Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Svarer på kritik efter partiskifte: ”Jeg kan godt forstå frustrationen“

Det har givet kritik fra flere sider, at kommunalbestyrelsesmedlem Deniz Kücükavci er skiftet fra Radikale Venstre til Moderaterne. Både han og Hanne Bjørn (LA) forklarer, at det at skifte er ikke bare ligetil.

Vælgerbedrag, populisme, dårlig stil. Kommunalbestyrelsesmedlem Deniz Kücükavci har i denne uges Herlev Bladet måtte lægge navn til lidt af hvert – både fra sit bagland, men også udefra, efter at han 6. juni offentliggjorde, at han er skiftet fra Radikale Venstre til Moderaterne.

»Jeg kan godt forstå frustrationen, men når jeg skifter jeg parti, så skifter jeg ikke, fordi det er fantastisk, eller fordi det er noget, jeg bare gør fra den ene dag til den anden. Der har været nogle faser, som jeg har skullet igennem,« forklarer han, der mener, at Radikale Venstre på det seneste har haltet så meget, at han ikke længere kan se sig selv i partiets politiske projekt længere.

»Derfor mener jeg også, det er at tage ansvar at sige, at nu skifter jeg parti, fordi så viser jeg også herlevborgerne, at jeg stadig har et politisk projekt,« siger han.

Hvad er det, du mener, der har haltet i Radikale Venstre?

»Med al respekt til de radikale, vil jeg først gerne kvittere for den støtte og hjælp, de har givet mig. De har dannet mig enormt meget, og jeg er ked af den måde, de har skrevet deres læserbreve på. Det kan jeg ikke se mig selv i. Det har haltet både nationalt og lokalt. Nationalt, fordi de radikale søgte en midterregering, men ikke ville gå ind i den, da der så blev dannet en midterregering. Derudover har der været nogle interne uroligheder, som ikke er stoppet,« siger han, der mener, at de fylder så meget, at det er gået ud over handlekraften i forhold til at skabe politiske resultater.

»Lokalt har man ikke en ældrepolitik, og man har heller ikke en iværksætterpolitik, og det er ærgerligt. Derudover bruger de radikale ikke så meget tid på civilsamfundet. Jeg mener, vi skal tænke mere på lokal forankring og mere i at få folk inkluderet,« påpeger Deniz Kücükavci.

LÆS OGSÅ: Børn der går til musical

Har forsøgt at kæmpe

Marco Damgaard (S) kritiserer i en kronik ‘partihoppere’ for ikke at blive og kæmpe for den fælles vision. Hvorfor ikke blive i de radikale og kæmpe for at få lavet ny politik? 

»Jeg er ikke uenig med Marco Damgaard i, at man skal blive og kæmpe. Jeg har også sagt, at jeg skifter ikke parti, for det er ikke nemt. Det er ligesom at blive skilt. Jeg har givet det mange chancer, og jeg har tænkt enormt meget på det. Men hver gang, når der er gået noget tid, så kan jeg se, det duer ikke. Jo længere tid, der går, jo værre bliver det. Der bliver ikke handlet,« vurderer Deniz Kücükavci.

Hvornår begyndte du første gang at overveje et partiskifte?

»Jeg tror, det er omkring tre måneder tilbage, hvor jeg begyndte at tænke over det,« fortæller han og uddyber om processen, at han fra starten havde bestemt sig for ikke at søge dialogen med hverken Radikale Venstre eller det nye parti Moderaterne – han ville ikke lade sig manipulere, forklarer han.

Til gengæld drøftede han det med sin familie, som han har et tæt forhold til.

Jeg har også sagt, at jeg skifter ikke parti, for det er ikke nemt. Det er ligesom at blive skilt. Jeg har givet det mange chancer

Hverken vælgerbedrag eller kort varsel

Hvornår informerede du så dit politiske bagland?

»Jeg sendte en besked til bestyrelsen en eller to timer før, sekretariatet og Herlev Bladet fik det at vide. Jeg synes, det skal være værdigt og skal gøres rigtigt,« forklarer lokalpolitikeren.

Et par timer kan virke som kort varsel, hvorfor ikke holde et møde måske en uge eller længere tid før?

»Jeg er med på, at det kan virke som kort varsel. Men jeg havde bestemt på forhånd, at jeg ikke ville involvere nogen i min beslutning,« svarer Deniz Kücükavci, der en eller to uger forinden dog havde nogle telefonmøder med Moderaterne i forhold til at indmeldelsesprocessen.

»Jeg kan godt forstå Radikale Venstres frustration, men lovgivningen er også lavet på den måde, at hvis du skifter parti, så tager du dit mandat med. Jeg fik 175 personlige stemmer – fire stemmer mere end Jens (Jens Frost, Europa-Parlamentskandidat, red.), så derfor mener jeg, at jeg er berettiget,« påpeger han, der kom ind i kommunalbestyrelsen med i alt 536 stemmer.

Dit bagland taler om vælgerbedrag, hvad vil du sige til alle dem, der har stemt radikalt og altså nu har givet deres stemme til Moderaterne?

»Jeg mener, det er overdrevet at tale om vælgerbedrag, og jeg troede Radikale Venstre var bedre end det. Jeg forstår godt dem, der stemte på mig og troede de fik en radikal kandidat. Men det er jo vilkårene i politik. Dem, der stemte på mig, kan jo stemme radikalt til næste valg om halvandet år. Der er også flere af dem, der har stemt på mig, som har ønsket mig tillykke med det nye parti,« forklarer Deniz Kücükavci, der i stedet for kritikken mod ham vil opfordre Radikale Venstre-folk til at komme og snakke med ham, så de kan få ‘slukket’ en eventuel konflikt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hanne Bjørn (I) ved første Kommunalbestyrelsesmøde i Rådhus Hjortespring i Herlev, den 15. maj 2024. Foto: Claus Birch.

Ikke kun Deniz

Deniz Kücükavci er ikke det eneste kommunalbestyrelsesmedlem, der for nylig skiftede parti. Også Hanne Bjørn, der før sad i kommunalbestyrelsen for Det Konservative Folkeparti har skiftet parti – til Liberal Alliance. Det gjorde hun i efteråret sidste år. Derfor føler hun sig også ramt af Marco Damgaards kronik i denne uges Herlev Bladet, hvor han kalder ’partihopperi’ for et stort problem, når politikere ifølge ham så let kan ændre deres politiske visioner.

»Et partiskifte er ikke noget, der kommer fra dag til dag. Det kan se sådan ud. Men for mit vedkommende var det en meget lang beslutningsproces, før jeg kontaktede LA. Da jeg endelig gjorde det, varede det endnu halvanden måneds tid, før offentligheden fik det at vide. Jeg ved ikke, hvordan det foregår i andre partier, men i LA er man grundige med at screene sine kandidater – og da jeg var folkevalgt, så var det en længere proces med samtaler og screening af mine tidligere politiske udmeldinger, før jeg fik lov at blive medlem,« fortæller hun og tilføjer, at hun som tidligere medlem af Venstres Ungdom faktisk altid har været liberal.

politik handler om meget mere end ens egne holdninger. Det handler også om at kunne rumme og respektere andres holdninger

Hun uddyber, at det var på grund af en lokal sag i Herlev Bladet om daginstitutioner, at hun blev kontaktet af de konservative, som opfordrede hende til at stille op til kommunalvalget i 2017.

»At skifte parti er ikke nemt. For man siger også farvel til et bagland og nogle mennesker, som man har arbejdet godt sammen med. Jeg vil altid være konservative taknemmelig for det samarbejde vi har haft, mens jeg var med. Jeg savner gruppe-dynamikken, men glæder mig over, hvor godt vi stadig kan samarbejde. For politik handler om meget mere end ens egne holdninger. Det handler også om at kunne rumme og respektere andres holdninger, for at vi sammen kan lave løsninger,« understreger den lokale politiker.

Uden for konstitueringsaftalen

At Deniz Kücükavci har skiftet parti betyder også, at han ikke længere er en del af den konstitueringsgruppe, som blev lavet mellem Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale Venstre efter sidste valg. Men det betyder ifølge ham selv ikke, at han nu står uden for indflydelse. Faktisk mener han, at han står mere frit.

»Jeg har været i dialog med dem (konstitueringsgruppen, red.) om at blive en del af aftalen igen, men de vil ikke lave en ny aftale, og det er helt fair. Jeg samarbejder med alle dem, der gider, og jeg kan samarbejde med både højre og venstre og lave forliger, der ligger hen over midten,« vurderer han.

Betyder din nye position, at du vil bejle mere til LA og konservative?

»Moderaterne vil gerne samarbejde med konservative, LA, men også med de andre, så længe det er godt for Herlev.«

Kan du garantere over for vælgerne, at du nu er landet på den rette hylde?

»Jeg kan sige til mine vælgere 100 procent, at jeg føler mig tryg og lettet, og jeg er rigtig glad for min beslutning. Jeg er det rigtige sted nu, og det er i midten, så nu skal der bare skabes nogle politiske resultater,« lyder det altså fra Moderaternes nye kommunalbestyrelsesmedlem i Herlev.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!