Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Opdateret: Markant kunstværk endt som byggeaffald

Kunstværket Kærlighed kommer ikke igen i Herlev Bycenter. Den flere meter høje bronzeskulptur forsvandt under renoveringen.

Opdateret: Med kommentar fra nedrivningsfirmaet J. Jensen 21. marts

På en central plads i Herlev Bymidte stod kunstværket Kærlighed, inden centret blev renoveret fra efteråret 2020. 

Men det får kunderne i bymidten ikke at se igen, det røg nemlig ud som byggeaffald under renoveringen. 

Herlev Bladet har siden nytår hos centrets ejer NREP forsøgt at finde ud af, hvad der blev af den 2,5 høje meter bronzeskulptur, som stod på en sokkel. 

Kunstværket må desværre være bortskaffet med cirka 20.000 tons byggeaffald

Bortskaffet med affald 

Konklusionen er, at det må være røget ud som byggeaffald. 

»Vi har efterlyst kunstværket hos vores samarbejdspartnere, og ingen kan svare på, hvor kunstværket er. Vi har også kontaktet vores nedrivningsfirma J. Jensen, som har meddelt, at kunstværket desværre må være bortskaffet sammen med cirka 20.000 tons byggeaffald fra nedrivningen,« udtaler NREP til Herlev Bladet i en skriftlig kommentar. 

»Vi skal naturligvis beklage,  at kunstværket er forsvundet under byggeriet. Udviklingsprojektet Herlev Bymidte Butikscenter har været et stort projekt, hvor mange parter har været involverede gennem en byggeperiode på cirka fire år,« supplerer de. 

Ægte Herlev-kunstner

Flere læsere har spurgt Herlev Bladet om skæbnen for kunstværket Kærlighed, som de har savnet, efter Herlev Bymidte blev genåbnet sidste efterår, og derfor har vi stillet spørgsmål om kunstværkets skæbne videre. 

Der var tale om et kunstværk, som Herlevs borgere havde kendt i mere end 20 år. 

Det blev opstillet i 1999 og var fremstillet af den nu afdøde kunstner Steffen Lüttge og finansieret af Herlev Bladet, som gav værket til bymidten, borgerne og byen i en gave for 300.000 kroner.

Steffen Lüttge var en rigtig Herlev-dreng, som voksede op i byen og endda var såvel skolelærer og senere kunstnerisk konsulent i kommunen en periode, inden han  blev fuldtidskunstner. Han døde i 2016, 70 år gammel. 

NREP vil ikke efterlyse kunstværket Kærlighed yderligere, da de mener, at de har gjort, hvad de kunne, ved at have taget kontakt til samarbejdspartnerne. 

Herlev Bladet har kontaktet nedrivningsfirmaet J. Jensen for at høre, om de kan opklare yderligere, hvad der er sket med Kærlighed.

»Jeg har ikke kendskab til det omtalte kunstværk, men har forespurgt rundt i vores organisation uden held,« lyder det fra entreprenør Jens Jensen.

LÆG OGSÅ: Hvor er kært kunstværk fra bymidten blevet af? 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!