Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Her er der plads til at gøre den gamle stol i stand

Hver tirsdag er der mulighed for at gøre noget ved de gamle møbler og andre større ting, når værksted holder åbent for borgerne i erhvervskvarteret mellem Skovlunde og Herlev.

Er din gamle sofa for god at smide ud, men trænger lige til en kærlig hånd? Eller gælder det yndlingsstolen ved spisebordet eller spejlet i entréen?

Hver tirsdag kan du komme til et åbent værksted i Skovlunde og reparere dine møbler eller andre ting. Her holder Andreas Zacho åbent med en såkaldt repair café i sin virksomhed ‘A Circular Design Studio’ klokken 15-20 i samarbejde med Ballerup Kommune.

»Jeg har et godt samarbejde med kommunen i forvejen. Jeg synes, at det ville give god mening, at folk kan komme forbi her og reparere møbler og andre store ting, som de ikke har mulighed for at få gjort derhjemme. Det kan gøre, at flere ting bliver genbrugt,« fortæller han.

Initiativet er foreløbig i gang i en seks måneders forsøgsperiode indtil sommer.

Jeg elsker at lave sådan noget her, men har ikke slibemaskine derhjemme

Holder os til store ting

Andreas Zacho er arkitekt og kunstner, og virksomheden har i forvejen genanvendelse som sit fokus, da de skaber interiør, installationer og kunstværker, i 100 procent genanvendt plast, indsamlet fra husholdninger, naturen eller virksomheder i Danmark. Derfor falder en repair café fint i tråd med hans filosofi om genbrug i et mere bæredygtigt samfund. 

Det er møbler og andre store ting, hans repair café i Literbuen er målrettet.  

»Vi holder os mest til de store ting, i forvejen er der jo repair café for mindre ting på Ballerup Bibliotek.« siger han.

Og i Andreas Zachos værksted, er det folk selv, der skal være den primære arbejdskraft på de ting, de vil have repareret.

»Folk skal selv lave arbejdet, men jeg hjælper og vejleder. Eventuelt kan man få noget ud af det socialt, hvis man kommer med flere fra sin familie eller sine venner,« siger han og konstaterer:

»Jeg er jo kun mig selv, jeg kan jo ikke gøre arbejdet, hvis der skulle dukke 12 op.«

Man kan naturligvis også spørge andre, som kommer der og få et fællesskab ud af det.

 

Andreas Zacho, Repair Café på Literbuen
Andreas Zacho forbedreder her noget til babystolen. Foto: Thomas Frederiksen

 

Fleksibel stol

Det er meget forskelligt tirsdag for tirsdag, hvor mange som kommer i repair café. Der kan være godt med mennesker den ene tirsdag og slet ingen den næste.

Mens Skovlunde Bladet er forbi tidligt i åbningstiden, kommer mor og datter Helle og Maria Olsen. Datteren Maria er gravid, og det er indirekte årsagen til, at Helle er begyndt at komme i repair café. Hun vil nemlig forny den tripp trapp-stol, som hendes børn sad i som små og lidt større, så hendes kommende barnebarn kan bruge den.

»Jeg skal være mormor, og jeg fandt stolen her frem fra gemmerne. Jeg læste i avisen, at det var her, så jeg har været herhenne og skilt den ad, slebet den og givet den en ny farve,« siger Helle Olsen.

»Det har været min stol,« fortæller Maria Olsen og smiler ved tanken om hendes og hendes lillebrors tid med stolen, og at hendes kommende barn skal benytte den.

Tripp Trapp-stole gør sig gældende ved, at de er lavet af træ, og børn kan vokse ind dem, ved at de indstilles forskelligt, og de derfor kan sidde i dem, nærmest fra de er babayer, til de er teenagere.

Helle Olsen har nydt at være forbi Literbuen om tirsdagen.

»Jeg elsker at lave sådan noget her, men har ikke slibemaskine derhjemme,« siger hun og nævner, at hun har været glad for vejledningen på stedet.

»Han har vejledt og kommet med idéer, blandt andet om hvilken farve den skal være,« siger hun om Andreas Zacho, som da også har stået i værkstedet og slebet til stolen, inden Helle og Marie Olsen kom forbi.

Du kan besøge Repair Café hver tirsdag klokken 15-19 på A Circular Design Studio på Literbuen 12B i Skovlunde (lige ved grænsen til Herlev).

LÆS OGSÅ: Andreas Zacho har tidligere lavet et stort værk i samarbejde med børn og voksne i lokalsamfundet 

Repair Café på Literbuen
Indgangen til Repair Café på Literbuen. Foto: Thomas Frederiksen
Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!