Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Fund af lattergas stadig stort problem på vestegnen – nu sker der noget

Transportminister Thomas Danielsen oplyser til DR, at regeringen snart er klar til skærpe straffen for bilister med lattergas i blodet. Et stort problem på Københavns vestegn og i Herlev.

Bilister, der kører med lattergas i blodet, kan stadig være et stort problem på vestegnen. I marts skrev Herlev Bladet, at Københavns Vestegns Politi i årets to første måneder havde rejst sigtelser i 64 sager for besiddelse af lattergas. I dag oplyser politiet, at man samlet frem til august har rejst sigtelser i 292 sager, heraf er de 43 fra Herlev.

Men det er for ‘besiddelse’ af lattergas og ikke for ‘lattergas-kørsel’. Det har nemlig vist sig at være svært at registrere bilisters indtag af lattergas. Dels fordi det forsvinder hurtigt ud af kroppen igen, dels fordi man ikke har et effektivt måleredskab. Derfor har regeringen i to år arbejdet for at indføre nultolerance på området og nedsatte i september 2022 en arbejdsgruppe, der skulle komme med anbefalinger til, hvordan det kunne lade sig gøre. Myndighederne har nemlig en formodning om, at lattergassen bliver indtaget før eller under kørslen. Det skyldes blandt andet, at man ofte finder beholderne i rabatten eller konfiskerer dem i bilerne.

Kompliceret stof

I marts sagde transportminister, Thomas Danielsen (V), til Herlev Bladet, at arbejdsgruppens anbefalinger er lige på trapperne. Derefter kan regeringen begynde at udarbejde et lovforslag eller en bekendtgørelse. Men siden er der ikke meldt noget ud. Før nu, hvor DR citerer ministeren for at sige, at man nu har modtaget den nævnte arbejdsgruppes anbefalinger, og at man nu går efter at sidestille lattergas-kørsel med narkokørsel.

Herlev Bladet har snakket med et af arbejdsgruppens medlemmer, professor, dr.med. Kristian Linnet, fra Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet. Han vil ikke udtale sig om de specifikke anbefalinger, men bekræfter, at de er en del af et udkast til en rapport, som regeringen nu har modtaget her to år efter gruppen blev nedsat. Om hvorfor der er gået så lang tid, forklarer han:

»Det er altid kompliceret at gøre noget forbudt, som anvendes industrielt.«

Følger debatten tæt

Herlev Bladet har kontaktet Københavns Vestegns Politi for at høre, hvad man siger til ministerens udmelding. Politikredsen var den første i landet, der opdagede og gjorde opmærksom på, at der er et problem med lattergasindtag og kørsel. I en artikel udtaler man blandt andet til Herlev Bladet, at man kunne håbe på, at der blev udviklet en slags lattergas-måler, så politiet på stedet kunne måle på de bilister, de mistænker og stopper.

Københavns Vestegns Politi kommenterer dog ikke på politiske udspil, men oplyser, at man følger debatten om lattergas i trafikken tæt.

Selvom der ikke er kommet et decideret lovforbud mod at køre med lattergas i blodet, har regeringen det sidste års tid skærpet straffene for besiddelse. Læs meget mere her. I dag kan bilister med lattergas i blodet kun straffes, hvis det kan bevises, at de på grund af lattergas-indtaget ikke kan føre bilen sikkert.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!