Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Ejer af Bangs Torv lover: Det her bliver bevaret fra det gamle torv

De to gavlmalerier på Bangs Torv bliver bevaret og vil leve videre, når det fornyede torv engang står klar. Herlev Bladet har talt med kunstneren bag.

 

Herlev Bladet har i begyndelsen af 2024 skildret, hvordan kunstværket Kærlighed på mystisk vis forsvandt, da Herlev Bymidte blev renoveret. Heldigvis er skulpturen fundet igen.

I de kommende år er det Bangs Torv, som gennemgår en stor forandring. Her hænger der to malerier på gavlene ved torvet.

Borgeren Andreas Larsen kan godt tænke sig at høre historien bag dem, samt om de bevares. Han nævner, at han har boet i Herlev i 37 år, og de har været en del af byen al den tid, han kan huske. Nu ved vi ikke, hvor langt Andreas Larsen kan huske tilbage, men de har dog ikke hængt der i alle 37 år, men næsten. Det vender vi tilbage til.

Vent og se

Men til glæde for Andreas Larsen og andre borgere, som ønsker at bevare malerierne, så melder de nuværende ejere af torvet ud, at de vil beholde udsmykningen.

»Jeg kan oplyse, at der arbejdes med en løsning, hvor gavlmalerierne integreres og bevares som en del af det ny Bangs Tov. Hvordan og hvorledes må I vente med at se,« siger Torben Black, der er direktør i C.W. Obel Ejendomme A/S, der ejer torvet, som tilføjer, at det er vigtigt, at der er en forbindelse mellem det eksisterende og det kommende Bangs Torv.

Torben Black kender ikke historien bag værkerne, men det har Herlev Bladet fundet frem til, og bladet her skrev naturligvis også om dem, da de kom op.

På malerierne står årstallet 1991, så i år runder de 33 år. Kunstneren bag dem fremgår også, det er Martin Guldbæk. Ham har Herlev Bladet fundet frem til, han hedder i dag Martin Kramme Guldbæk, det ekstra navn han har fået, hænger også sammen med historien om malerierne på en indirekte måde.

Dengang regnede jeg ikke med, at de ville være der fem år efter

Gift med advokatens datter

Martin Guldbæk var 20 år, da han udsmykkede Bangs Torv. Centerforeningen Bangs Torv valgte ham gennem advokat Eivind Kramme, som havde kontor lige over for torvet. Martin Guldbæk var venner og havde gået i gymnasiet med Eivind Krammes søn, og Herlev-advokaten vidste, at Martin Guldbæk var graffitikunstner. For at skabe et moderne udtryk var man nået frem til, at den type kunst skulle op på gavlene.

»Jeg blev spurgt, om jeg kunne lave nogle udkast, og jeg lavede fem, og to af dem blev valgt ud,« fortæller Martin Kramme Guldbæk, som har fået samme navn som advokaten, da han nogle år efter forelskede sig i Eivind Krammes datter Julie, som han den dag i dag er gift med. Det var dog endnu ikke under opsejling 31. oktober 1991, hvor værkerne blev præsenteret.

På det ene maleri er der fisk og på det andet fugle

Det tog nogle uger at male de to graffitimalerier, som blev fremstillet på et daværende værkstedslager tæt ved Herlev Station. Her sætte håndværkere det sammen, så det kunne hænges op på gavlene. Og det blev spraymalet med en så holdbar spray, at det skulle kunne holde mange år. At maleriet stadig er der i 2024, må bevise denne holdbarhed.

For Martin Kramme Guldbæk var det noget af et nybrud.

»Graffiti var ikke mainstream endnu,« siger han.

I Herlev Bladet fremgik det ved reportagen i den efterfølgende avis onsdag 6. november 1991:

»Grafittien er blevet voksen med disse billeder, det skal den nødvendigvis ikke være alle vegne og til enhver tid, men den skal den nok, når den hænger så centralt og i så store formater. Der er gjort en kunstnerisk indsats for byens forskønnelse med disse værker, ingen tvivl om det.«

Subway Surfers

Martin Kramme Guldbæk boede ikke i Herlev, og det er har han heller ikke gjort efterfølgende. Som han siger det, har han boet nærmest alle andre steder, både i forstæderne og i København, men aldrig i Herlev. Blandt meget andet har han haft bopæl i Albertslund og på Nørrebro, og i dag bor han i Gentofte.

Han gik i gymnasiet i Odrup, hvor han lærte Eivind Krammes søn at kende, hvilket førte til opgaven på Bangs Torv.

Martin Kramme Guldbæk er blevet i den kreative branche, som indirekte også har med graffiti at gøre, han er art director i computerspils-firmaet Sybo. Og her står han blandt andet for spillet Subway Surfers, som i høj grad er en udløber af grafiiti- og gadelivsstilen.

Han har i årenes løb været forbi malerierne på Bangs Torv for at se, hvad han udrettede dengang, og at de stadig er der. Han har også vist dem til sine børn.

Dengang for 33 år siden var graffitikunst en fornyelse af Bangs Torv. Nu er det en del af det gamle torv, som ejerne lover skal leve videre i det nye.

»Det er lidt vildt at tænke på, dengang regnede jeg ikke med, at de ville være der fem år efter,« siger han.

LÆS OGSÅ: Bangs Torv er ved at være tømt for butikker

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!