Herlev/Hjorten Badmintonklub vinder prestigefyldt klubpokal i Berlin
32 spillere fra den lokale badmintonklub fik 27 podieplaceringer til Yonex Junior Cup i Berlin.
Det er en fjer i hatten for Herlev/Hjorten Badmintonklub, at klubben for første gang nogensinde har vundet klubpokalen i den internationale ungdomsturnering Yonex Junior Cup i Berlin.
Og ikke nok med det. Den lokale fjerboldklub, der deltog med 32 spillere fra 9 til 20 år, fik oven i købet hele 27 podieplaceringer, hvoraf de 14 gav guldmedaljer om halsen. Derudover fire sølv- og seks bronzemedaljer.
som ungdomsformand er jeg ikke mindst stolt over at have oplevet det helt fantastiske sammenhold på tværs af alder, grupper og niveau
»Vi er som klub meget stolte over at vinde klubpokalen for første gang i historien. Men som ungdomsformand er jeg ikke mindst stolt over at have oplevet det helt fantastiske sammenhold på tværs af alder, grupper og niveau, hvor alle spillerne har heppet, opmuntret, coachet og bakket hinanden op,« siger ungdomsformand Julie Trolle Boding i en pressemeddelse.
Turneringen løb af stablen i påsken med over 200 spillere fra blandt andet Tyskland, Tjekkiet og Danmark, og der blev spillet både mix, double og single på 17 baner på en gang. Derudover prøvede flere Herlev-spillere også at spille mix eller double med spillere fra klubber i Tjekkiet og Tyskland. Det hele foregik i Max-Schmeling Halle i Berlin.
Der er lukket for kommentarer