi har haft cykler i otte år. Jeg håber, at medlemskabet af Cykling Uden Alder vil betyde, at vi kan rekruttere flere frivillige

Bevare selvbestemmelse

Familie- og Forebyggelsesudvalget har i april 2024 godkendt at bevilge 28.000 kr. fra Civilsamfundspuljen, så flere ældre borgere på kommunens plejecentre kan ’få vind i håret’ gennem aktiviteten Cykling Uden Alder.

Det glæder Jette Pilkær, der er frivillighedskoordinator på Plejecenter Lille Birkholm. 

»Vi har haft cykler i otte år. Jeg håber, at medlemskabet af Cykling Uden Alder vil betyde, at vi kan rekruttere flere frivillige, der vil gøre en forskel og give beboerne en god oplevelse,« siger Jette Pilkær i en pressemeddelelse. 

 Med aktiviteten Cykling Uden Alder giver Herlev Kommune mulighed for, at beboerne på kommunens plejecentre kan møde lokalsamfundet. 

Bodil nyder at opleve årstiderne skifte fra pladsen i cykelsædet. Mandag den 13. maj gik turen fra Plejecenter Lille Birkholm til nyttehaverne.

Cykelturene betyder også, at de ældre kan bevare selvbestemmelse og værdighed ved at være med til at bestemme, hvor cykelturen skal gå hen og hvornår det skal foregå, fremhæver Herlev Kommune, som også lægger vægt på samarbejdet med både ansatte og pårørende. 

Endelig har Herlev Kommune en ambition om at inddrage lokalsamfundet og meget gerne de unge i kommunen til deltagelse i aktiviteten Cykling Uden Alder – så fællesskaber på tværs af generationer kan spire frem.

Vil du være pilot?

Hvis du vil være med til at sprede glæde og sørge for, at de ældre i Herlev får vind i håret, så kan du melde dig som cykelpilot.

Potentielle piloter, pårørende og passagerer er alle velkomne, når sommeren cykles i gang! Torsdag 23. maj klokken 10-12 på Lille Birkholm Center, Sennepshaven 2. 

Her kan man høre om konceptet Cykling Uden Alder og køre en tur med borgmesteren. Man kan blive oplært som cykelpilot eller prøve en tur som passager.

 LÆS OGSÅ: Da Herlev Bladet sidste år var med ude at cykle fra Plejehjemmet Hjortespring

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!