Centerejer genoptager søgning efter forsvunden skulptur
I sidste uge skrev Herlev Bladet, at den forsvundne skulptur 'Kærlighed' fra bymidtecentret formentlig var endt som byggeaffald. Det har givet en masse reaktioner blandt andet fra borgmesteren og kunstnerens familie.
Med ord som ’skandale’, ’ufatteligt’ og ’vanvittigt’ skabte sidste uges historie om den forsvundne bronzeskulptur ’Kærlighed’ fra Herlev Bymidte Center noget af en storm på Herlev Bladets Facebookside. Og det i sådan en grad, at center NREP nu vil lede efter skulpturen igen.
Det oplyser Mads Birkedahl Dehlbæk, chef for Asset Management, i en mail.
Vi har stor forståelse for, at skulpturen har en stor affektionsværdi for herlevborgerne
’Vi er i sagens natur også meget frustrerede og kede af den nuværende situation og har ikke accepteret, at skulpturen sådan bare kan forsvinde. Vi har stor forståelse for, at skulpturen har en stor affektionsværdi for herlevborgerne og vi er således fortsat ved at undersøge hvor den er blevet af,’ skriver han.
Bør erstattes
De usædvanligt mange kommentarer på Facebook tager især udgangspunkt i den konklusion, som centerejer NREP kom med i sidste uges artikel efter at have forespurgt sit nedrivningsfirma J. Jensen. Her lød det, at ’kunstværket desværre må være bortskaffet sammen med cirka 20.000 tons byggeaffald fra nedrivningen’.
LÆS MERE: Markant kunstværk endt som byggeaffald
Det fik herlevborgerne til tasterne inklusiv Herlevs borgmester og nærmeste familie til den nu afdøde kunstner Steffen Lüttge.
Fælles for dem synes at være, at skulpturen skal erstattes, hvis den ikke kan findes.
Tavst nedrivningsfirma
Herlev Bladet har ad flere omgange også forsøgt at komme i kontakt med nedrivningsfirmaets direktør, Jens Jensen, men han er ikke vendt tilbage. Vi ville gerne have spurgt ham, hvordan NREP kan have fået at vide, at skulpturen formentlig er forsvundet sammen med en masse byggeaffald, mens han selv til Herlev Bladet har udtalt, at han slet ikke kender til skulpturen.
Er der for eksempel ikke nogle faste retningslinjer, man skal følge, når man får så stor en nedrivningsopgave for eksempel med henblik på opmagasinering af genstande. Og bliver det ikke aftalt og nedskrevet på byggemøder eller i kontrakten, hvad man skal?
Herlev Bladet gav ’Kærlighed’ som en gave til centeret, byen og borgerne i 1999 i forbindelse med en ombygning. Dengang kostede det 300.000 kroner. Ifølge kunstnerens tidligere kone, som selv er billedhugger, Stine Ring Hansen, blev formen lavet i Pietra Santa i Italien og eksisterer ikke mere. Dog har hun selv en model af værket og vurderer, at hun vil være i stand til at genskabe det.
Ifølge Herlev Bladets oplysninger vil NREP vende tilbage på den anden side af påsken i forhold til, om den genoptagede eftersøgning har givet resultat.
Der er lukket for kommentarer