Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Udvalgsformand: Stort potentiale i også at ansætte iranske sygeplejersker kommunalt

Sundhedsklynge Midt har afsat en sum penge til at udvikle en model for, hvordan kommuner og region kan samarbejde om at få gavn af de mange internationale sygeplejersker, som gerne vil arbejde i Danmark.

Herlev Gentofte Hospital har gode erfaringer med ansættelse af internationale sygeplejersker her især fra Iran, men det kan Herlev Kommune også få, vurderer formand for Sundheds- og Voksenudvalget, Gitte Friberg Bomholdt (S).

I maj i år besluttede Politisk Sundhedsklynge Midt, som blandt andet består af en række regionsrådsmedlemmer og borgmestre herunder Herlevs, at afsætte to millioner kroner til udvikling og afprøvning af en model for, hvordan hospital og kommuner kan samarbejde om de internationale sygeplejersker. Det sker, fordi der er stor efterspørgsel efter sygeplejersker i sundhedsvæsenet og et stigende udbud af internationale sygeplejersker, der ønsker at arbejde i Danmark. Samtidig har kommunerne udfordringer med netop at rekruttere sygeplejersker.

Det synes jeg er rigtig godt særligt, hvis nogle af de penge lander i kommunerne, for det er ikke kun hospitalerne, der har en stor opgave

»Det synes jeg er rigtig godt særligt, hvis nogle af de penge lander i kommunerne, for det er ikke kun hospitalerne, der har en stor opgave,« påpeger udvalgsformanden, der øjner et stort potentiale.

»Dét, de kan, er jo, at de kan hjælpe et betrængt område med at komme ud og løse sygeplejefaglige opgaver, når de når så langt. Ved at hjælpe på den her måde, så får vi forhåbentlig i løbet af nogle år en styrket sygepleje, medmindre de ender på hospitalerne,« siger Gitte Friberg Bomholdt, der godt kan se for sig, at der kan opstå konkurrence mellem region og kommuner i at tiltrække flest sygeplejersker.

Artiklen fortsætter under billedet.

Herlev Hospitals brug af internationalt sundhedspersonale som for eksempel sygeplejersker fra Iran (tv. Sepideh og Akram) er en stor fordel for hospitalet, mener hospitalet. Foto: Kenneth Hougaard.

Også stillinger i kommunen

Herlev Bladet har tidligere skrevet om det lokale hospitals succes med at hverve iranske sygeplejersker, og senest har Region Hovedstaden oprettet en kandidatbank, hvor internationale sygeplejersker kan søge som en såkaldt ‘evalueringsansættelse’ på seks måneder (uddannelsesforløb, red.). Forinden skal de dog have erhvervet sig sproglige og kulturelle kompetencer, hvilket typisk kan ske i ufaglærte stillinger i enten kommunen som for eksempel på plejehjem eller på hospitalet, hvor de internationale sygeplejersker skal være i en slags praktik hos danske sygeplejersker, før de kan søge om evalueringsansættelse.

»Så slutter de typisk af på hospitalet med at få en evalueringsstilling, for det kan vi ikke gøre på plejehjemmet, fordi der ikke er ressourcer nok til at understøtte dem med den sygeplejefaglige del, så vi kan hjælpe dem færdige,« forklarer Gitte Friberg Bomholdt.

LÆS OGSÅ: Ny radioaktiv maskine skal hjælpe endnu flere patienter

Med den nye sum penge skal det derfor undersøges, om der kan udarbejdes en model, så både regionen og kommunerne kan få glæde af de internationale sygeplejersker.

»Hvis det kan lade sig gøre i samarbejde med regionen at tilbyde evalueringsstillinger i kommunerne også, så vil det helt sikkert være hensigtsmæssigt. Det er jo oftest dér, hvor de slutter deres evalueringsansættelse af, at de også får tilbudt ansættelse, så det vil være en fordel for kommunen at kunne tilbyde dem ‘hele pakken’,« påpeger hun.

Ifølge et referat fra Sundhedsklynge Midt fremgår det, at ‘det er ambitionen øge antallet af færdiguddannede internationale sygeplejersker betydeligt, og dermed øge udbuddet af sygeplejersker til sundhedsvæsenet. Ambitionen er tillige, at alle sygeplejerskerne efter endt evalueringsansættelse har endnu bedre faglighed, herunder forståelse for både primær og sekundær sektor, som gør dem i stand til at arbejde i begge sektorer i lighed med sygeplejersker, der har gennemført sygeplejerskeuddannelsen i Danmark’.

En lille håndfuld

Som det er nu, har i alt 130 – primært iranske – sygeplejersker det seneste år plejet og behandlet patienter på hospitaler i Region Hovedstaden som led i en evalueringsansættelse. Efterfølgende er 85 blevet i en ordinær stilling som sygeplejerske i regionen, mens 32 stadig er i gang med forløbet. I Herlev var cirka 20 internationale sygeplejersker i evalueringsansættelse i foråret, og i 2024 forventes op imod 25 sygeplejersker at få varig dansk autorisation, herunder er fem allerede blevet færdige i år, og har fået fastansættelse. Det fremgår af førnævnte referat.

Hvad angår Herlev Kommune kan udvalgsformanden oplyse, at man pt. har ‘en lille håndfuld’ iranske sygeplejersker og en læge ansat, som arbejder som ufaglærte med det formål at få sprogkompetencer, så de kan komme videre og blive ansat i en evalueringsstilling.

FAKTA: Sundhedsklynge Midt

I 2022 blev der oprettet 22 Sundhedsklynger over hele landet. De er et samarbejde mellem kommuner, hospital og almen praksis og er etableret omkring hvert akuthospital. De skal bl.a. sikre bedre og mere sammenhængende patientforløb ved at udvikle, afprøve og prioritere indsatser, der imødekommer lokale behov. I Region Hovedstaden er der fem sundhedsklynger. Sundhedsklynge Midt omfatter Herlev og Gentofte Hospital, Hovedstadens Psykiatri samt de ni kommuner Ballerup, Egedal, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, LyngbyTaarbæk, Rudersdal og Rødovre Kommune.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!