Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Bymidte-ejer køber stort boligbyggeri på Hørkær

Nrep, der ejer Herlev Bymidte Center, overtager boligprojektet 'Hørkær Have', når det står færdigt i juni 2025.

Nrep, der ejer Herlev Bymidte Center udvider sine aktiviteter i Herlev. Det fremgår af en pressemeddelelse, at ejendomsudviklingsselskabet har underskrevet en købsaftale om at overtage boligbyggeriet ‘Hørkær Have’ på Hørkær 7-9 fra juni 2025, når det står færdigt. Men allerede nu overtager man udlejningen af lejligheder gennem selskabet Juli Living, som også står for udlejningen af lejligheder i Herlev Bymidte Center. Første etape af indflytningen på Hørkær sker fra december i år, oplyser man.

Hos Nrep forklarer Investment Director Anne Sofie Vett Raaschou, at baggrunden for at investere især har været den attraktive beliggenhed tæt på offentlig transport, indkøbsmuligheder og det centrale København. Dertil kommer, at Herlev oplever en stigende befolkningstilvækst i øjeblikket, og at man i Juli Living allerede har gode erfaringer fra udlejningen af Nrep’s boliger i bymidten.

Det er Skanska A/S, der i 2017 købte grunden og i januar 2023 igangsatte byggeriet af Hørkær Have, og selvom man lever af at udvikle og sælge ejendomme, og ejendommen i Herlev nu er solgt, så er man ikke færdig med Herlev endnu, lyder  det fra administrerende direktør Peter Nymann-Jørgensen i pressemeddelelsen.

Vi har en stærk tro på mulighederne i Herlev, og det samme har Nrep

Stærk tro på Herlev

»Vi har ikke flere aktiviteter lige nu, men vi vil fortsat interessere os for området, da det har et stort potentiale. Vi har blandt andet også oplevet et godt lokalt samarbejde med Herlev Kommune og deler det positive syn på udviklingsmulighederne i byen,« siger han og uddyber, hvordan aftalen med Nrep blev til.

»Vi har en stærk tro på mulighederne i Herlev, og det samme har Nrep. Derfor var det oplagt at søge et samarbejde, hvor Nrep overtager udlejningsaktiviteterne nu, og ejendommen, når den er opført,« lyder det.

LÆS OGSÅ: Beboere på Meteorvej frygter at blive naboer til byggeplads

Hørkær Have forventes som nævnt færdigt i juni 2025, men udlejningen af lejligheder begynder allerede i juni i år. Indflytning vil ske i tre etaper fra december i år til juni næste år.

Det er fonden Nrep Income+, der har købt Hørkær Have. Fonden har en samlet kapital på 13,8 mia. kr. Siden stiftelsen i 2020 har fonden investeret i næsten 100 aktiver fordelt på 36 transaktioner med et langsigtet fokus på udvikling af det byggede miljø gennem moderne logistikløsninger, lejeboliger og plejehjem. Investorerne tæller en række globale institutionelle investorer, herunder pensionsfonde og forsikringsselskaber.

Om Hørkær Have
Hørkær Have er på 22.720 m² og består af 264 lejligheder i op til 11 etager på to til fem værelser fra 58 til 137 kvadratmeter. De ligger i en U-formet karré med et stort, centralt gårdrum med orangeri, fælleslokaler og grønne opholdsområder. Lejlighederne får enten altan eller terrasse. Der er parkeringsplads til alle lejligheder, hvoraf de 44 bliver med lademulighed for elbil.

I opførelsen af Hørkær Have er der fokus på mere bæredygtige løsninger, f.eks. gennem genbrugsmaterialer i fælleslokalerne, og projektet er præcertificeret til DGNB Guld af Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Desuden vil beplantningen i ejendommens store gårdrum være udvalgt af biologer og landskabsarkitekter for at understøtte den lokale biodiversitet.
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!