Internationale sygeplejersker vil gerne arbejde på Herlev Hospital – og de gør det godt

Akram Mirshahani og Sepideh Mehboudi er uddannede sygeplejersker fra deres hjemland Iran. For over to år siden tog de til Danmark med det mål at få job som sygeplejersker her. Efter et halvt år på Herlev Hospital har de nu fået deres autorisation. Det betyder meget for dem. Det kan man se, når de taler. Glæden lyser ud af øjnene på dem, men ikke kun på dem. Chefsygeplejerske Tine Bech Nielsen på Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, hvor de arbejder, er mindst lige så glad.

Flere gange i løbet af Herlev Bladets interview kan hun ikke dy sig for at rose de to. For deres gode danske sprogkundskaber på skrift og i tale (interviewet foregår på dansk) og for deres arbejdsiver og motivation. Selv tror de, at de stiller for mange spørgsmål hele tiden, men det gør de ikke, forsikrer chefsygeplejersken. I Danmark er der en flad struktur, også på hospitalsgangen, sammenlignet med Iran, som er mere hierarkisk.

jeg tror på, at de forskellige nationaliteter og fagligheder kan bidrage til, at vi laver bedre patientforløb

»Den store forskel er arbejdskulturen. I Danmark lægges der vægt på teamwork og åbenhed og respekt for individuelle forskelligheder, mens i Iran er man mere autoritær. Der er en flad struktur i Danmark, det er bedre, fordi vi kan nemt ringe til vores chef uden begrænsninger, i Iran skal man bestille tid,« forklarer Akram Mirshahani roligt og velovervejet.

»Jeg har ringet mange gange til Tine,« tilføjer Sepideh Mehboudi og griner.

Vi vender tilbage til de to, som repræsenterer en tendens med iranske sygeplejersker, der søger mod Danmark.

Mange søger mod Danmark

Styrelsen for Patientsikkerhed har de sidste fem år oplevet en stor stigning i antallet af ansøgninger om dansk autorisation fra sygeplejersker, der er uddannet og/eller statsborgere i lande uden for EU/EØS (EU inkl. Norge, Island og Liechtenstein). Ifølge styrelsen lå tallet tidligere på under 100 ansøgninger om året, men fra 2019 og frem kan man se (Tabel 1), at det stiger voldsomt året efter og gradvist de følgende år på nær faldet i 2022. Tallene viser også, at de fleste ansøgninger kommer fra iranske sygeplejersker. Men en ting er ansøgningerne, noget andet er, hvor mange der opnår autorisation. Det tager typisk mellem 6 og 12 måneder, og her er tallene noget lavere (Tabel 2), indtil 2022 og 2023, hvor de stiger mærkbart.

 

Tabel 1	Ansøgninger fra sygeplejersker fra lande uden for EU/EØS:	Heraf fra Iran:
2019	210	120
2020	990	810
2021	1.080	680
2022	670	500
2023	1.070	570

 

Tabel 2	Antal evalueringsautorisationer til sygeplejersker i de oplyste år	Heraf fra Iran:
2019	10	Ingen
2020	10	Ingen
2021	10	Under 5
2022	30	Ca. 20
2023	180	Ca. 150

 

Kan give bedre patientforløb

På Herlev Hospitals Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme er Akram Mirshahani og Sepideh Mehboudi de to første iranske sygeplejersker, som er færdige med deres evalueringsansættelser, og som nu har fået dansk autorisation. Chefsygeplejerske Tine Bech Nielsen fortæller, at hospitalet egentlig altid har haft sygeplejersker med international baggrund, men at det er noget nyt at tage allerede uddannede sygeplejersker ind som i de to tilfælde, der som nævnt er to ud af mange. En positiv tendens, spørger man chefsygeplejersken.

»Dels så mangler vi sygeplejersker i Danmark, og dels så har vi i hospitalsvæsnet altid haft ansatte med alle mulige nationaliteter, fordi det giver en god arbejdsplads med tolerance og faglighed i fokus. Det handler ikke om, hvor du kommer fra, og jeg tror på, at de forskellige nationaliteter og fagligheder kan bidrage til, at vi laver bedre patientforløb. Ligesom Akram og Sepideh, der er enormt fagligt engagerede, arbejdsomme og kommer med meget godt. De har sådan en fin tilgang til at lære, som jeg i virkeligheden også tror gør noget ved kulturen i afdelingen. Det der med at være nysgerrig på hinanden og blive klogere på hinanden,« vurderer hun og tilføjer, at mangfoldigheden på hospitalet også skal repræsentere samfundet.

Læser fire timer om dagen

Vi sidder på chefsygeplejerskens kontor på 5. etage på Herlev Hospital. Akram Mirshahani og Sepideh Mehboudi har sagt ja til at komme og fortælle, hvorfor de har valgt at forlade deres hjemland, deres job og deres familie for at starte en ny tilværelse i et helt andet land som Danmark. Men først har de også sagt ja til både at skrive deres navn med de latinske bogstaver, som vi kender, og på modersmålet farsi (også kendt som persisk, red.). Sidstnævnte ser helt kunstnerisk ud. Tine Bech Nielsen understreger i begejstring, at de latinske bogstaver også er noget, de to har tillært sig, mens de har været i Danmark.

»Jeg læser danske bøger fire timer om dagen. Mit mål er at blive bedre til dansk. Jeg forstår ikke 100 procent, men efterhånden bliver jeg bedre. Følelsesmæssigt er det ikke svært at forstå patienterne, for jeg har oplevet mange mennesker og behandlet mange sygdomme, så jeg kan godt forstå dem, så det er kun sproget, jeg har udfordringer med, men ikke lige nu. Men Tine anbefaler mig at høre podcast eller lydbøger,« fortæller Akram Mirshahani, der har været uddannet sygeplejerske i 25 år og kom til Danmark for næsten to et halvt år siden med sin mand.

Jeg savner meget min familie, og det er en rigtig svær beslutning at rejse, og mine forældre var rigtig utilfredse med min beslutning, men jeg valgte den mest på grund af min datter

Senere er det meningen, at deres søn, som er uddannet læge også skal til Danmark, men han kunne ikke få visum i første omgang.

Da Akram Mirshahani kom hertil, startede hun med at gå på sprogskole. Dernæst arbejdede hun på et plejehjem i otte måneder for endelig at kunne tage evalueringsansættelsen på seks måneder, der nu har givet hende autorisationen som sygeplejerske i Danmark. Forudsætningen for overhovedet at kunne starte på Herlev Hospital er den treårige opholdstilladelse, som man vel at mærke får uden forsørgelse samt et sprogkrav. Mens sygeplejerskerne lærer dansk, har flere kommuner fået øjnene op for at ansætte dem i nogle af de hårdt trængte velfærdsjob, så de også kan tjene penge indtil en eventuel evalueringsansættelse på et hospital. Når den er gennemført og autorisationen på plads, så kan de søge fire års arbejds- og opholdstilladelse igen og igen.

De gladeste i verden

Men hvorfor vælge at forlade sin familie og alt, hvad man kender, til fordel for noget helt andet?

»Jeg savner meget min familie, og det er en rigtig svær beslutning at rejse, og mine forældre var rigtig utilfredse med min beslutning, men jeg valgte den mest på grund af min datter, fordi der er mange ustabile ting i Iran. For eksempel er der intet demokrati, ingen rettigheder til kvinder. Jeg vil gerne have, min datter vokser op i et roligt system, for kvinder er rigtig under pres i Iran, det kunne jeg ikke acceptere,« fortæller Sepideh Mehboudi, der altså nu bor i Danmark med sin mand og deres fælles datter på ni år, som er hovedårsagen til, at de rejste.

»Jeg har hørt, at det danske undervisningssytem og velfærdssystem har en høj kvalitet, og så er der demokrati i Danmark, så derfor valgte vi Danmark, så jeg er glad for, at min datter skal vokse op her. En anden grund er, at Danmark har brug for sygeplejersker, og i Danmark skal man ikke have karakterer for at rejse hertil,« forklarer hun, der via sin advokat i Iran betalte næsten 6.000 euro (d.d. 44.749 kr., red.) for at komme hertil.

jeg vil rigtig gerne møde danskerne, fordi de har ry for at have en god sans for humor, og de er meget hjælpsomme og sunde

»Han sagde mange gode ting om Danmark. Blandt andet at det danske samfundssystem er godt og frit, og at danskerne er de gladeste i hele verden, og jeg synes, det er rigtigt, fordi jeg har rigtig gode veninder og venner, og de smiler altid og er meget hjælpsomme,« fortæller Sepideh Mehboudi, der ikke kendte så meget til Danmark i forvejen, udover at hun faktisk havde læst H.C. Andersen for sin datter på farsi – dog uden at vide, at han var dansk.

Heller ikke Akram Mirshahani kendte meget til det lille land i Norden.

»Jeg har googlet Danmark mange gange, og jeg har læst mange artikler om Danmark og det gode folk, og jeg vil rigtig gerne møde danskerne, fordi de har ry for at have en god sans for humor, og de er meget hjælpsomme og sunde,« fortæller hun om noget af det, som hun fandt frem til, før hun kom hertil.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Forskelle på Iran og Danmark

Som landet ligger nu, vil begge gerne blive i Danmark, lære sproget endnu bedre og blive klogere på, hvad det vil sige at være sygeplejerske i Danmark, for det er ikke det samme som i Iran. For eksempel er der forskel på patientkontakten, fortæller Tine Bech Nielsen, mens Sepideh Mehboudi forklarer nærmere:

»I Danmark er patienterne bevidste om deres sygdom og behandlingen. Hvad skal jeg gøre og så videre. I Iran var det nemmere, fordi patienterne ikke er de bedste til sygdomme og behandlinger. De stiller ikke mange spørgsmål, men selvom det var nemmere, fordi vi kunne kommunikere bedre i Iran, så synes jeg i Danmark, når patienterne stiller mange spørgsmål, så udvikler man sig hver gang. De spørger med respekt, men nogle gange siger jeg: ‘Det ved jeg ikke, men jeg kan spørge mine kollegaer’,« uddyber hun.

Derudover er der også stor forskel på udstyret og ressourcerne.

»Første dag, da jeg kom her til afdelingen, kiggede jeg op på de mange skabe til hele afdelingen. Min arbejdsplads i Iran lå i en lille by på et lille hospital med fire etager, så det var ikke så stort. Der er bedre udstyr i Danmark, og vi mangler ikke udstyr eller medicin her,« fortæller Sepideh Mehboudi, der også skulle lære it-systemet Sundhedsplatformen at kende.

»I Iran foregår det meste på papir, her skal det hele dokumenteres på computer, i Iran havde vi to computere på en hel afdeling,« påpeger hun og kommer i tanke om en endnu en forskel.

»Det offentlige sundhedssystem i Danmark er gratis, og det er det ikke i Iran,« forklarer hun, og derfor skulle de bruge ekstra meget tid på at registrere, dokumentere og på alt muligt andet end sygepleje, mens der i Danmark er mere tid til sygeplejen og patientkontakten.

Tine Bech Nielsen bryder ind:

»Fortæl hvad du fik af en patient,« lyder opfordringen, men Sepideh Mehboudi kigger forlegent ned i gulvet og mener ikke, der er grund til at gøre noget stort ud af det.

Det mener chefsygeplejersken til gengæld:

»Sepideh fik en æske chokolade, fordi hun var god til at lægge et PVK (drop) til medicin,« siger Tine Bech Nielsen med en forklaring om, at patienten havde oplevet udfordringer med det før, men altså ikke med Sepideh.

Ifølge chefsygeplejersken et godt eksempel på, hvordan patienterne for eksempel anerkender, at de nye iranske sygeplejersker er godt på vej og måske også kommet for at blive. I hvert fald må timingen siges at være god.

 

Fakta:

• Herlev Gentofte Hospital har to iranske sygeplejersker, der blev færdiguddannede i 2023, samt fem færdiguddannede i januar/februar 2024.
• Man anslår at 5-10 andre iranske sygeplejersker har arbejdet på hospitalet i op til 15 år.
• Hospitalets rekrutteringsindsats KVIK (Karriere, Vikarer og Kompetenceudvikling) gælder ikke kun iranske sygeplejersker, men internationale sygeplejersker generelt, så der er også sygeplejersker fra fx Nepal, Filippinerne og Costa Rica.
• Aktuelt er der cirka 20 internationale sygeplejersker ansat i evalueringsansættelser og cirka 10 i forberedende forløb med titlen ’praktikant for sygeplejerske’, altså fasen før evalueringsansættelse, men tallene er behæftet med usikkerhed.
• Alene i første kvartal i år regner man med, at syv internationale sygeplejersker bliver færdiguddannet og fastansat på hospitalet.