Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Vil tiltrække flere udenlandske sygeplejersker til Herlev Hospital

Region Hovedstaden vil systematisere sin brug af internationale sygeplejersker. Læs mere her hvordan.

For at afhjælpe manglen på sygeplejersker vil Region Hovedstaden nu gøre endnu mere for at tiltrække flere sygeplejersker uddannet uden for EU. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

I forvejen har man blandt andet på Herlev Hospital god succes med at tiltrække iranske sygeplejersker. I alt har 130 – primært iranske – sygeplejersker det seneste år plejet og behandlet patienter på hospitaler i Region Hovedstaden som led i en evalueringsansættelse. Efterfølgende er 85 blevet i en ordinær stilling som sygeplejerske i regionen, mens 32 stadig er i gang med forløbet. Men potentialet er endnu større, vurderer regionen, der nu har oprettet en kandidatbank på regionens hjemmeside, hvor sygeplejersker kan søge om at få en evalueringsansættelse, angive ønsket arbejdssted og finde information om forløbet.

Det gavner såvel patienter som personale, når vi kan ansætte kvalificerede medarbejdere med en international baggrund

Kandidatbanken gør ansøgningsprocessen nemmere for både sygeplejerskerne og for hospitalsafdelingerne. Blandt andet fordi den indeholder sprogscreening, som hjælper med at finde de rigtige kandidater, og et målrettet undervisningsforløb, der styrker de udenlandske sygeplejersker, så de bedre forstår de kulturelle normer og taler godt nok dansk til at begå sig i sundhedsvæsenet. Samtidig skal et særligt vejlederkursus i kultur- og sprogforståelse løfte kvaliteten i evalueringsansættelsen.

Udenlandsk personale ikke hele løsningen

»Det gavner såvel patienter som personale, når vi kan ansætte kvalificerede medarbejdere med en international baggrund og godkendt uddannelse inden for de faggrupper, der er stor efterspørgsel på,« pointerer Lars Gaardhøj (S), formand for Region Hovedstaden og Susanne Due Kristensen (S), formand for udvalget for fastholdelse og rekruttering, i pressemeddelsen.

Kandidatbanken, der nærmer sig 100 navne, kan også aflaste hospitalerne, der ifølge regionen i forvejen er pressede af det stigende antal internationale ansøgninger, man får ind. I første omgang er der fokus på de sygeplejersker, der allerede er i Danmark som for eksempel flygtninge for ikke at dræne andre lande.

»Udenlandsk sundhedspersonale er ikke hele løsningen på udfordringerne med at rekruttere og fastholde sundhedsfaglige medarbejdere. Men det er en del af løsningen. Vi vil fortsat have stor opmærksomhed på at rekruttere og tilknytte både nyansatte og det erfarne personale. Det handler blandt andet om attraktive karriereveje og et godt arbejdsmiljø,« siger Lars Gaardhøj.

Herlev Bladet har tidligere skrevet om nogle af de iranske sygeplejersker på Herlev Hospital. Læs her.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!