Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Fodboldklub håber stadig på første spadestik til nyt klubhus i år

Fodboldklubben B.73 har fået tilsagn om et kommunalt lån til et nyt klubhus, men venter stadig på nogle kommunale tilladelser, inden de kan gå i gang med byggeriet.

Planerne har været mange år undervejs. Boldklubben af 1973 (B.73) vil bygge et nyt klubhus, eller rettere en udvidelse af deres eksisterende lokaler, som skal kunne rumme de 1200 medlemmer – unge som gamle. 

De kom endnu et skridt nærmere, da kommunalbestyrelsen i Herlev i september godkendte en låneansøgning på 6,85 millioner kroner. I alt er der en anslået anlægspris på 11,85 millioner. Klubben bidrager selv med resten. 

I et interview med Herlev Bladet i sommeren 2023 erklærede formand Henrik Cortsen, at spaden nok først kommer i jorden næste år. 

Det begynder at knibe her med to og halv måned tilbage af 2024. Men håbet er der fortsat.  

»Vi har et ønske om, at første spadestik bliver i år,« siger han. 

Ting tager tid, når der er en bureaukratisk proces

Venter på tilladelser

Det er nemlig ikke så enkelt at få bygget en udvidelse af et klubhus som frivillig forening. 

Udover økonomien og kontakt til byggefirmaer er der en del ting, som har været og skal oppe at vende på Herlev Rådhus, og det er langtfra kun det kommunale lån.

»Vi har holdt borgermøde, så naboerne kunne stille spørgsmål, og så skulle der godkendes en tilføjelse til lokalplanen, for at en udvidelse fysisk er mulig. Og lige nu venter vi på nedrivningstilladelse, paragraf 8-tilladelse (miljøtilladelse) og byggetilladelse,« fortæller Henrik Cortsen.  

En del af det nuværende klubhus skal rives ned for at give plads til det nye og bredere 425 kvadratmeter store nye klubhus. 

B.1973, B.73, nyt klubhus. Illustration: Amerlig
Sådan skal fremtidens klubhus se ud. Nuancerne og stilen passer til det nuværende. Illustration: Amerlog.dk

 

Meget mere end fodbold

Henrik Cortsen må dog konstatere, at det ikke altid går så hurtigt, som klubben ønsker. 

»Vi er jubeloptimister og havde håbet på nedrivning i sommerferien. Men ting tager tid, når der er en bureaukratisk proces,« konstaterer han. 

Hvis det går så hurtigt, som formanden håber, vil det færdige byggeri kunne være klar om et års tid. Men det er det absolut hurtigste scenarium. 

B.73 ønsker at nyt klubhus, som skal afspejle den klub, som den er udviklet til. Sloganet er: ’Meget mere end fodbold’, hvor kammeratskab og de sociale værdier spiller en stor rolle, og der er en lang række aktiviteter for både børn, voksne og ældre.

B.73 lægger stor vægt på det sociale og fællessskabet for flere generationer. Det skal de nye lokaler også understrege. Arkivfoto: Claus Birch.

Bane skal sænkes

I dag ligner klubhuset et traditionelt klubhus. Det skal det ikke kun i fremtiden, 

»Tanken er, at vi skal kunne rumme alle, sådan at man ikke bare træder ind i klubhuset og kun ser pokaler og fadøl, men så det også bliver et sted, hvor man har lyst til at være,« har Henrik Cortsen tidligere udtalt til Herlev Bladet og nævnt, at der både skal være plads til for eksempel en lektiecafé for unge og en strikkeklub for ældre.

For at understrege fællesskabsfølelsen også med dem, der ikke lige er fodboldentusiaster, kalder B.73 det kommende klubhus for ’Aktivitetshuset Fællesskabet’. 

Det nye klubhus er i øvrigt ikke den eneste større udfordring, som B.73 er udsat for de kommende par år. Klubben er nabo til Kagsåparken, der de næste fire år gennemgår en stor renovering, der skal gøre det til en park, der skal håndtere store mængder regnvand og forebygge oversvømmelser. 

I forbindelse med det projekt skal en af kommunens fodboldbaner, som B.73 anvender, sænkes med en halv meter. Det er planlagt til at foregå henover vinteren 2025/26. 

LÆS OGSÅ: Læs mere om B.73’s planer om det nye aktivitetshus her

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!