”De tre første forsøg var helt håbløse, men det fjerde ku’ noget“

Hun var fem år, da hun læste sin første bog ‘De 5 på skatteøen’, og fra da af var hun solgt. Lige siden har 45-årige Pernille Schou drømt om at skrive sin helt egen. En fjern drøm, hun, som årene er gået, har båret med sig, om end den i det daglige kunne virke helt umulig – nærmest urealistisk. Men så kom corona-krisen og bankede på. Og selvom hun skulle så grueligt meget igennem, før hun endelig kunne stå med det første trykte eksemplar af sin første ‘rigtige’ bog, så ville hun stadig gøre det igen, havde hun kunne spole tiden tilbage.

»Det skulle jeg, jeg har jo drømt om det her i 40 år,« smiler Pernille Schou, der altså nu kan kalde sig debutforfatter med sin første historiske krimi: ‘Mord i delegationen’.

I parentes bemærket er der lagt op til en trilogi, og hun er snart færdig med udkastet til den anden bog, så hun har faktisk gjort det hele igen – denne gang dog en hel del erfaring rigere. Men før vi spørger ind til de udfordringer, der har været undervejs, skal vi lige have præsenteret forfatteren. For det var langt fra tilfældigt, at hendes debutroman skulle være en krimi – og en historisk en af slagsen.

Man bliver suget igennem historien, og der er en stor tilfredsstillelse i, at tingene går op i sidste ende. Det oplever vi måske ikke i virkeligheden

Krimifan

»Jeg har lige over 60 Agatha Christie-bøger derhjemme. Og så har jeg også nogle bøger om hendes sommerhus. Og nogle biografier. Vidste du, at du kan læse en ny Christi hver måned i næsten syv år,« fortæller en begejstret Pernille Schou, der vist uden omsvøb kan karakteriseres som lidt af en krimifan.

Noget hendes mand og to børn også er blevet en del af for eksempel, da de i 2016 tog til Devon i England for at besøge dAgatha Christies sommerhus.

Hvad er det ved krimigenren, du så godt kan li’?

»I virkeligheden er krimigenren vildt mangfoldig. Man kan tage, hvad der interesserer en. Og så bliver krimien mest en motor, der gør, at man ofte læser hurtigere. Man bliver suget igennem historien, og der er en stor tilfredsstillelse i, at tingene går op i sidste ende. Det oplever vi måske ikke i virkeligheden. Få læsere synes, det er sjovt, hvis morderen bare slipper afsted med det,« påpeger Pernille Schou, der også mener, at krimien kan række ud over ren underholdning.

Tro mod historien

»Man kan lære noget om aktuelle sager. Nu kommer der for eksempel klimakrimier, og min er en historisk krimi. Så kan man folde nogle karakterer og et univers ud, som folk måske ikke ved så meget om. Herover ved vi måske ikke så meget om Genforeningen (da Sønderjylland igen blev dansk, red.), som min bog handler om, så man får noget viden ind uden at tænke over det,« påpeger hun.

I den forbindelse er hun særligt opmærksom på, at læseren skal kunne skelne mellem, hvad der er fiktion, og hvad der er faktuelt, og at det faktuelle skal være så historisk korrekt som muligt. Noget hun gør rigtig meget ud af i researchfasen, som fylder nærmest halvdelen af arbejdet.

Faktisk er hun uddannet historiker, selvom hun arbejder som selvstændig kommunikationskonsulent, og den uddannelse har både hjulpet hende, men også fået hende til at stille høje krav til sig selv i arbejdet med bogen.

»Jeg måtte droppe en scene, fordi jeg havde en karakter, som skulle cykle over til et hotel, men jeg kunne ikke finde ud af, hvordan man låste sin cykel fast i 1919. Jeg har også en karakter, der kører motorcykel på en frossen skovsti. Derfor havde jeg fat i mekanikeren på veteranbilmuseet ved Egeskov Slot, som fortalte, hvilken motorcykel de mest sandsynligt havde kørt på, da forgaflerne ellers godt kunne knække,« beretter Pernille Schou.

Hun understreger, at hun på grund af historiestudiet aldrig var i tvivl om, at hvis hun skulle skrive en bog, så skulle den opfylde to ting.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Starten

Den skulle være historisk, og så måtte det godt være en ‘hyggekrimi’ – hendes yndlings krimi-undergenre. Den er nemlig ikke så blodig.

»I den engelske og nordiske tradition bevarer man spændingsmotoren fra en krimi, men man tager gruen ud. Man tager noget af det traumatiserende ud. I en hyggekrimi vil du ofte blive myrdet for det du har gjort, men ikke for den du er. Så det at være en ung pige på det forkerte sted bliver du ikke myrdet for i en hyggekrimi, men hvis du tirrer dine arvinger i flere måneder, så bør du kigge dig over skulderen,« griner forfatteren, der godt kan li’ ‘hyggestunden’, som hun kalder det.

At sidde med en kop te og have det rart efter en træls dag på cykel hjem i regnvejr. Det er også den stemning, hun har sigtet efter i sit eget forfatterskab.

Med andre ord var hun godt forberedt og vidste en masse om, hvilken slags bog hendes debut skulle være.

Men hvad fik dig så i gang?

»Under corona, da bibliotekerne lukkede, havde min søn bestilt en masse bøger hjem om fredsforhandlingerne til en opgave i udskolingen, og dem kiggede jeg på hver dag og blev mere og mere fristet,« fortæller hun, der samtidig på grund af krisen ikke havde så meget at lave som selvstændig.

»Så jeg havde tiden til det. Jeg købte et plotkursus online om, hvordan man skriver en bog, og i julen 2019 havde jeg også fået et masterclass-kursus af min mand, så jeg startede for alvor i marts 2020, og det var med farvekoder, plotkort, skriveprogram, timelineprogram og det hele,« fortæller Pernille Schou,« der langt fra havde nogen garanti for, at hun ville nå i mål.

Hun er nemlig begyndt mindst 50 gange før uden succes. Dog var hun bedre forberedt den her gang, og så havde hun sagt til sig selv, at hun ikke ville stoppe, om så hun skulle vente til pensionsalderen.

En ommer

»Så jeg skrev første udkast færdigt, og så var det bare noget bras. Så jeg smed det ud og startede forfra. De første tre forsøg var helt håbløse, 80-90.000 ord hver. Tonen var forkert, karaktererne ikke ordentlige. Det fjerde kunne et eller andet, men det var først det syvende, jeg sendte til et forlag,« beretter hun, der havde valgt at dele sin skriveproces på Instagram både for at være åben, men også for at forpligte sig selv.

»I sommeren 2021 havde jeg skrevet en bog om den engelske delegation, der tog til Paris i forbindelse med fredsforhandlingerne (efter Første Verdenskrig, red.). Forlaget læste den og sagde: ‘Vi synes, du skriver fint, men vi synes, det skulle handle om danskere’. Så tog jeg lige to dage for at synke den, og så måtte jeg starte forfra på research og karakterer. Det er jo andre konflikter, der kan opstå i en dansk delegation,« forklarer Pernille Schou, der altså måtte på den igen.

De første tre forsøg var helt håbløse, 80-90.000 ord hver. Tonen var forkert, karaktererne ikke ordentlige

»Så brugte jeg et år mere og sendte den ind, og så sagde de: ‘Skide godt, vi vil gerne se dig til kaffe’, og så gik jeg derfra med en kontrakt på de to første bøger,« smiler hun, der altså ikke er sovende til sit forfatterskab.

»Det har været sindssygt hårdt. Jeg vidste, det ville blive svært, men jeg havde ingen anelse om hvor svært. (…) Jeg har været på én ferie, siden jeg startede, hvor jeg ikke skrev. Juleaften skrev jeg, mens min mand hentede min svigermor,« forklarer hun, der har åbnet en ny mappe på sin computer hver gang, hun har måtte starte forfra – i alt 25 mapper er det blevet til.

Et godt råd

Hvad tænkte du, da bogen udkom, og du stod med den for første gang?

»Jeg hørte fragtmanden gå ned ad indkørslen, vi har sådan nogle granitskærver, jeg stod helt ude ved døren, og jeg kunne høre, at han bar på noget tungt. Det kunne godt være 30 bøger. Da han satte kassen, flåede jeg den op, og så tog jeg ligesom en bog op af kassen og tænkte: ‘Nej, hvor er den flot, det er fantastisk’, men så tænkte jeg også: ‘Skulle jeg have gjort kapitlerne længere?’. Det var så lang tid euforien holdt,« griner Pernille Schou, hvis første bog altså er på gaden nu med udsigt til i hvert fald én opfølgning, som formentlig udkommer til februar-marts næste år.

Har du her på falderebet et godt råd til alle de forfatterspirer, der endnu ikke har taget mod til sig?

»Lov at du ikke de første fire måneder evaluerer, om det er en god idé og skriv i din kalender, hvornår du må begynde at evaluere.«

Hvorfor er det et godt råd?

»Det er godt, fordi tvivlen har gode argumenter til at lade være, og du er nødt til at få noget ned, før du forholder dig til, om det er godt eller skidt,« fortæller Pernille Schou, der også gjorde og gør det til en regel at skrive lidt dagligt for at holde historien og motivationen frisk.

OM BOGEN:

‘Mord i delegationen’, Grønningen 1, 360 sider. Bogryggen: En historisk puslespilskrimi, der lige efter 1. Verdenskrig følger den danske delegation af betydningsfulde slesvigere, rigsdagsmedlemmer og erhvervslivets absolutte top på deres afgørende rejse til Paris, hvor Versaillestraktaten er under forhandling. Det er en fortælling om mord, hemmeligheder og en verden i forandring.